Politik 2013

Superhelt siger nej til comeback

Antanas Mockus i sit superborgerkostume.

Bogotás tidligere borgmester, Antanas Mockus, stiller ikke op til flere valg. Den fantasifulde politiker brugte metoder, man aldrig har set før. 

 

Af Jesper Sørensen og Catalina Peña-Guillén

 

Han ansatte 420 mimere til at gå ud i trafikken for at få bilisterne til at køre pænere.

Han lod skolebørn afreagere på boksebolde og sandsække, for at de kunne få deres frustrationer ud, så der blev mindre vold og færre gadebander.

Og han indførte cykelstier, gode busser, som han selv kørte med, og grønne parker i en af verdens mest forurenede og trafikerede byer.

Meget sjældent har en borgmester sat så stort et præg på en by, som Antanas Mockus gjorde i Colombias hovedstad Bogotá fra 2001 til 2004. Og det utrolige er, at hans skæve ideer meget ofte virkede i virkelighedens verden.

Derfor var der spænding om, hvorvidt den gale, geniale og grønne eks-borgmester ville stille op til Senatet ved det kommende valg. Det gør han ikke, selv om han var på ønskelisten hos flere partier.

 

Viste sin bagdel

Dermed bliver valget ikke halvt så underholdende, som det kunne have været. Eller visionært, for Antanas Mockus er ikke en entertainer som vor egen Jacob Haugaard.

Han lovede cykelstier, men han lovede ikke medvind til cyklisterne, og han holdt sit løfte. Og han har turdet komme med originale og kontroversielle løsninger på store problemer i det naturskønne land, der i alt for høj grad har været præget af vold, korruption og forurening.

Før han gik ind i politik, var Antanas Mockus rektor på et universitet, da studerende protesterede mod universitetets ledelse. Under et ophedet møde i universitetets auditorium kommenterede han de studerendes buh-råb ved at trække bukserne ned og vise dem sin bare bagdel.

Mimere skulle få bilisterne til at køre mere civiliseret.

Borgmester som superhelt

Derefter blev han fyret som rektor og havde brug for en ny udfordring. Han valgte at gå efter borgmesterposten i Bogotá, så kunne han med egne ord stå i ”et klasseværelse med 6,5 millioner elever”.

Den uafhængige kandidat vandt overraskende valget og gjorde på mange måder storbyen til et social eksperiment. Mockus viste ikke sin bagdel til borgerne, men han var ikke bange for at bruge alternative virkemidler.

Som da den ranglede herre gik rundt i byen i et superheltekostume som ”Superborger”, der ville løse byens problemer.

Og da de førnævnte mimere fik mange til at se, at det var latterligt at opføre sig aggressivt i trafikken, ligesom det gjorde indtryk, da han fik malet stjerner på vejene de cirka 1500 steder, hvor fodgængere var blevet trafikdræbt.

 

Fest kun for kvinder

Eller da han udnævnte tre aftener til officielle kvindeaftener, hvor han bad mændene blive hjemme for at passe børnene, mens kvinderne i det mandsdominerede samfund gik i byen.

Alene den første aften festede 700.000 kvinder, som blandt andet fik gratis udendørs koncerter, og kørebanen var for en stund lavet om til en kæmpe gågade. Naturligvis var der kun kvindelige politibetjente til at opretholde lov og orden.

Det var et blandt flere eksempler på, at Mockus mente det alvorligt, når han talte om at sætte børn og kvinder på dagsordenen.

 

Skatteydere ville betale mere

Samtidig var det et eksempel på, at han ikke forsøgte at ændre samfundet med kampagner og regler, men med kunstneriske virkemidler og happenings.

Som da byen manglede vand, og man på tv kunne se borgmesteren tage bad, indtil han slukkede for bruseren med sæbe på ryggen – og opfordrede borgerne til også at spare på vandet. Det virkede!

Eller da han opfordrede borgerne til frivilligt at betale 10 procent ekstra i skat, hvis de kunne, hvilket over 60.000 mennesker faktisk gjorde.

Mockus er en farverig herre, som samtidig bruger sin intellektuelle baggrund til at udtænke politiske løsninger.

 

Også fjender

Der var brug for noget nyt og anderledes, og det leverede Mockus til fulde.

Men det var ikke nok til at blive valgt, da han for fire år siden var præsidentkandidat for det grønne parti, Partido Verde Colombiano, hvor han tidligt i valgkampen ærligt meldte ud, at han har Parkinsons.

Dermed får vi ikke set ham som ”lærer” i et ”klasseværelse” med over 60 millioner colombianere.

Og det rakte heller ikke til mange år som borgmester. Blandt andet brød mange vælgere sig ikke om, at han dikterede tidlig lukning af barer og diskoteker, selv om det nedbragte volden mærkbart. Det gav også fjender, at han fyrede 2000 lokale politifolk, fordi der var udbredt korruption.

 

Dansk film om originalen

Men Antanas Mockus vil blive husket længe efter mere driftssikre politikere, og måske har vi ikke hørt det sidste til originalen. Han bekendtgjorde, at nok stiller han ikke op, men han vil stadig forsøge at præge samfundet som civil person. Måske som en moderne superhelt med opfindsomhed som sin superkraft.

