Cirkus

Latinaer og latinoer er flyvende i dansk cirkus

Grupo Estrella er højtflyvende og elegant luftakrobatik fra Cuba.

 

Artister fra Mexico og Cuba optræder i Cirkus Dannebrog i 2015.

 

Af Catalina Peña-Guillén & Jesper Sørensen

 

Teltet er rødt og hvidt, og Cirkus Dannebrog kalder sig “Danmarks nationalcirkus”. Men i år er cirkussets turné i høj grad præget af latinoer og latinaer.

Helt oppe under teltkuplen balancerer den mexicanske vovehals Alain Alegria i trapezen, nogle gange på én fod - eller siddende på en klapstol oven på trapezens tynde stang. Og den cubanske artist-trup Estrella er i bogstavelig forstand flyvende, når de seks mænd og to kvinder griber hinanden i hænderne, højt oppe i luften og i høj fart.

Cirkus Dannebrogs direktør og sprechstallmeister, Agnete Louise Enoch, er begejstret for artisternes indsats og ikke kun på grund af deres artistiske kunnen.

- De er artister i verdensklasse, som kan give vores publikum en stor oplevelse. Samtidig er de meget levende og varme, og de kommer med en meget smittende begejstring. Dermed får de straks en god kontakt til publikum og med os andre, siger Agnete Louise Enoch.

 

Cykelartist i Andesbjergene

Hun taler med artisterne på spansk, som hun lærte tilbage i 70erne på et 10 måneder langt ophold i Ecuador, Peru, Venezuela og Colombia. Hun var cykelartist, som der er en stærk tradition for i familien Enoch, og hun fik en særlig forbindelse til Latinamerika.

- Vi optrådte i et stort show med verdensstjerner, og især Ecuador forelskede jeg mig i. Det var meget varmt derovre, og lige udenfor kunne se vi se bjergene og deres fantastiske blomstermarkeder. Folk var utroligt søde, og jeg lærte spansk ved at snakke med de lokale indianerbørn, som var meget nysgerrige efter at snakke med en lyshåret artist som mig, fortæller Agnete Louise Enoch.

Det kølige og flade Danmark er lige så eksotisk for Alain Alegria og Estrella, som Latinamerika var for Agnete Louise Enoch. Men det er et godt match.

Alain Alegre har over 30 års erfaring oppe i trapezen, hvor han optræder uden line eller sikkerhedsnet.

 

Cirkus som kunstart

Den 38-årige Alain Alegria er femte generation i den store cirkusfamilie ”Hermanos Alegria” fra Mexico. Da han var dreng, brugte han al sin fritid på at træne numre i cirkusset, og nu regnes han for en af verdens dygtigste trapez-artister, som har vundet flere priser. Blandt andet ved cirkusfestivalen Bayeux og i år ved cirkusfestivalen i Valencia.  

- Jeg er født til dette job, og jeg elsker det. Her i Danmark og andre steder i Europa er der en stærk cirkustradition, som vi ikke har i Latinamerika. I Mexico er der cirka 700 familiecirkusser, men vi får ikke en anerkendelse på linje med for eksempel teater, mens jeg oplever, at cirkus her er respekteret som en kunstart, siger Alain Alegria et par timer før forestillingen i Hedensted.

Efter sæsonen i Cirkus Dannebrog har han kontrakter i Mexico, Holland og Tyskland.

 

Cubas nationale cirkus

Alain Alegria kalder cirkus ”en meget traditionsrig kunstart, der vil eksistere i mange år fremover”. Medlemmerne af den cubanske artist-trup Grupo Estrella nikker. Gruppen består af seks mænd og to kvinder, som har trænet artistiske numre, siden de var fem år, men ikke i cirkusfamilier som Enoch og Alegria.

I Cuba foregår træningen i nationale skoler, de er udvalgt til det cubanske ”landshold” for artister, og de har optrådt i Cubas nationale cirkus. Også Grupo Estrella har vundet priser for deres kunnen.

De har alle visa til at rejse ind og ud af Cuba, og det har de haft længe før, Cubas præsident Raul Castro så småt begyndte at reformere øriget. Grupo Estrella har optrådt i Frankrig, Tyskland, England og Schweiz.

 

Varmblodet og værdsat

Efter sæsonafslutningen til september ved de endnu ikke, hvad de skal lave. Men de nærmeste måneder er de værdsatte medlemmer af Cirkus Dannebrog, siger Agnete Louise Enoch:

- De er ikke blot dygtige, de bringer også godt humør i hverdagen på cirkuspladsen, og det betyder meget, når vi er sammen i seks måneder og arbejder hårdt. Det er bestemt ikke sidste gang, jeg har hyret artister fra Latinamerika og Caribien, siger hun.

Grupo Estrella består af Luis Franco Milanés, Jorge Luis Soria Tamayo, Orielvis Ferrer Carrasco, Adolfo Pérez, Adel López Fromeda, Rosmary Brosard, Luis Estrella Diaz og Virgen Cusa.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

agnetelouiseenoch@gmail.com | Svar 30.10.2017 23.02

WOW -

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

30.10 | 23:02

WOW -

...
03.04 | 21:42

Hej,

Super fin side! Jeg kan godt lide at i går ned i dybden på emnerne!
Hvis i vil kan i også se min side her: https://www.sporttema.dk

Mvh.
Christian

...
23.01 | 08:17

denne sidde er god

...
27.09 | 13:35

hej Du !
jeg er ikke så skrap til computer, så min søn prøver at hjælpe mig
Jeg bor i Hedehusene, du kan eventuelt ansøge mig på Facebook,så kan vi udveksle tlf

...
Du kan lide denne side