Kuppet i Chile

Dødskaravanens general begår selvmord

 

Af Nicolas Lund-Larsen 

 
Den 87-årige tidligere general under Chiles diktator Pinochet, Odlanier Mena, begik selvmord lørdag. Det skete under en udgangtilladelse fra fængslet.
General Mena afsonede en dom på seks år for deltagelse i den såkaldte dødskaravane, en operation, der dræbte mere end 100 modstandere imod militærkuppet i 1973.
Mena menes at have skudt sig selv i hovedet i løbet af dagen. Han skulle efter planen have meldt sig ved fængslet igen søndag.
 
 
 
Fængslet i luksus
 
I torsdags meddelte Chiles præsident, Sebastian Pinera, at fængslet i Cordillera, hvor general Mena sad, skulle lukkes. En af Menas advokater siger, at Mena havde været bekymret over at skulle overflyttes fra Cordillera til et andet militæranlæg ved Punta Pueco.
I anlægget ved Cordillera har fangerne adgang til internet, kabel TV, en tennisbane, haver og et barbecue-område. Det komfortable forhold i fængsel er blevet skarpt kritiseret af mange chilenere, blandt andre de tidligere præsidenter Ricardo Lagos og Michelle Bachelet.
Mere end 3000 mennesker forsvandt i Chile mellem 1973 og 1990, og over 30.000 antages at være blevet tortureret under militærstyret.

Paula Larrain mærker stadig smerten efter Pinochets kup

Den 11. september er det 40 år siden, et militærkup fjernede Chiles demokratisk valgte regering. Kuppet fylder meget i journalisten og forfatteren Paula Larrains selvbiografiske bog.

 

Af Catalina Peña-Guillén & Jesper Sørensen

 

Når vi spillede musik fra Chile – den musik, som kupmagerne havde forbudt – så græd de voksne, og jeg mærkede bare den her smertende knude i maven, som jeg ikke kunne forklare. Som om nogen havde bundet en snor rundt om min navle og strammet den til. Men det var ikke noget, jeg talte om, for alting lod til at være hemmeligt og farligt at snakke åbent om.”

Sådan beskriver den danskchilenske journalist Paula Larrain en del af sin barndom i Danmark i bogen ”I morgen skal vi hjem”. Som fireårig flygtede hun med sin familie fra general Augusto Pinochets diktatur i Chile, og det satte sig dybe spor i hendes sjæl.

Chile har sin egen 11. september. En dato, som for mange chilenere vækker grimme minder, og som mange helst undgår at tale åbent om. Nok er Pinochet død, og landet har et stabilt demokrati. Men tiden har absolut ikke helet alle sår, og ikke alle chilenere er enige om at fordømme diktaturet og al dets væsen.

 

Da Pinochet stod ud af sin kørestol

Paula Larrain taler hudløst åbent om sine minder og tanker. I bogen og i sine foredrag. Og hun er ikke bange for at placere skylden for hendes fødelands mangeårige smerte.

”Nogle mennesker, også i Danmark, relativerer demokratiet og roser Pinochet for dele af hans regime. Jeg har også hørt liberale mennesker i Danmark hylde Pinochet, og det er frustrerende, at nogle mennesker ikke har læst historiebøger og alligevel ytrer sig på den måde”, siger Paula Larrain.

Hun havde gerne set Pinochet stå til regnskab for sine gerninger, ligesom andre diktatorer i Latinamerika har gjort i de senere år. Men det kom aldrig til at ske. I 1998 blev han ellers anholdt i England efter en anmodning fra en spansk dommer, fordi Pinochet mentes at stå bag drab på spanske statsborgere.

Men i 2000 blev han udleveret fra England, angiveligt fordi han for syg til at blive retsforfulgt. Derefter sprang han glad og rask op fra sin kørestol i det sekund, han kom ud af flyet i Santiago…

”Jeg sad live på TV2 som journalist og så de billeder, og Jes Dorph Petersen spurgte mig, hvordan jeg havde det. Jeg var bare så rasende, at jeg simpelthen ikke kunne svare!”, siger Paula Larrain med vrede i stemmen.

 

Chilenere lægger låg på

Senere blev Pinochet frataget sin immunitet, men han fik aldrig en dom inden sin død. Hvordan har du det med, at han ikke fik sin straf?