I 2009 blev Antanas Mockus tid som borgmester dokumenteret i filmen ”Cities On Speed – Bogotá In Change”. Den kritikerroste film er instrueret af danske Andreas Møl Dalsgaard, og du kan se den her: http://www.youtube.com/watch?v=bwgWM3h_l-4

Bachelet vinder første runde klart

 

Datteren af en af diktaturets ofre står til at vinde præsidentvalget foran en af Pinochets støtter

 

Af Jesper Sørensen & Catalina Peña-Guillén

 

To piger har leget sammen og er veninder, fordi deres fædre begge er generaler i det chilenske luftvåben. Men den ene general støtter et væbnet kup mod den demokratisk valgte, socialistiske præsident Salvador Allende, og han bliver forfremmet til leder af luftvåbenet. Mens den anden bliver torteret og dræbt af Augusto Pinochets nye, højreorienterede militærstyre.

40 år efter er de to piger blevet voksne kvinder, som begge kandiderer til præsidentposten i Chile. Det lyder som handlingen i en højdramatisk roman eller Hollywoodfilm.

Men det er Chiles fascinerende virkelighed. Søndag vandt socialisten Michelle Bachelet, datter af den dræbte general, første runde af præsidentvalget med 47 procent af stemmerne. Evelyn Matthei, datter af den anden general og støtte for Pinochet i hans valgkamp i 1988, blev nummer to med 27 procent. Dermed skal de to kandidater ud i en anden valgrunde.

Bachelet var også præsident fra 2006 til 2010, men måtte stoppe, fordi Chiles valglov kun giver lov til én præsidentperiode ad gangen.

 

Gratis uddannelse

Kuppet i 1973 sikrede Pinochet magten indtil 1990, og tiden har ikke læget alle sår. Men landet ligner et stabilt demokrati, hvor ingen i dag kan forestille sig et nyt kup. Der bliver heller ikke tale om nogen politisk revolution i Chile, når Michelle Bachelet og hendes valgkoalition Nueva Mayoria (Nyt flertal) kommer til magten. 

Men forandringer skal man regne med. Koalitionen består af syv partier fra kommunister til midtsøgende socialdemokrater, og et centralt valgløfte er at gøre op med uligheden i det chilenske samfund. Det skal blandt andet ske ved at hæve selskabsskatten fra 20 til 25 procent.

Desuden skal det være gratis at studere på universitetet, det vil sige et opgør med den brugerbetaling, Pinochet indførte i skolevæsenet og sundhedsvæsenet. Uligheden i uddannelsessystemet har givet en del protester fra unge chilenere.

Midt i jubelscenerne over, at Bachelet er på vej tilbage, må man minde om, at hun langt fra fik opfyldt alle sine mål i de fire år, hun var præsident. Men hun har lovet at gennemføre 50 reformer i løbet af sine første 100 dage i embedet.

 

Ateist og enlig mor

Michelle Bachelet ligner et paradoks i latinamerikansk politik. Hun er enlig mor og ateist i et udpræget katolsk samfund, hvor kirken stadig har stor indflydelse.

Og som landets første kvindelige præsident, nu oven i købet valgt for anden gang, er hun med til at nedbryde den maskuline magt, machismo, som er en del af den latinamerikanske kultur. Ligesom Cristina Fernández Kirchner i Argentina, og Dilma Rousseff i Brasilien viser hun vejen for kvinderne.

Så det er ikke for meget skrevet, at Michelle Bachelet er noget særligt. Hun kalder sig socialist, men hun benytter sig ikke af Correas, Fidél Castros eller afdøde Chávez’ relutionære retorik, så hun er nærmere socialdemokrat. Tværtimod samler hun en stor del af chilenerne, selv om der bestemt også er modstandere af hendes omfordeling af goderne.

 

I eksil under militærstyret

Militærkuppet kostede hende ikke kun sin far. Michelle Bachelet og hendes mor blev mishandlet og dømt i eksil. Men hun kom tilbage til Chile i 1979, og den uddannede børnelæge blev hurtigt en vigtig politisk skikkelse, efter Pinochet mistede magten i 1990.

Før hun blev præsident, var hun forsvarsminister og sundhedsminister, og siden 2006 har hun ledet den nye FN-organisation UN Women, der arbejder med lighed for kvinder. Dette hverv forlader hun for at arbejde for lighed i sit eget land.

Chile går mod venstre igen

 

Generalernes døtre kæmper om magten i Chile

 

Af Catalina Peña-Guillén & Jesper Sørensen

 

Den tidligere præsident Michelle Bachelet står til et comeback ved valget i Chile på søndag. En meningsmåling giver hende 47 procent af stemmerne mod blot 16 procent til den mest populære udfordrer, Evelyn Matthei.

Den 62-årige Michelle Bachelet repræsenterer venstre-centrum-alliancen Nueva Mayoria i Chile, og hun var landets præsident fra 2006 til 2010. Siden 2010 har hun ledet det FN-agentur UN Women, hvor hun arbejder for en af sine mærkesager, retssikkerhed og ligestilling for kvinder.

Hun stillede ikke op ved det seneste valg, der blev vundet af den konservative milliardær Sebastián Piñera, som dermed blev den første præsident til højre for midten, siden Chile blev styret af et militærdiktatur under general Pinochet. Det var første gang i 52 år, folket valgte en præsident til højre for midten.

