Debat

Bistand. Vi må ikke glemme Latinamerika

 
 
I forrige uge fremlagde regeringen sit finanslovsudspil, der indeholdt massive nedskæringer i ulandsbistanden, som specielt vil ramme Latinamerika. Konkret lægger regeringen op til, at alle projekter i regionen udfases.
Hvorfor? Dele af Latinamerika har oplevet økonomisk vækst i de seneste årtier. Af ren og skær dansk egeninteresse er der derfor gode argumenter for, hvorfor Danmark fortsat skulle have regionen som interesseområde.
Seniorforsker Lars Engberg-Pedersen ved DIIS vurderer, at nedprioriteringen vil skade danske muligheder for erhvervssamarbejder i Latinamerika.
Derudover vurderer direktør i DI, Thomas Bustrup, Latinamerika til at være Danmarks nye lovende vækstmarked.

Den vækst, som flere af regionens lande har oplevet, har dog ikke mindsket uligheden. Ifølge den Internationale Valutafond har væksten i Latinamerika været båret af en stigning i olie-og mineralpriser, hvorfor man med rette kan frygte en ressourceforbandelse, hvor indtægterne fra salget af ressourcerne kun gavner en mindre elite.
Faktum er, at Latinamerika er det mest ulige kontinent i verden. Ekstrem fattigdom lever side om side med ekstrem rigdom. Denne ulighed blev udstillet, da jeg besøgte Honduras' hovedstad, hvor kvarteret omkring præsidentboligen er et rigmandskvarter. Jeg var taget op på taget af Hotel Marriott for at se præsidentboligen fra oven. Da jeg efterfølgende forlod hotellets luksuriøse omgivelser, stødte jeg allerede efter få meter ind i det første barn, der sad på fortovet og sniffede lim for at neddæmme den evige sult.
 
Retssikkerhed er mange steder ikke-eksisterende, hvilket er en medvirkende årsag til Latinamerikas høje kriminalitetsrate. Honduras var i 2014 det land uden for en krigszone med det højeste antal mord. Denne sommer deltog jeg i en demonstration i Honduras mod korruption. Årsagen til opstanden var, at en række politikere havde stjålet op mod 350 mio. dollar fra en socialog sygesikring. Institutionen gik konkurs og formodes efterfølgende at have kostet 3000 mennesker livet på grund af manglende lægehjælp og medicin. En stor del af de stjålne penge gik til finansiering af regeringspartiets valgkamp.

Som verdensborgere har vi en ren medmenneskelig pligt til at yde støtte til udsatte befolkninger, da ens fødeland ikke skal bestemme ens muligheder. Samtidig må vi ikke glemme danske interesser i regionen.
Latinamerika er et kæmpe marked for danske virksomheder. Men med regeringens finanslovsudspil tyder meget desværre på, at disse betragtninger bliver fortrængt herhjemme, hvorfor dette opråb til regeringen, øvrige politikere og den almene dansker er nødvendigt. Lad os nu ikke glemme Latinamerika!

Venstre vil sløjfe vigtig indsats i Latinamerika

Danmarks vigtige hjælp i Latinamerika er i fare for at blive sat over styr, hvis Venstre kommer til magten.

 

Af Vagn Berthelsen, generalsekretær i Ibis, den 11. juni 2015 

 

Venstre vil fjerne den danske tilstedeværelse i Latinamerika, hvor den danske udviklingsbistand i dag bidrager til at bekæmpe fattigdom og ulighed på verdens mest ulige kontinent. 402 mio. kroner i bilateral udviklingsbistand kan forsvinde med en borgerlig regering.

Det siger sig selv, at et så markant indgreb har konsekvenser for de mennesker, samfund og fællesskaber, som udviklingsbistanden i dag er med til at værne om, bygge op og styrke. Det vil undergrave de progressive kræfter, der netop nu kæmper hårdt for at opbygge retssamfund overalt i Latinamerika. De der er afhængige af vores støtte for at komme magtmisbrug, korruption og justitsmord til livs.

 

De fleste af os vil være enige om, at menneskerettigheder og demokrati er nogle af Danmarks stærkeste værdier Og mange politikere har igennem tidens løb kraftigt understreget, at de værdier skal udbredes overalt i verden med (næsten) alle tænkelige midler. Og mens livet går sin gang i Danmark, undertrykkes specielt de oprindelige folk stadig massivt flere steder i Latinamerika.

De oprindelige folk i Latinamerika er et rigtig godt eksempel på, hvor vigtig Danmarks fortsatte indsats er. Der er tale om en gruppe mennesker, som er fattigere, får dårligere uddannelse, ikke behandles lige af systemerne og som undertrykkes af deres regeringer.