”Jeg har forliget mig med det, for jeg kan jo ikke gøre andet. Jeg har et ambivalent forhold til, hvordan Chile har tacklet alt dette, for et land skal jo også videre. Men faktisk har der været et hav af retsprocesser, blandt andet mod lederen af det hemmelige politi, og de væbnede styrker har officielt sagt undskyld. Det har ikke fyldt så meget i international presse, men det har fyldt meget i Chile. Jeg er ikke tilfreds med, at mange chilenere lægger låg på den måde, deres landsmænd er blevet behandlet på. Jeg har ikke glemt den, men jeg har tilgivet det”.

Kan det ske igen?

”Nej, for mange ting har ændret sig siden 1973. Chile har et stabilt demokrati, og landet er storpolitisk uinteressant i modsætning til dengang. Nu trækker USA ikke i en anden retning”.

 

Ham den onde

Hun blev godt integreret i Danmark, selv om hun ofte har følt sig splittet, og senere blev hun kendt som en dygtig studievært og journalist i tv. Men mavepinen og angsten var ikke let at slippe af med, og danskchileneren besluttede sig for at fortælle åbent om sine erfaringer. I bogen og i mange foredrag.

Og ansigt til ansigt med sønnen Sebastian, som på den første fælles flyrejse til Chile spurgte, om ”ham den onde” var død. Det var Pinochet ikke. Han var stadig i live, efter mennesker var blevet fængslet, torteret, dræbt eller som familien Larrain fordrevet.

Paula Larrain kan stadig savne og græde over ”at have en sjæl, der er brækket midt over, og hvor de to stykker blev spredt 12.000 kilometer væk fra hinanden”, som hun skriver i bogens forord.

”Sorgen dukker op engang imellem, når der er psykologiske brændpunkter. Som nu hvor min lille søn har samme alder, som jeg havde, da vi flygtede fra Chile. Og jeg er meget bevidst om, at det i år er 40 år siden kuppet mod Allende”, siger Paula Larrain.

 

 

Åben terapi

Hun beskriver arbejdet med bogen som en åben terapi

”Jeg kan ikke anbefale det til nogen at dele den slags med offentligheden, det var for meget og for smertefuldt. Så til tider har jeg fortrudt, at jeg skrev bogen. Men omvendt ville jeg vise, hvad jeg gemte bag min smilende facade, og det var det en bog, der skulle skrives. Den skrev nærmest sig selv på to måneder. Jeg hører også, at andre mennesker med lignende oplevelser har kunnet bruge bogen til noget”, siger Paula Larrain.

Bogen er meget nøgtern, og du bruger ikke så mange tillægsord …

”Nej, bogen kommer fra hjertet, ordene sprang simpelthen ud af mig. Jeg ville gerne bringe nogle flere følelser og noget mere viden ind i integrationsdebatten, så jeg har brugt min personlige historie til at sætte lys på nogle ting. Mange mennesker har måske bedre kunnet forstå, hvad flygtninge har været udsat for. Som mine forældre, som havde dårlige nerver, efter de havde fået 48 timer til at forlade deres land”.

Paula Larrains bog udkom første gang den 11. september 2003. På 30-årsdagen for kuppet.

Tiden før kuppet

Paula Larrains selvbiografiske bog ”I morgen skal vi hjem” kigger tilbage på tiden før kuppet i Chile i september 1973. Her bringes et af kapitlerne med forfatterens tilladelse:

 

At Chile skulle blive ramt af et blodigt diktatur, kom bag på de fleste. Det blev de voksne ved med at sige. Chile var ikke som de andre lande i Sydamerika, hvor diktaturerne kun blev afbrudt af korte perioder med demokrati, hvorefter militæret igen mistede tålmodigheden med de evigt korrumperede politikere og greb ind for at sikre freden og bevare institutionerne. Noget som militærfolk gik meget op i.

Set i et historisk lys kan man godt sige, at de unge venstreorienterede aktivister var naive i deres hårdnakkede tro på Chiles demokratiske tradition. De blev taget med bukserne nede. Og det gjaldt også mine forældre. Min far og mor var ellers ikke politisk aktive, men de havde ikke lagt skjul på, hvad de mente om de forandringer, chilenerne var vidner til i de få år, Salvador Allende var præsident.

Min far havde ikke stemt på ham, men på den kristelige, konservative kandidat. Alligevel var han blevet vundet over af den nye socialistiske præsidents vilje til at gøre noget for landets fattige, godt hjulpet på vej af min morfar, som havde været kommunist, siden han var ung og satte sit liv på spil for at kæmpe på republikanernes side i den spanske borgerkrig.