Nu stemmer chilenerne igen til venstre for midten. Det hænger blandt andet sammen med Michelle Bachelets personlige popularitet. I 2006 blev hun landets første kvindelige præsident ved at besejre Piñera. Den uddannede børnelæge var formentlig blevet genvalgt, hvis ikke landets valglov kun tillod én valgperiode ad gangen.

 

Højdramatisk fortid

Socialisten Michelle Bachelet og modkandidaten, den 59-årige, borgerlige Evelyn Matthei, var barndomsveninder, og de er begge døtre af generaler. Her hører ligheden til gengæld op.

Michelle Bachelets far var imod kuppet i 1973, der styrtede den demokratisk valgte socialist Salvodore Allende. Derfor blev general Bachelet anholdt og tortureret til døde.

Hvorimod general Matthei efter kuppet var en del af det militærdiktatur, der gennem 17 år forfulgte, fordrev og dræbte sine politiske modstandere.  I sommer blev Matthei indkaldt til et retsmøde, hvor han blev bedt om at oplyse om sin eventuelle rolle i Bachelets død. Det fik Evelyn Matthei til at beskylde Michelle Bachelet for at have trukket i trådene, for hvorfor skulle det ellers lige ske under valgkampen?

 

Gamle sår

Den slags splid ser man ofte i de latinamerikanske lande, hvor man slikker sårene efter militærdiktaturer. I september var det 40 siden, militæret med Pinochét i spidsen kuppede sig til magten, men det er noget, mange chilenere helst ikke taler om. Man ønsker ikke at ribbe op i de gamle sår.

Evelyn Matthei, som var arbejdsminister i Piñeras regering, er stadig tilhænger af den afdøde Pinochets regime, og dermed går den uddannede økonom et skridt længere end Chiles nuværende præsident. Sebastián Piñera har udtalt, at han stemte nej, da general Pinochét udskrev en folkeafstemning om, hvorvidt han og juntaen fortsat skulle styre landet.

Der har ikke været fuld opbakning til Evelyn Matthei i ”Allianza”, som er en sammenslutning af flere borgerlige partier, og indtil i sommer var hun slet ikke alliancens præsidentkandidat.  Det var Pablo Longueira, som i juli trak sig på grund af en depression.

Bagefter var der indre splid om, hvem som skulle være alliancens bud på en ny præsident. Til sammenligning fik Michelle Bachelet 73 procent af stemmerne, da Nueve Mayoria valgte sin kandidat. 

Læs også om 40-året for kuppet i Chile http://www.dennyeverden.dk/209993039

Strid om Snowden og Assange er tak for sidst

 

USA nægter at udlevere eftersøgte forbrydere fra Latinamerika

 

Af Catalina Peña-Guillén og Jesper Sørensen

 

Striden om ”sladrehanke” som Julian Assange og Edward Snowden har ikke gjort forholdet mellem USA og de sydamerikanske lande bedre. Den sydamerikanske støtte ligner dels en måde at vise på, at landene er uafhængige og ikke lader USA diktere, hvad de skal.

Dels en tak for sidst til USA, som i flere tilfælde har nægtet at udlevere personer, som anklages for særdeles alvorlige forbrydelser.

Det er almen viden, at Wikileaks-lederen Assange bor på Ecuadors ambassade i London, og at Ecuador vil modtage ham med åbne arme. Mens whistlebloweren Snowden får asyl i Rusland i et år, efter at Ecuador har hjulpet ham med at rejse fra Kina til Rusland, og lande som Bolivia og Venezuela er også klar til at give ham asyl.

Begge er berømte og berygtede for deres afsløringer om USA og deres kamp for at undgå retsforfølgelse. Men hvem er de personer, USA ikke selv vil udlevere?

Overskrift

Luis Posada Carriles

 

Castro-attentat og flybombe

Venezuela og Cuba kræver CIA-agenten Luis Posada Carriles udleveret, fordi beviser og en række vidneudsagn peger på, at han stod bag bombningen af et civilt, cubansk fly i 1976. Flyet styrtede ned ved Barbados, og 73 mennesker døde. Posada Carriles har nægtet at stå bag bombningen.

Han stod uden tvivl bag bombeangreb mod hoteller i 1997 i Havana, hvor én italiensk turist blev dræbt, for det indrømmede han senere i et båndet interview med en journalist. Og han blev dømt in absentia i Panamá, hvor han i 2000 skulle have stået bag et attentatforsøg på Cubas daværende leder Fidél Castro. Men det er altid lykkedes ham at flygte eller på anden måde sno sig.

Posada Carriles, med tilnavnet ”Bambi”, er venezuelaner, men født i Cuba, og han er erklæret anti-kommunist. Han blev i 60erne trænet af CIA, mens den senere præsident George H.W. Bush var chef. Posada Carriles har selv udtalt, han var en slags agent for CIA, og at det ikke mindst handlede om at skaffe oplysninger om Cuba.

USA nægter at udlevere Posada Carriles eller retsforfølge ham for terrorisme. Han har kun været i retten i USA i 2011, hvor han i El Paso blev frikendt for ulovlig indvandring.