Her har vi en ekspertise i dansk udvikling, som vi skal holde fast i. Det er både det moralsk rigtige at gøre og fornuftigt i forhold til opbygningen af bæredygtige demokratier, der skal kunne klare sig i samhandlen med det internationale samfund.

I Latinamerika er vi faktisk gode til at udbrede vores værdier helt ned i mulden og helt ind i kernen af menneskelige samfund. Og vi kan se det virker. I Bolivia har Udenrigsministeriet selv vurderet at udviklingsbistanden har haft en markant høj succesrate med en målopfyldelse omkring  de 90 procent.

 

Resultaterne skabes ikke fra den ene dag til den anden, men udviklingsprogrammerne skaber håb og tro på, at et liv uden undertrykkelse er muligt.

Alt det arbejde er i fare for at blive sat over styr, hvis Venstre får magt, som de har agt. Og endnu værre: Den dramatiske nedskæring vil ramme de folk, vi lige nu kan hjælpe direkte, når deres myndigheder sætter dem i fængsel uden rettergang og i værste fald ikke bare tæsker, men forfølger og slår forkæmpere for menneskerettigheder ihjel i  Honduras og Guatemala..

Danmarks bidrag er beskedent, men dog stadig et utrolig vigtigt bidrag til demokrati og menneskerettigheder i Latinamerika.

 

Ecuador. Brutal og uvidende artikel

Catalina Peña-Guillén, ph. d i jura og forfatter, & Fernanda Munk, bachelor i marketing, begge fra Vejle, havde den 29. oktober følgende debatindlæg i Vejle Amts Folkeblad, Horsens Folkeblad og Fredericia Dagblad:

 

Avisen bragte fredag en artikel båret af uvidenhed og respektløshed. Benedicte Riis (BR) skriver om sin korte, overfladiske rejse i Ecuador, at " her er så grimt, at en gris må græde" (Folkebladet 24. oktober).

Hvilket absurd udsagn om et land, som vinder mange internationale turismepriser. Et lille land med regnskov, bjerge, ørken, Galapagos, strande og huse fra kolonitiden.

Men BR opsøger kun en af de allerfattigste kroge af landet for at beskrive Ecuador. Det svarer til at gå i Pusher Street på Christiania og derefter sable Danmark ned. Alle lande har sol og skygge.

 

BR rejser til et andet land uden at tale sproget eller have en basal viden.

Hun klager over, at landets asfalterede veje " har ødelagt landskabet", selv om landet har meget uberørt natur, og som om folk bør flyve for at komme rundt i deres land. Alle i landet nyder godt af de nye veje, også de fattige.

BR overdriver vildt og skriver, at " bjergsiderne er pakket ind i grøn plastik", men det gør man nogle steder for at beskytte bilisterne mod faldende sten.

Skælder hun også ud over vejbyggerier gennem dansk natur? Hun ikke kan købe kaffe samme sted, som hun køber brød. Skælder BR også ud på danske kiosker, som ikke sælger kaffe? Hun får stjålet en computer og en mobiltelefon, som hun skødesløst lod ligge i bilen, hvilket man heller ikke bør gøre i Danmark.

Og hun vil ikke betale en bøde til politiet og skaber sig " komplet hysterisk": " Hvorfor gider ingen her have et ordentligt arbejde? Hvorfor rydder I ikke bare op, vasker jeres toiletter, tørrer næserne på jeres børn og vælger en ordentlig præsident?", spørger hun.

 

Præsidenten Rafael Correa er ikke perfekt, men har fået priser fra anerkendte universiteter i Illinois og Barcelona for sit virke. Latinamerika har fattige, men gør store fremskridt.

Alt dette kunne BR have sat sig ind i, men hun rejser til Rio og hygger sig med sin brasilianske vens familie, og hun nyder strande og shopping. Hun nævner ikke favelaerne, kun solen.

Hvad er det for en stigmatisering af fattige ecuadorianere og deres børn?

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

30.10 | 23:02

WOW -

...
03.04 | 21:42

Hej,

Super fin side! Jeg kan godt lide at i går ned i dybden på emnerne!
Hvis i vil kan i også se min side her: https://www.sporttema.dk

Mvh.
Christian

...
23.01 | 08:17

denne sidde er god

...
27.09 | 13:35

hej Du !
jeg er ikke så skrap til computer, så min søn prøver at hjælpe mig
Jeg bor i Hedehusene, du kan eventuelt ansøge mig på Facebook,så kan vi udveksle tlf

...
Du kan lide denne side