Det var noget, han kunne tale varmt og længe om. Hvordan han havde kæmpet på Menorca i Middelhavet og siden flygtet fra Spanien over grænsen til Frankrig, da Francos styrker så ud til at vinde.

Min far var meget arbejdsom og vidende, og med sin vindende humor var han vant til at være den populære soldaterkammerat, ham som alle ville være sammen med, spise middag med og diskutere livets store filosofiske spørgsmål med. Derfor blev mine forældre ikke frosset ud i omgangskredsen, da de begge begyndte at tale godt om Allende.

For de borgerlige flådeofficerer var alt, hvad der kom ud af Allendes mund ellers en provokation, en trussel mod deres velordnede og privilegerede liv. Flåden havde sin stolthed. I et land med så mange tusinde kilometers kystlinje var et stærkt forsvar en nødvendighed og at være en del af flåden et spørgsmål om ære.

Flåden – populært kaldet Marinen – havde besejret først Spanien, der jo ikke ligefrem var ubehjælpsomt, når det kom til krigsførelse på vand, og siden måtte Peru og Bolivia give op over for Chiles overlegenhed. Flådeofficerernes ry var legendarisk, i hvert fald i deres egne øjne.

Og nu kom altså ham Salvador Allende – arbejdernes frelser, socialisten, den bedrevidende læge. Han talte om at fordele goderne mere ligeligt, og om at ingen chilenske børn skulle gå sultne i seng. Han ville indføre gratis skolemælk. Han nationaliserede også bankerne og smed nordamerikanerne på porten i de få store industrier, som Chile var førende i. Kobberminerne skulle lægges over i nationale hænder, og det samme gjaldt salpeterproduktionen, som min morfar var direktør. Arbejderne skulle have mere i løn.

Godsejerne skulle tvinges til at dele ud af deres enorme rigdomme, og de skulle tvinges til at aflønne landarbejderne, der i realiteten levede som fæstebønder.

Det var farlig snak i 1970’erne. Ikke blot på grund af storpolitikken, men også fordi en bedre fordeling uvægerlig kom til at betyde, at nogle skulle af med deres rigdom for at andre kunne få en bedre tilværelse. Kommunistsnak, uden tvivl, mente man i den stærkt konservative flåde.

Men min far var uenig. Hvorfor skulle USA løbe med hele fortjenesten på Chiles naturligt forekommende ressourcer? Hvorfor skulle ikke alle børn have lov til at vokse op med regelmæssig mad på bordet og ordentlige sanitære forhold?

Diskussionerne bølgede ofte heftigt frem og tilbage. Men når folk skiltes, var de venner igen. Det var jo bare politik.

Et enkelt middagsselskab hjemme hos os blev dog afgørende for, hvad der videre skulle ske. Den historie fik jeg først som voksen. For mig var alle disse høje mænd i uniformer mine onkler, og deres koner var mine søde tanter. Når diskussionerne bølgede højt, så mærkede jeg intet ubehag, og jeg fattede i øvrigt ikke en brik af, hvad der foregik.

I dag ved jeg, at den aften kom til at besegle vores skæbne. Det skete med et enkelt indskud fra min mor, som aldrig har været bange for at sige sin mening, og som aldrig vil blive beskyldt for at være diplomatisk.

Hun og de andre fruer havde netop taget af bordet. Det var få måneder inden kuppet i forbindelse med et forestående valg, hvor Allende stod til at vinde igen. I erkendelse af at være slået af denne socialistiske opkomling, sad gæsterne og legede med tanken om, hvordan man kunne komme af med præsidenten på en anden måde, nu hvor det ikke var lykkedes ved et almindeligt demokratisk valg.

De var alle sammen officerer af en vis rang, og de diskuterede i detaljer, hvordan man kunne angribe præsidentpaladset og fjerne Allende ved et snuptag. Saltbøsser, servietter og glad blev taget til hjælp for at illustrere strategien, mens de lettere snaldrede, karseklippede herrer gennemgik, hvordan kan kunne afsætte præsidenten uden at ødelægge alt for meget af de historiske bygninger.

Min mor kom forbi og opdagede, hvad de var i færd med og udbrød spontant og med vrede i stemmen:

”Her i mit hjem er der ingen, der skal sidde og planlægge et kup mod nationens præsident”.