 

Overskrift

Gonzalo Sánchez de Lozado

 

Folkedrab og korruption

Bolivia kræver landets tidligere præsident Gonzalo Sánchez de Lozado udleveret for folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og korruption. Evo Morales, Bolivias nuværende præsident, rejste senest kravet overfor USA i september 2012, men ønsket blev afvist. Set i det lys forstår man måske bedre, hvorfor Bolivia ”driller” USA ved at tilbyde asyl til Edward Snowden.

Gonzalo Sánchez de Lozado gik af som præsident i 2003 efter den såkaldte gaskrig. Han og hans regering ville bygge en naturgas-ledning ud til Chiles kyst, men der opstod kraftige, folkelige protester, fordi gasledningen ville gavne multinationale selskaber, men ikke menigmand.

Demonstranterne, ikke mindst de oprindelige folk aymaraerne, mente, at landets naturlige ressourcer burde komme landets befolkning til gode. Samtidig krævede de generelt bedre forhold for landets fattige mennesker. Det hele eskalerede med sultestrejker og kampe mod politiet, og mindst 80 mennesker blev dræbt, heraf 30 ved ”la masacre de octubre” i byen El Alto. Tragedien er også kendt som ”masacre en El Alto”.

Presset på de Lozada blev så stort, at han valgte at gå af, og USA tog imod ham. Senere er der rejst anklage for folkedrab med mere mod ham og en række bolivianske officerer, men det har ikke ændret USA’s holdning i forhold til udlevering. Her tror man tilsyneladende mere på de Lozadas udsagn om, at ønsket om at stille ham for retten er en politisk forfølgelse.

Det har naturlig heller ikke bedret de to landes forhold, at et fly med Evo Morales ombord for nylig blev tvunget til at lande i Østrig og blev nægtet adgang til luftrummet over flere andre lande. Angiveligt fordi USA og andre mistænkte flyet for også at have Snowden blandt passagererne. Det var han som bekendt ikke.

Overskrift

Brødrene Isaias

Banksvindel

Også Ecuador har grunde til at sige ”tak for sidst” til USA. Landets præsident Rafael Correa har også forsøgt at presse USA politisk, da han for nylig blev ringet op af Joe Biden. USA’s vicepræsident ville gerne sikre sig, at Ecuador ikke som først antaget ville tilbyde asyl til Edward Snowden, og Correa tog en anden sag op overfor Biden.

Ecuador kræver udlevering af brødrene Roberto og William Isaias til retsforfølgelse for meget omfattende økonomisk kriminalitet. Brødrene ejede Filanbanco, der var Ecuadors største bank, indtil den krakkede i 2001 i kølvandet på landets store bankkrise.

I Ecuador mener man, at Roberto og William Isaias i høj grad var ansvarlige for krisen, som kostede mange almindelige mennesker deres sparepenge – og i alt otte milliarder dollars for staten. På grund af krisen flyttede mange ecuadorianere til Spanien, USA og Italien for at finde arbejde.

Brødrene flyttede til Miami, hvor de stadig bor, og hvor en del af pengene formentlig befinder sig. I 2003 blev brødrene dømt in absentia for at have gemt 158 millioner dollars for kuratorerne, da boet skulle gøres op.

  

Dobbeltmoral

I juni i år afgjorde en dommer i Florida, at brødrene ikke skulle udleveres til Ecuador. Dommeren tog ikke stilling til skyldsspørgsmålet, men fokuserede på, at der er forskelle på USA’s og Ecuadors retspraksis.

Ecuadors statsadvokat, Galo Chiriboga, udtalte til pressen, at det var dobbeltmoral fra USA’s side, idet Ecuador i en række tilfælde havde udleveret borgere til USA. Han tilføjede, at Ecuador i øvrigt ikke kender meget til detaljerne i Snowden-sagen.

Joe Biden fortalte Rafael Correa, at han aldrig havde hørt om brødrene Isaias, men at han vil undersøge sagen. De sydamerikanske lande vil med garanti minde USA om Isaias, de Lozada eller Posada Carriles igen og igen. Men de vil aldrig blive lige så kendte som Assange og Snowden.  

 

Mini-VM gav succes på banen og fiasko udenfor

Confederations Cup gav Brasilien noget at fejre - og tænke over

 

Af Catalina Peña-Guillén & Jesper Sørensen

 

Confederations Cup var en blandet oplevelse for Brasilien. Allerede åbningskampen mod Japan var Confederations Cup i en nøddeskal: Et veloplagt, sejrende landshold. Og en pibekoncert mod landets præsident Dilma Rousseff, som måtte opgive at holde tale for masserne.

På den ene side spillede landsholdet fremragende fodbold, offensivt og med den kælne boldkontrol, der har fået de fleste fodboldfans uden for Argentina til at elske Brasilien. Søndag satte landsholdet en fed streg under denne status med en nærmest sensationelt klar sejr over ellers uovervindelige Spanien.

Tilsæt samba, sandstrande og smukke, solbrune mennesker, så har du præcis det billede af Brasilien, landets regering gerne vil have resten af verden til at se.

På den anden side blev der under Confederations Cup slået skår i det idylliske billede. Et syvcifret antal mennesker gik på gaden for at demonstrere mod korruption, social ulighed og høje priser for offentlig transport og for bedre skoler og et bedre sundhedssystem. Med mere. På selve finaledagen demonstrerede cirka 5000 mennesker i området omkring stadionet Maracanã.

