Første bog om glemt eksperiment

Danske udvandrere ankommer til Venezuela i 1938

Historiske film dukker op igen

To historiske dokumentarfilm er dukket op igen, efter de har været gemt væk og glemt i 75 år.

Den ene smalfilm viser danske udvandrerfamilier ankomme til Venezuela i 1938, mens den anden viser livet i den landbrugskoloni, som de 48 danske familier boede i.

Historien om de 48 familier er enestående i dansk historie, fordi det var første og eneste gang, den danske stat aktivt var med til at arrangere en masseudvandring for danskere.

 

Rødhvide huse og jord

Det skete i 1938, hvor Venezuelas stat inviterede danske landmandsfamilier til at emigrere til Venezuela for at dyrke jorden. Hver familie fik et nyt rødthvidt hus og seks hektar landbrugsjord, som skulle blive deres ejendom, når de havde dyrket jorden i en årrække.

Men udvandringen blev en fiasko for de fleste og en succes for de få, og efterfølgende løb både Venezuelas regering og Statens Udvandringskontor i Danmark fra ansvaret.

Denne historie blev først afdækket med udgivelsen af bogen ”Det glemte eksperiment” (forlaget Rosenkilde & Bahnhof) sidste år.

 

Brandfare

Bogen er skrevet af Catalina Peña-Guillén og Jesper Sørensen, som under deres research i Venezuela fandt en kopi af den ene smalfilm i landets nationale arkiv. Forfatterne måtte ikke se filmen på grund af brandfaren ved at afspille gamle film, der er lavet af nitrit.

Men nu er det lykkedes at finde ikke bare denne film, men også en anden film fra udvandringen. Disse film har forfatterne fået restaureret og digitaliseret, og de vil vise uddrag af de historiske optagelser ved deres kommende foredrag.

Se et klip fra en af filmene på http://eventzonen.dk/detglemteeksperiment  

 

Kommende foredrag om ”Det glemte eksperiment”

 

Tirsdag den 4. marts klokken 19.00 i Medborgerhuset, Bindslevs Plads i Silkeborg.

Tirsdag den 1. april klokken 19.00 i Grenaa Slægtshistoriske Forening, Kulturhuset i Grenaa.

Onsdag den 9. april klokken 17.30 hos Folkeuniversitetet, Syddansk Universitet i Kolding.

Torsdag den 10. april klokken 17.30 hos Folkeuniversitetet, Syddansk Universitet i Odense.

Torsdag den 24. april klokken 14.00 til 16.00 i Grejsdal Sognehus.

 

Flere foredrag bliver snart offentliggjort. For booking af foredrag eller yderligere oplysninger, kontakt Jesper Sørensen på 4013 2116 eller brug http://eventzonen.dk/detglemteeksperiment

 

I 1938 rejste 48 danske familier med skib til Venezuela. De fleste var fattige landarbejdere, som havde efterladt alt, hvad de ejede i Danmark. For at forfølge drømmen om et bedre liv i et land, de næsten intet vidste om. Det blev en danmarkshistorisk skandale, som eftertiden glemte og fortrængte.

Den 25. januar 2013 udkom den første bog om emnet, "Det glemte eksperiment", på Forlaget Rosenkilde & Bahnhof. Her på sitet kan du læse bogens forord, se mediernes omtale af bogen, se billeder, booke foredrag og kontakte forfatterne med spørgsmål eller kommentarer. 

 

Forord til "Det glemte eksperiment"

Mormor! Mormor!

Tre små, blonde børn råber og vinker fra en bakketop til en gråhåret kvinde nede på grusvejen. Kvinden har netop forladt et lille, idyllisk udseende bondehus med bindingsværk og stråtag. Hun går med hastige skridt forbi bakketoppen uden at svare, vinke eller blot kigge op på sine børnebørn. Så Kaj, Knud og Inger hopper op og ned, fægter med armene og råber nu endnu højere med deres lyse stemmer:

Mormor! MORMOR!