Jeg kan lige forestille mig, hvordan min far – diplomat til fingerspidserne – har siddet og for sit indre blik taget sig til hovedet, da der pludselig blev helt tavst i stuen, mens min mor og en højerestående officer stod og nidstirrede hinanden i nogle sekunders magtkamp.

Middagsselskabet blev meget hurtigt overstået, og selvom kvinderne med lidt fnisen og kække bemærkninger hurtigt fik fejet ubehaget væk og glattet folderne i dugen ud, var konflikten blevet åbenbar for enhver. Min mor er i dag overbevist om, at det var hendes uigennemtænkte træk, der kom til at afgøre de følgende begivenheder.

Der gik ikke lang tid, før min far kunne mærke kulden fra de andre. Ingen sagde noget direkte til ham, men det gik op for ham, at der var noget ravgalt, da han pludselig blev forment adgang til sin egen division og fik begrænset adgang til kasernen. En aften sad min far og mor ved vinduet og så vantro til, mens alle officerer – både over og under min far – tilsyneladende kørte til et møde hos flådestationens leder.

Min far var blevet bedt om at blive hjemme, og det var kun, fordi en af naboerne afslørede, at der rent faktisk blev holdt et møde om de kommende dage, og at alle var blevet mobiliseret, at mine forældre anede uråd. Måske var det også naboen, der senere overbeviste de øverste officerer om at lade min far slippe for straf.

Min fars arbejde var blevet mærkbart begrænset, og derfor blev han lettet, da der tilsyneladende igen blev brug for ham. Han skulle flyve noget mandskab og udstyr til en by længere nordpå og derfra videre til Santiago.

I de dage havde vi besøg af min onkel Raul. Min mors unge fætter, Raulito, som var studerende, ræverød og havde langt skæg. Han lignede med andre ord en typisk militant kommunist fra den tid, og han var vist oven i købet medlem af socialistpartiet. 19 år gammel.

Da min far fik ordre på at flyve ud af Punta Arenas, overtalte han sin kaptajn til at lade Raulito flyve med. Hvis kuppet var nært forestående, så skulle han nok ikke befinde sig i løvens hule omringet af søofficerer, men bringes i nogenlunde sikkerhed i Santiago. Raulito blev opskræmt af min fars lettere befalende opfordring til at komme af sted – ikke så meget af tonen, men af den alvor, der lå bag.

Om det var en helt bevidst del af planen at sende min far væk fra flådestationen og sine underordnede marineinfanterister forud for selve kuppet, kan vi kun gisne om i dag. Men sandsynligheden er stor. Dels fordi min far var meget populær og havde en del mand under sig. Dels fordi det jo var ganske vist, at han var gift med en, hvis loyalitet flåden kunne sætte spørgsmålstegn ved.

Hvorom alting er, så var min far væk hjemmefra den 11. september 1973, dagen hvor præsident Salvador Allende blev afsat og tvunget til selvmord, og et blodigt militærdiktatur blev indsat i stedet.

***

Chilenernes 11. september

 

Chile har sin egen 11. september: I år er det 40 år siden, general Pinochets blodige militærkup fjernede landets demokratisk valgte regering og indførte diktatur.

 

Af Catalina Peña-Guillén & Jesper Sørensen

 

Det begyndte ved solopgang. Militæret fyldte mere og mere i og omkring Santiago, og kort før middag dukkede to jagerfly op på himlen over La Moneda.

De affyrede to raketter, der satte Chiles præsidentpalads i flammer. Så fløj jagerne væk, men vendte tilbage for seks gange at bombe symbolet på Chiles 150-årige demokrati. Indenfor var den demokratisk valgte, socialistiske præsident Salvador Allende, som sammen med partifæller og vagter gemte sig og besvarede ilden.

Allende kontaktede også general Augusto Pinochet og de andre kupmagere for at forhandle, men den militære junta krævede betingelsesløs overgivelse. Det var en ulige kamp, for Pinochet havde militærets opbakning. Allende begik selvmord ved at skyde sig selv med en riffel med et lille sølvskilt, der sagde ”Til Salvador fra din våbenkammerat. Fidél Castro”.

 

CIA svækkede Allende

Allerede om morgenen havde militæret erobret landets radiostationer, som nu (kun afbrudt af militærmusik) udsendte meddelelser om, at ”det var juntaens moralske pligt at overtage magten fra den illegale regering”, og at målet var ”at redde Chile og genskabe ro og orden for folket”.