 

For dyrt og for stort

Vreden havde fået lyd, selv om der var mange forskellige grunde til at gå på gaden. Nogle af demonstranterne kædede protesterne sammen med, at staten bruger milliarder af kroner på nye stadions og veje, der skal sikre landet uvurderlig reklame ved næste års VM og ved OL i 2016.

Demonstranterne har ret i mindst to pointer: Selv om mange fattige brasilianere er løftet op i middelklassen i de senere år, så er der stadig enorme gab mellem samfundets top og bund. Og oprindelig lovede den brasilianske sportsminister, at stadions skulle finansieres med private penge og uden en eneste offentlig cent. Det har vist sig at være forkert.

I gaderne fik demonstranterne skabt så meget uro, at FIFA måtte svare på spørgsmål om, hvorvidt man kunne overveje at tage VM-værtskabet fra Brasilien. Det afviser FIFA selvfølgelig.

Men alene det, at spørgsmålet kan stilles, vækker spørgsmålet om, hvorvidt de store sportsarrangementer er blevet for store. Indtil 1978 havde et VM kun 16 deltagere, men næste år er hele 32 hold med, og det er de færreste lande, som kan bære sådan et arrangement.

 

Lussing til præsidenten

Spørgsmålet om, hvorvidt Brasilien bør holde næste års VM, er selvfølgelig også en kindhest til Brasiliens omdømme og dermed for præsidenten. Samtidig er Dilma Rousseffs popularitet styrtdykket fra, at over 60 procent af befolkningen i marts støttede hende som præsident til nu blot 30 procent. Det er vel kun i Latinamerika, vinden kan vende så hurtigt.

Trods dette mener nogle observatører også, at præsidenten tacklede dramaet på en fornuftig måde. Hun udtalte, at når så mange mennesker går på gaden, er det fordi, de ønsker forandringer. Prisen for at køre med bus og tog stiger alligevel ikke, og præsidenten lover, at der senest til oktober holdes en folkeafstemning om velfærds-reformer.

”For sent”, mener nogle, andre mener ”bedre sent end aldrig”. Og man kan med en vis ret sammenligne med optøjer og demonstrationer i England og Spanien, hvor man ikke fik indtryk af, at regeringerne tog massernes budskaber alvorligt.

 

3-0 til modig træner

Også på stadion har brasilianerne været lidt desillusionerede efter et par år, hvor landsholdet har famlet sig frem. Forventningspresset er altid tårnhøjt i en nation, som har snuppet VM-titlen hele fem gange, og som regel på med meget smukt spil.

Efter fire sejre ud af fire mulige var forventningerne igen skruet i vejret inden den afgørende test. Samtidig var søndagens finale en af de meget få kampe, hvor Brasilien ikke gik på banen som favoritter. Spanien mødte op med VM-guld og to EM-titler på fem år. Og 29 kampe i træk som ubesejret i vigtige landskampe.

Overfor denne velsmurte ”maskine” sejrede Brasilien 3-0 i en utroligt intens kamp, hvor et aggressivt hjemmehold til tider slet ikke lod Spanien låne bolden. Udover fantastiske evner virkede det også som om, det mytiske stadion Maracanã gav brasilianerne vinger, og når dommeren samtidig var hjemmeholdets side, kunne det ikke gå galt for Brasilien. To mål af muskuløse Fred og et af superteknikeren Neymar var en naturlig konsekvens af den forbløffende klasseforskel.

Brasilien er ellers langt fra lige så sammenspillet og erfarent som Spanien. Til gengæld har Brasilien, ligesom Spanien, en særdeles erfaren træner, som ikke er bange for at træffe sine egne beslutninger.

Det er lykkedes Luiz Felipe Scolari at skrue et velspillende og efterhånden også effektivt landshold sammen primært af unge, sultne spillere. En mere og mere sammentømret enhed, som retfærdiggør Scolaris modige fravalg af koryfæer som Ronaldinho, Kaka og Robinho, og nye stjerner som Neymar og Oscar er ved at tage over.

 

Landsholdet og præsidenten i finalen

Holdet ligner et seriøst bud på en verdensmester, især når man tager i betragtning, at det unge hold har et år til luge fejlene ud. Som så ofte før halter det indimellem lidt defensivt, hvor Brasilien ikke er gode nok til at afvise indlæg fra fløjene.

Med mere kynisme kan det sjette VM-guld være en realitet næste sommer. Om det vil være nok til at løfte præsidentens meningsmålinger er en anden sag. Ligesom landsholdet har hun brug for at forberede sig på VM, som vil være en oplagt scene for brasilianere, som vil have et budskab ud.

Dilma Rousseff var ikke på stadion for at se søndagens store triumf. Det blev af nogle iagttagere blev tolket som angst for massernes reaktion, men en talsmand udtalte, at det aldrig havde været præsidentens plan at være tilskuer til finalen.

Næste år vil det se meget mærkeligt ud, hvis præsidenten ikke står i æreslogen i VM-finalen på Maracanã. Især hvis Brasilien har nået finalen, og det forventer brasilianerne.

Han skal afløse Castro-brødrene

Af Nicolas Lund-Larsen

 

Forestil dig et Cuba uden Castro! Øens førstemand, Raul Castro, har erklæret, at valgperioden frem til 2018 er hans sidste.  Raul, som er Fidel Castros lillebror, er 81 år gammel, så hans regeringsperiode kan blive afsluttet før tid af naturlige årsager.

