Gringoer flytter til Ecuador

Ecuador og især den smukke bjergby Cuenca regnes for det bedste sted, pensionister fra USA kan emigrere til, hvis de vil have sol, kultur og lave omkostninger. Byen tiltrækker tusindvis af "gringoer" i disse år.

Solen, naturen og lave leveomkostninger tiltrækker nordamerikanere – især pensionister. Den Nye Verden har besøgt den mest populære by, Cuenca, i Andesbjergene.

 

Af Jesper Sørensen og Catalina Peña-Guillén

 

I mange år er ecuadorianere flyttet til USA – primært for at finde arbejde. Nu går trafikken i høj grad også den anden vej. Krisen har længe kradset i USA, og Ecuador er blevet det mest populære land for nordamerikanske pensionister, som ønsker at emigrere.

For sjette år i træk ligger Ecuador da også helt i top, når hjemmesiden InternationalLiving.com vurderer, hvilket land man bør flytte til, når man forlader arbejdsmarkedet.

International Living sammenligner leveomkostninger, klima, boligpriser, lægehjælp, infrastruktur, kulturelle tilbud og særlige rabatter for pensionister.

Hjemmesiden fremhæver især Ecuadors lave leveomkostninger, det behagelige klima og de lave priser på boliger. Ifølge International Living kan nordamerikanerne klare sig for mellem 900 og 1400 dollars om måneden i Ecuador.

 

Billigere end Panama

Ecuador vinder afstemningen foran Panama, Malaysia, Mexico og Costa Rica. Alle steder har masser af sol, men samlet set ”vinder” Ecuador.

Nordamerikanerne flytter allerhelst til landets tredjestørste by Cuenca, hvor der bor godt 6000 gringoer, og mange flere overvejer at flytter til den smukke by i Andesbjergene.

Her er mange restauranter begyndt at skilte på engelsk for at servicere de mange tilflyttere, og mange taxachauffører har lært sig nogle få engelske gloser. Langt de fleste cuencanere, Den Nye Verden har talt med, er da også glade for den massive indvandring. Der er et godmodigt glimt i øjet, når en gade med særligt mange indvandrere omtales som ”Gringolandia”.

Godt for økonomien

Immigranterne, som oftest er forholdsvis velstillede pensionistpar, tager deres opsparing med til byen. Pengene bliver brugt på mad, tøj, bolig, møbler, transport, lægehjælp og kulturelle oplevelser med mere, så gringoerne giver den lokale økonomi et velkomment boost.

Desuden rejser mange et par uger til Cuenca for at tjekke, om byen og landet er et godt sted at bo. Det giver ikke mindst øget omsætning til hotellerne.

Også de lokale taxichauffører kan glæde sig, for mange immigranter ønsker ikke at købe en bil i Cuenca. De foretrækker at tage bussen eller en taxi, og de er ofte villige til at betale ekstra, hvis de får en god service. Ikke mindst hvis taxichaufføren kan tale engelsk.

Dyre lejligheder

Men de mange immigranter skal have et sted at bo, og her ligger en stor udfordring for Cuenca. Hvis prognoserne holder stik vil tendensen fortsætte, og hvis man anslår, at hovedparten er par, bliver der brug for mindst 1000 boliger til de kommende immigranter.

Ifølge de herboende amerikanere, Den Nye Verden har talt med, er immigranterne primært interesserede i at leje gode, rummelige lejligheder i Cuenca. De ønsker sjældent at købe eller bygge huse, og de vil som regel gerne bo forholdsvis centralt, så de er tæt på butikker, lægehjælp og kulturtilbud.

Dermed er immigrationen godt nyt for cuencanere, som lejer boliger ud, og for entreprenører, som bygger nye lejligheder. Hvis efterspørgselen på boliger bliver større end udbuddet, viser al erfaring, at priserne vil stige. Også for cuencanerne. Men næsten uanset hvem, man taler med i Cuenca, ser man positivt på de mange gringoer.