Som så ofte før har hun besøgt familien, og umiddelbart er det en tidlig sommerdag som så mange andre, her ude på landet i den jyske flække Bjørnkær. Her dufter af hyld og blomstrende frugttræer, og solen skinner gavmildt på himmelen. Som så ofte før havde hendes elskede børnebørn modtaget hende med kys, knus og kram, allerede inden hun var trådt helt ind ad døren.

Men denne gang er det anderledes, for mormor vinker ikke farvel til Inger, Kaj og Knud. I stedet går hun med faste, hurtige skridt hen for at tage bussen for enden af grusvejen. På denne junidag i 1938 er hun sikker på, hun aldrig får datteren, svigersønnen og børnebørnene at se igen. Den lille landarbejderfamilie har solgt bondehuset og sine øvrige ejendele for at udvandre.

Rejsen gik til Venezuela, og selv om Inger Jørgensen blot var otte år gammel, står afskeden med mormor stadig lysende klar for hende 74 år efter. Nu bor hun i Vejle og fejrede i maj 2010 sin 80 års fødselsdag ved en fest, der uden problemer blandede det danske sprog og kultur med spansk og latinamerikanske traditioner.

Anderledes problematisk og dramatisk var den Danmarkshistoriske udvandring, som beskrives her i bogen. 48 danske familier med mange børn rejste i fællesskab ud for at dyrke jorden i Chirgua-dalen i Venezuela. Sammen skulle de opbygge en landbrugskoloni, der skulle vokse sig stor, og mange flere danskere skulle følge efter.

Den venezuelanske stat inviterede familierne, som blev udvalgt blandt 10 gange så mange ansøgere. Venezuela betalte, og den danske stat ansporede danskerne til at tage af sted. Men ikke alle løfter blev holdt, og det blev den eneste gang, den danske stat stod bag en fælles udvandring.

Denne bog viser hvorfor, hvorfor forsøget ikke blev gentaget, og den fortæller om nogle af de mennesker, som var en del af eksperimentet. Dengang optog udvandringen aviserne meget, på godt og ondt. Men siden stod den i skyggen af anden verdenskrig med den tyske besættelse af Danmark, og derefter blev den glemt og fortrængt.

I Venezuela anno 1938 mente man, at europæiske indvandrere nærmest kunne redde de indfødte fra fattigdom og bringe moderne tider til landet. Der lå gode intentioner bag, og noget skulle der gøres i det ganske velstående, sydamerikanske land, der ikke havde fødevarer nok til sin befolkning.

Men samtidig var den dominerende ideologi i Latinamerika at importere hvide europæere til at ”hvidvaske” kontinentet og berige kulturen. Danmark var et respekteret landbrugsland, og danskerne skulle løfte venezuelansk landbrug til nye højder. Men myten om de blonde nordboere falmede. De viste sig blot at være mennesker.

Inger Jørgensen og andre udvandrere har gennem årene indsamlet et stort materiale om udvandringen. Det var et glimrende udgangspunkt for vores bog, og derefter rejste vi til Venezuela for at researche.

Vi læste de officielle dokumenter i landets arkiver, vi besøgte kolonien, og vi talte med danske efterkommere. Vi dykkede også ned i de danske arkiver for at få et samlet overblik over, hvad der skete med danskerne og kolonien. I begge lande har vi læst dokumenter, der ikke tidligere var åbnet for offentligheden, og som ingen af de to landes regeringer ønskede at få opmærksomhed om.

Bogen bygger også på samtaler med udvandrere og efterkommere, som ser tilbage på kolonien med blandede følelser. Mens nogle gerne ville tale med os, var den for andre en smertefuld oplevelse, som de helst ville fortrænge. Men vi fandt så stærke øjenvidneberetninger og skriftlige kilder, at vi kunne samle puslespillet alligevel.

Vi lader både kolde kendsgerninger og ofte sentimentale erindringer fortælle historien. Blandt andet stod det klart for os, at mennesker for altid er forbundet med deres fædreland, selv om de tager deres nye hjemlands skik og brug til sig. Fædrelandet er en del af menneskets identitet, som de danske udvandrere forsøgte at holde fast i ved at holde jul, fødselsdage og bryllupper med så meget dansk islæt som muligt.