Den 24. februar blev Miguel Diaz-Canel valgt til vicepræsident, og dermed peger alt på, at han skal overtage præsidentposten efter Raul Castro.

Miguel Diaz-Canel var Cubas officielle deltager ved Venezuelas tidligere præsident Hugo Chávez’ begravelse, hvilket er et signal om, at Castro-regimet tager Miguel Diaz-Canel alvorligt.

Hans vej op igennem partiet og frem i rækkerne har været alt andet end en lynkarriere. Miguel Diaz-Canel har været 30 år undervejs, og Castroerne har dermed sikret sig en partisoldat, som er driftssikker i sin ideologi og stålsat i sin loyalitet til kommunistpartiet.

 

Mere Krenz end Gorbatjov

Diaz-Canel var medlem af den lokale partiafdeling i Villa Clara, hvor han var ydmyg og afholdt. Han havde bil stillet til rådighed af partiet, men brugte den aldrig til privat brug, og det fortælles, at han ofte gik rundt og spurgte folk, hvordan de havde det og hørte på deres problemer. 

Han blev medlem af kommunistpartiets Politbureau i 2003, og i 2009 blev han Minister for højere uddannelser i Cuba. 

Cuba-amerikaneren Alejandro Barreras blogger i Miami om Cuba. Han skriver, at Miguel Diaz-Canel på nuværende tidspunkt mere kan sammenlignes med DDR-lederen Egon Krenz end med Sovjet-lederen Mikhail Gorbatjov.

Altså en lidt farveløs, ukendt, men tro partisoldat, som langsomt har måttet arbejde sig op gennem rækkerne. Barreras pointerer, at Raul Castro beskrev sin nye andenmand som alt andet end en nybegynder og ikke et smart påhit. Og bloggeren filosoferer over, at Miguel Diaz-Canel udenfor Cuba beskrives som ”en mand der ikke hedder Castro til efternavn, er 52 år ”ung” og Beatlesfan”.

 

”Muren” er faldet

Manden som Diaz-Canel afløser som vicepræsident, Machado Ventura, var en kommunistisk hardliner, som modsatte sig reformer. Måske skal valget af Miguel Diaz-Canel, og fravalget af Ventura, opfattes som et signal om, at fremtiden i Cuba står i reformernes tegn.

En sådan opfattelse understøttes af, at Cubas regering nu har ophævet udrejseforbuddet for landets indbyggere. Loven om fri udrejse blev vedtaget i oktober sidste år, og trådte i kraft i januar i år.

Blandt befolkningen var der udbredt skepsis om den nye udrejse-lov var et tomt løfte, men den er faktisk gennemført. Folk, som før ikke kunne få et pas, er nu bevilliget et og har lov til at rejse ud. Det gælder også folk, som højtuddannede cubanere og kulturpersonligheder, som ellers anses som værdifulde for det cubanske regime.

25. april 2013

Argentinsk eks-præsident i fængsel for våbensmugling


 
Af Jesper Sørensen og Catalina Peña-Guillén
 
Argentinas tidligere præsident Carlos Menem er blevet dømt til syv års fængsel ved en domstol i Buenos Aires. Han blev kendt skyldig i at have smuglet og solgt våben til Ecuador og Kroatien, mens der var en international embargo. Det skulle være sket, mens han var præsident fra 1989 til 1999.
Den 82-årige ekspræsident har mulighed for at appellere dommen til Højesteret, og det forventes han at gøre. Han er nu senator, og retten har bedt senatet ophæve hans immunitet.
Carlos Saúl Menem var ikke selv mødt op for at høre domsafsigelsen i retten, hvor hans forsvarsadvokat meddelte, at Menem var svækket af højt blodtryk og diabetes.
Det kan sagtens være sandt, men der er en række fortilfælde, hvor aldrende politikere spiller på deres helbred, når de stilles for retten. Og på grund af sin høje alder kan det være, han kan afsone straffen i sit hjem.
 
 
 
Andre også i fængsel
 
Menem er tidligere blevet frikendt for våbensalget. Men sagen blev anket, og i 2011 blev han og flere formodede medskyldige dømt til fængsel, og det ændrede appellen altså ikke på. Blandt de 11 andre dømte er Argentinas tidligere forsvarsminister Oscar Camilion, som blev idømt fem et halvt års fængsel.
Nu skriver Carlos Menem, som vil anke dommen, sig ind i historien over tidligere latinamerikanske statsledere og andre toppolitikere, som får en fængselsdom. Således har tidligere topfolk fra det argentinske militærdiktatur, som ledede landet fra 1976 til 1983, fået lange fængselsstraffe for drab, tortur og kipnapninger med mere.
Det gælder blandt andre den tidligere militærdiktator Reynaldo Bignone, som for tre år siden blev idømt 25 års fængsel. Også den nyligt afdøde diktator Jorge Rafael Videla måtte bøde for forbrydelserne og blev idømt flere livstidsdomme.
 