 

Denne artikel er en revideret udgaver af to artikler, som vi i 2013 fik bragt på spansk i den ecuadorianske avis El Mercurio. Det samme gælder de to nedenstående interviews med immigranter i Cuenca.

Helligånden fik Henry og Evelyn til Ecuador

Evelyn og Henry er flyttet fra Ohio til Cuenca, hvor de får langt mere for deres pensioner og opsparing.

Pensionister fra USA solgte bilen, båden og de fleste møbler for at flytte til Cuenca. Her nyder de solen og de økonomiske muligheder

 

Af Jesper Sørensen & Catalina Peña-Guillén

 

Gud spillede en afgørende rolle, da den 73-årige Evelyn og den 65-årige Henry valgte at flytte fra Ohio i USA til Cuenca. Her har pensionisterne siden maj 2012 boet i en 150 kvadratmeter, velindrettet lejlighed lidt uden for centrum.

”Helligånden fortalte mig, at vi skulle flytte til Cuenca, så i september 2011 var vi her første gang. Men det regnede hele tiden, og min kone var ikke overbevist, før Helligånden også talte til hende. Så tog vi hjem og solgte vores bil, vores båd og de fleste af vores møbler, og vi er glade for at være her, fortæller Henry.

Lejligheden er velindrettet med håndlavede møbler, der er specielt designet til parrets behov. Blandt andet to smukke senge af træ og en af metal.

”Det ville vi aldrig få råd til i USA, hvor den slags koster en formue. Det gør det ikke her, og vi er dybt imponerede over, hvor dygtige og fleksible håndværkerne er i Ecuador. Uanset hvad, vi har fået lavet, har det været af allerhøjeste kvalitet”.

 

Lever af opsparing

Evelyn er pensioneret lærer, og Henry er pensioneret ejendomsadministrator. Økonomien spiller naturligvis en stor rolle, når man som Evelyn og Henry skal leve af sin opsparing.

”Her har vi lejet en fantastisk lejlighed for 580 dollars om måneden. I Ohio betalte vi 1400 dollars om måneden, og el, vand og varmekoster i alt 60 dollars her mod 500 dollars i Ohio.

Maden er også meget billigere, især når vi handler i Ferria Libre, men importeret mad, elektronik og medicin er dyrere her. Til gengæld er tandlæge og lægehjælp billigere, og det er meget billigt at køre med bus eller taxi”, fortæller parret.

 

Respekt

Parret er bevidst om indvandrernes rolle i det ecuadorianske samfund.

”Det er vigtigt, at vi amerikanere ikke brokker os hver gang, vi har lidt problemer i Ecuador. Der må vi være tålmodige og vise respekt for ecuadorianerne. Nogle gange har USA og amerikanerne en tendens til at ville præge hele verden, men det er ikke vores mål”, understreger parret, som også gerne vil lære mere spansk.

Men I tilfører vel også noget til Cuenca og Ecuador?

”Ja da, vi bruger jo mange penge her i landet, især i Cuenca, og det må være godt for alle. Men vi må se, hvad der sker, når mange flere amerikanere flytter hertil. Det giver selvfølgelig beskæftigelse til mennesker i Cuenca, men samtidig er spørgsmålet, om der er boliger nok. Ellers stiger priser på boliger – og måske også på andre ting”, siger Henry.

 

Jazz og vulkaner

Amerikanerne nyder også de mange kulturelle tilbud.

”Vi har gode venner, nogle få ecuadorianere, men mest andre amerikanere, og vi møder en del af dem, når vi går ud og hører jazzmusik i weekenden. Vi har også hørt byens symfoniorkester, været på museer og nydt naturen”, siger pensionisterne.

Naturen adskiller sig meget fra Ecuador. Her er flere farver.

”Vi kan godt lide, at der er så stor variation i Ecuador. Her er strande, bjerge, regnskov, vulkaner og spændende arkitektur. I USA skal man køre langt for at finde den variation. Folk er mere varme og omsorgsfulde her. Hvis nogen falder på gaden, bliver de hjulpet op, og det skal man ikke forvente i Ohio.”