Udvandrerne holdt fast i deres danskhed, som var den noget, de varmede sig ved. Derfor var der følelser på spil, da de på et tidspunkt havde svært ved at få fat i danske aviser, og da en dansk familie fik stjålet de rødkål, de havde taget med fra Danmark og plantet i den venezuelanske jord.

Titlen ”Det glemte eksperiment” kommer fra to vendinger, vi er stødt på mange gange i vores research. De danske emigranter og deres efterkommere taler ofte om ”den glemte udvandring”. De føler sig glemt af den danske regering og offentligheden. I Venezuela blev kolonien ofte omtalt som et forsøg eller et eksperiment. Både i pressen og i officielle dokumenter. Vi mener, titlen ”Det glemte eksperiment” afspejler, hvad de danske udvandrere lod sig udsætte for.

Den ene af bogens forfattere er fra Latinamerika, mens den anden er fra Danmark, og vi har brugt vores baggrund til at forstå landenes sprog, mentalitet og politik. Vi takker for den store interesse, hjælpsomhed og gæstfrihed, vi har mødt under vores ophold i begge lande, og ønsker god fornøjelse med læsningen.

 

S. Catalina Peña-Guillén & Jesper Sørensen

Læs om forfatterne: http://www.dennyeverden.dk/68011766 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

th | Svar 21.07.2015 23.00

Super bg. Jeg lærte meget om både venezuela og Danmark

Catalina & Jesper | Svar 13.07.2014 20.08

Hej Marianne, bortset fra et lukket arrangement er vi desværre ikke booket til foredrag på Sjælland. Lad os håbe, det snart sker.

Marianne Stutzer Hansen | Svar 13.07.2014 19.11

Jeg er datter af en af de personer der rejste til Venezuela i 1938 og ses kortvarigt på videoen . Håber at der kommer et foredrag på Sjælland.

ib jensen 21.07.2014 15.27

hej håber at der også snart dukker noget op på sjælland ,min farfar var der ovre kaj jensen mvh ib

Aase nielsen | Svar 07.03.2014 17.28

ja hej jeg er desværre ikke så gode venner med pc det går lidt bedre med mail så vi kunne måske prøve der Aase

Jesper Sørensen | Svar 07.03.2014 17.05

Hej Aase, Det lyder spændende, men jeg kan desværre ikke læse hele din kommentar. Du må gerne skrive en mail til mig på jeso@vafo.dk

Aase Falck nielsen f. Andersen | Svar 07.03.2014 16.46

hej mit navn er Aase jeg er født i Venezuela i 39 og er snart 75 år.Jeg er ibesiddelse af en del billeder og udkliop fra afrejsen i København fra

Aase Falck Nielsen 27.09.2016 13.35

hej Du !
jeg er ikke så skrap til computer, så min søn prøver at hjælpe mig
Jeg bor i Hedehusene, du kan eventuelt ansøge mig på Facebook,så kan vi udveksle tlf

Kamma Rosenkilde 19.10.2015 03.05

Hej AAse Jeg og min mand er meget intereseret i dine billeder og udklip fra afrejsen fra Kobenhavn.Vi kom til Venezuela i 1956 og 1957.Hvor bor du nu.Og hvor bo

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

30.10 | 23:02

WOW -

...
03.04 | 21:42

Hej,

Super fin side! Jeg kan godt lide at i går ned i dybden på emnerne!
Hvis i vil kan i også se min side her: https://www.sporttema.dk

Mvh.
Christian

...
23.01 | 08:17

denne sidde er god

...
27.09 | 13:35

hej Du !
jeg er ikke så skrap til computer, så min søn prøver at hjælpe mig
Jeg bor i Hedehusene, du kan eventuelt ansøge mig på Facebook,så kan vi udveksle tlf

...
Du kan lide denne side