 
 
Fængslet af militærstyret
 
Carlos Menem var ikke en del af dette regime, som han var i opposition til. I 1950 blev han medlem af Partido Justicialista, der blev dannet i 1945 af Juan Peron, og fra 1976 til 1981 sad han i fængsel og blev efter sigende tortureret, fordi han bekæmpede militærdiktaturet.
Men i 1989 blev han den første peronist, som efter Juan Peron selv blev valgt til præsident. Politisk set stod Carlos Menem for en nyliberalisme med omfattende privatiseringer, der brød med partiets traditioner og forandrede det argentinske samfund.
Han fik ændret landets grundlov for at kunne blive valgt for en periode mere. Også Argentinas nuværende præsident Cristina Fernandez de Kirchner er medlem af det peronistiske parti, der rummer mange strømninger. 
 
Læs om Jorge Rafael Videla her: http://www.dennyeverden.dk/68011793

Tredje land tillader homo-ægteskaber

Af Jesper Sørensen og Catalina Peña-Guillén

 

Som det tredje land i Sydamerika vil Brasilien give homoseksuelle borgere ret til at blive gift med hinanden. Det er tilsyneladende en ny tendens på kontinentet, efter Uruguay i sidste måned gjorde homo-ægteskaber lovlige.

Brasiliens nationale justitsråd har netop konkluderet, at de offentlige kontorer, der udsteder ægteskabsattester, ikke har lov til at afvise homoseksuelle par. Justitsrådet fører tilsyn med landets retsvæsen og ledes af Højesterets præsident Joaquim Barbosa, så rådets ord er nærmest lov.

I 2010 var Argentina det første land på det katolsk dominerede kontinent, der tillod kønsneutrale ægteskaber, hvilket vakte stor opsigt på hele kontinentet.

 

Menneskeret

Desuden kan homoseksuelle blive borgerligt viet i Mexico City, men ikke i resten af Mexico. Dog er nogle par alligevel blevet gift andre steder i det føderalt opdelte Mexico, fordi der heller ikke var love, der forbød det. Her har myndighederne henvist til respekten for menneskerettighederne.

I Argentina henviser Joaquim Barbosa til, at Højesteret allerede i 2011 garanterede, at Brasiliens grundlov sikrer homoseksuelle par de samme rettigheder som heteroseksuelle par.

Barbosa udtaler, at man ikke behøver vente på, at kongressen får vedtaget en ny lov om ægteskab mellem mennesker af samme køn. Han understreger, at lavere retsinstanser skal følge Højesterets garanti. Og så ændrer det næppe noget, at der kan klages over afgørelsen – til Højesteret.

 

Kirken mister magt

Den katolske kirke har både i Argentina og i andre lande taget afstand fra ligestilling, fordi den mener, det vil underminere familierne og ægteskabet som institution.

Men den spirende tendens til at indføre køns-neutrale ægteskaber er et billede på, at den ellers så indflydelsesrige katolske kirke i nogen grad har fået svækket sin position i de latinamerikanske lande, selv om man intet andet sted i verden finder så mange katolikker. Således er 123 millioner ud af 194 millioner af Brasiliens indbyggere romersk-katolske.

 

Adoption og befrugtning

Et massivt flertal i Uruguays kongres stemte i sidste måned for en lov om ”ægteskabs-ligestilling”. Loven tillader også homo-ægteparrene at adoptere børn eller blive kunstigt befrugtede, og den giver homoseksuelle fra andre lande mulighed for at blive gift i Uruguay.

Den nye, argentinske pave Francis udtalte sig som ærkebiskop klart imod indførelsen af homo-ægteskaber i Argentina. Men landets præsident Christina Fernandez Kirchner stod fast, hvilket ikke ligefrem gjorde forholdet mellem dem varmere. Om to måneder ankommer pave Francis til Brasilien på officielt besøg.

Peru løslader ikke tidligere præsident

 

Af Jesper Sørensen og Catalina Peña-Guillén

 

Perus præsident fra 1990 til 2000, Alberto Fujimori, skal fortsat sidde i fængsel, måske resten af sit liv.

Han afsoner en dom på 25 års fængsel for mord, kidnapninger og korruption, og landets nuværende præsident, den demokratisk valgte Ollanta Humala, har netop afvist Fujimoris ansøgning om at blive benådet.

Alberto Fujimori havde skrevet i sin ansøgning, at han både fysisk og psykisk er meget syg, blandt andet med gastroduodenitis, som er katar i maven og tolvfingertarmen. Derfor mener han, at han bør lukkes ud af fængslet.

 

 

Ikke uhelbredeligt syg

 

Dømte eks-politikere oplyser meget ofte, at de er for syge til at modtage straf. Men forklaringen købes ikke af La Comisión de Gracias Presidenciales, som er en kommission, der kommer med anbefalinger vedrørende benådning af tidligere præsidenter.

Ligesom der heller ikke bliver troet på påstande fra Fujimoris familie om, at han har kræft i tungen.

Derfor har Ollanta Humala fulgt kommissionens anbefaling om ikke at benåde Alberto Fujimori. Humala udtaler, at den 74-årige ekspræsident ikke er uhelbredeligt syg, men at hvis han tilstand forandres markant, vil man overveje en ny ansøgning.

 

Dødspatruljer

 

Alberto Fujimori er blandt meget andet dømt for at være ansvarlig for drabene på 25 mennesker. Drabene blev begået af militære dødspatruljer, formentlig efter direkte ordre fra Fujimori. Desuden har han fået en dom på seks års fængsel for magtmisbrug.