Kupmagerne forklarede, at man ville forhindre en marxistisk stat, som var ved at køre landet i sænk. Sandheden var, at Allende var erklæret marxist og havde allieret sig med Sovjetunionen og Cuba. Men også, at han var demokratisk valgt og havde garanteret, at han ville respektere Chiles forfatning.

Det gik skidt for Chiles økonomi i årene efter Allendes valgsejr i 1970. Han vandt på at love sygesikring til alle borgere, gratis mælk til alle børn, bedre skoler og en jordreform, hvor dele af godsernes jord blev delt ud til landets jordløse bønder.

Denne politik var ikke populær blandt velstillede chilenere, og kuppet blev bifaldet fra amerikansk side. USA frygtede, at Chile ville udvikle sig til et nyt Cuba. Derfor begyndte CIA at svække Allende og hans regering med økonomiske sanktioner, der gav varemangel, og politiske kampagner, der sværtede Allende til.

Inflationen og frustrationen steg, og der opstod paramilitære grupper både på venstrefløjen og højrefløjen. Der var altså ”undskyldninger” nok til, at man på højrefløjen kunne retfærdiggøre at sætte Chiles 150-årige demokrati ud af kraft.

 

Pinochet og veninden Thatcher

Oprindelig skulle den militære junta lede landet i fællesskab, men general Pinochet greb magten og fastholdt den i mange år. Politikken var højreorienteret og nyliberal, hvilket et stykke hen ad vejen gav fremgang samlet for samfundet, men også større ulighed.

Han fik blandt andet støtte fra den engelske premiereminister Margaret Thatcher og fra skiftende amerikanske ledere, som hellere så et højredrejet diktatur end et nyt marxistisk regime som Castros Cuba. Under Falklandskrigen støttede han uventet Thatcher i den britiske krig mod Argentina.

Det begyndte den 11. september 1973, og Pinochet forlod først magten i 1990, efter han havde fejltolket folkestemningen. Han udskrev et præsidentvalg, som han tabte, og dermed fik Chile igen demokrati.

 

Mange ofre

Men tiden har ikke helet alle sår. Ifølge den chilenske Valech-rapport blev cirka 30.000 mennesker fængslet, tortureret eller dræbt under militærdiktaturet. Andre blev fordrevet, og man mener, at op mod 100.000 chilenere flygtede ud af landet.  

Andre mistede ”blot” deres ytringsfrihed. Det gik også ud over kendte kunstnere som sangeren og digteren Victor Jara, som blev fængslet dagen efter kuppet og ført til det nationale stadion i Santiago. Her spillede nationens fodboldlandshold normalt sine kampe, men kupmagerne brugte det som fængsel, koncentrationslejr og offentlig henrettelsesplads. Victor Jara blev dog dræbt uden for stadion, og hans lig blev efterladt i en vejgrøft uden for byen.

Også digteren Pablo Neruda, en af Latinamerikas mest anerkendte kunstnere, blev fængslet. Ifølge de officielle kilder blev han løsladt, fordi han var syg af prostatakræft, og han døde kort efter. Han sagde til kupmagerne, at de ikke ville finde noget farligere end ord i hans hjem. Men det var rigeligt til, at regimet opfattede ham som en farlig mand.

I dag dør man ikke af at kritisere Pinochet, men det er stadig et ømtåleligt emne. Da Pinochet døde, lå han lit de parade, og 60.000 chilenere gik forbi for at vise ham den sidste ære. Men mange chilenere foretrækker ikke at tale om de 17 år med Pinochet.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

03.04 | 21:42

Hej,

Super fin side! Jeg kan godt lide at i går ned i dybden på emnerne!
Hvis i vil kan i også se min side her: https://www.sporttema.dk

Mvh.
Christian

...
23.01 | 08:17

denne sidde er god

...
27.09 | 13:35

hej Du !
jeg er ikke så skrap til computer, så min søn prøver at hjælpe mig
Jeg bor i Hedehusene, du kan eventuelt ansøge mig på Facebook,så kan vi udveksle tlf

...
08.01 | 15:17

Tak for din ros og interesse for Galapagos, som er et fascinerende sted. Vi havde en god eftermiddag i Fredericia og kommer gerne igen med vores andre foredrag.

...
Du kan lide denne side