Farvel til det kolde regnland

Silvana og Patrick er flyttet fra Canada til Cuenca, hvor parret har åbnet en klinik med råd om livsstil og kost.

Patrick og Silvana har udskiftet Canada med Cuenca. Det giver store økonomiske og vejrmæssige fordele.

 

Af Jesper Sørensen

 

Canadiske Patrick og argentinske Silvana bor nu i et land midt mellem deres fædrelande. Parret flyttede fra Vancouver i det kolde Canada til Cuenca i det varme Ecuador for et år siden.

Deres voksne børn er flyttet hjemmefra, og Silvana savnede Sydamerika. Både solen, økonomien, følelser og politikken i Ecuador var tillokkende.

”I Vancouver regner det næsten hele tiden i ni måneder om året, og der er måneder uden sol. Vi kan også finde solskin i andre lande, men Ecuador har andre fordele. Argentina var selvfølgelig en mulighed, men det er et mere ustabilt land økonomisk set”, forklarer Patrick og Silvana, som er henholdsvis 50 og 47 år gamle.

 

Husleje til en tredjedel

De bor i en lejet lejlighed i Cuenca, hvor de det første år har lavet af deres opsparing. Det er muligt, fordi de økonomiske fordele ved at bo i Ecuador er enorme.

Her betaler vi cirka en tredjedel af huslejen i Vancouver, en tredjedel for maden og en tiendedel for et forretningslokale. Også lægehjælp, transport og mange andre ting er billigere her. Desuden kan man i Ecuador for 65.000 dollars bygge et smukt hus, der ville koste ti gange så meget i Canada, siger Patrick og Silvana.

Parret har købt en grund i Malacatos i Loja. Her vil de dyrke organiske urter og grøntsager og måske bygge et lille hus til at overnatte i.  Også byggegrunde er langt billigere i Ecuador.

 

Nej til Colombia

Inden de flyttede til Cuenca, rejste de i tre måneder rundt i Colombia for at undersøge forholdene dér.

”Der er også smukt i Colombia, og folk er søde. Men Colombia er som en militærbase, hvor alle har en pistol. Ecuador er et mere trygt land, og vi kan bedre lide Correas progressive regering end højrefløjen i Colombia. Ecuador mangler faktisk kun lidt mere selvværd, for landet har et enormt potentiale, større end USA og Canada”, mener parret.

 

Bærer masker på gaden

Begge er diætister og har lejet et lokale i midtbyen, hvor de har åbnet en klinik med rådgivning om livsstil og kost til borgerne. Et af deres råd er spise mindre ris, som kroppen hurtigt laver om til sukker, og i stedet spise mere quinoa, og de to slanke tilflyttere lever naturligvis efter deres egne råd.

Et andet råd er at gøre noget ved forureningen i Cuenca. Især dieselosen fra lastbiler og busser. Parret går altid med masker på gaden for ikke at indånde osen. Forureningen er også en af grundene til, at parret ikke ønsker at bo i midtbyen. Men når de tager maskerne af, smiler de til cuencanerne.

”Vi er meget glade for at være her. Faktisk har vi det bedre, end vi regnede med at få”.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

03.04 | 21:42

Hej,

Super fin side! Jeg kan godt lide at i går ned i dybden på emnerne!
Hvis i vil kan i også se min side her: https://www.sporttema.dk

Mvh.
Christian

...
23.01 | 08:17

denne sidde er god

...
27.09 | 13:35

hej Du !
jeg er ikke så skrap til computer, så min søn prøver at hjælpe mig
Jeg bor i Hedehusene, du kan eventuelt ansøge mig på Facebook,så kan vi udveksle tlf

...
08.01 | 15:17

Tak for din ros og interesse for Galapagos, som er et fascinerende sted. Vi havde en god eftermiddag i Fredericia og kommer gerne igen med vores andre foredrag.

...
Du kan lide denne side