Han kom til magten ved et demokratisk valg i 1990 og nåede at blive valgt tre gange for fem år ad gangen. I begyndelsen lod han til at være populær, blandt andet fordi han holdt den yderste venstrefløj og den yderste højrefløj væk fra magten, og fordi han forbedrede landets økonomi.

Han huskes også for at sætte hårdt ind mod terroristerne i den berygtede guerillaorganisation Den Lysende Sti. For nylig blev den sidste topleder fra Den Lysende Sti, Florindo Flores, dømt til fængsel på livstid for at have medvirket til drab, terror og hvidvaskning af sorte penge med mere. I dag er Den Lysende Sti betydeligt svagere end før, Fujimori blev præsident.

 

 

Valgsvindel

 

Men det var ikke kun den bevæbnede venstrefløj, Fujimori førte en brutal kurs overfor. Vold, korruption og magtmisbrug prægede hans embede, og hans popularitet faldt.  

Han nåede at blive udnævnt til vinder af valget i 2000, men der var protester og velunderbyggede påstande om valgsvindel, så Fujimori blev presset til at give afkald på præsidentposten.

Derefter rejste den japansk-peruvianske politiker til Japan. Senere bad Peru om at få ham udleveret, så han kunne blive retsforfulgt. Det nægtede Japan, men da han i 2005 rejste til Chile, blev han udleveret til Peru.

Menneskerettighedsorganisationer har rost Peru for at fælde dom over Fujimori, men flere oppositionspolitikere har sagt, at det er en politisk dom. Således er Peru et blandt en række latinamerikanske eksempler på, at sårene fra den brutale fortid stadig ikke er helet helt.

Paraguay får rigmand ved roret

Af Catalina Peña-Guillén & Jesper Sørensen

 

Paraguay har igen fået demokrati. Det var den optimistiske udmelding, efter den konservative Horacio Cartes søndag vandt valget med 46 procent af stemmerne.

Han afløser Federico Franco, som kom til magten midt i valgperioden, da socialdemokraten Fernando Lugo pludselig blev afsat efter en såkaldt "politisk rigsretssag".

En række lande betragtede det som et institutionelt statskup, men de fleste lande, også Danmark, skyndte sig at anerkende den nye regering. Derfor har paraguayerne i et par år haft en regering og en præsident, som ikke var valgt af et flertal af vælgerne.

Nu får de til gengæld en præsident, der som den første nogensinde har fået over en million af stemmerne.

Mange kommentatorer har kaldt valget for en sejr for demokratiet, og der lader ikke til at være tvivl om, at valget blev afholdt korrekt. Dog var der forsøg på at købe stemmer, og paraguayanere i udlandet fik ikke mulighed for at stemme.

 

 

Rigmand ved roret

 

Den nye leder er blandt det fattige lands allerrigeste borgere. Horacio Cartes er ny i politik, men han er del af den meget magtfulde elite, der traditionelt har styret Paraguay. Han tiltræder til august og skal sidde i fem år, hvor der bliver rigeligt at tage sig til.

Rigmanden har lovet at hjælpe landets fattige, og dem er der mange af. Hele 19 procent menes at leve i ekstrem fattigdom i et land, hvor de fleste lever af landbrug eller ufaglært arbejde, hvis de har et job.

Cartes og resten af den lille elite kontrollerer størstedelen af landbrugsjorden, og det lykkedes ikke Fernando Lugo og hans parti at gennemføre den landbrugsreform, partiet gik til valg på i 2008. Horacio Cartes har lovet, at han vil regere det ellers så splittede land til alles bedste.

Fernando Lugo, som officielt blev fjernet på grund af uduelighed, nåede at sikre gratis sundhedsydelser til en stor del af de fattigste borgere. Det er mere uklart, hvad Cartes vil gøre for de fattigste.

 

 

Berygtet som Berlusconi

 

Men det vil være en overraskelse, hvis han gennemfører en reform, der omfordeler jorden og dermed gør ham selv fattigere. Cartes ejer godser og tobaksplantager foruden banker, sodavandsfabrikker og fodboldklubben Libertad, som er mestre i Paraguay.

Dermed kan han minde om Italiens Berlusconi, som blandt meget andet ejer fodboldklubben AC Milan, og Cartes er på flere måder en kontroversiel herre, som har siddet i fængsel for skattesnyd, og han er blevet undersøgt for deltagelse i narkosmugling - uden at blive dømt.

Desuden tilhører han partiet Colorado, som gennem 35 år styrede Paraguay i noget, der bedst kan betegnes som et diktatur. Nu krydses der fingre for, at landet kan lægge fortiden bag sig, og at rigmandens ord om solidaritet bliver til mere end ord.

Massemorder er død

 

Af Jesper Sørensen & Catalina Peña-Guillén

 

Argentinas tidligere diktator Jorge Rafael Videla døde fredag morgen, 87 år gammel. Han sad i fængslet Marcos Paz i Buenos Aires, hvor han afsonede flere livstidsdomme for forbrydelser mod menneskeheden. 

Jorge Rafael Videla var general i den argentinske hær, da han i 1976 kom til magten ved et militært statskup mod den daværende præsident Isabel Martínez Perón, som året før selv havde udnævnt ham til leder af hæren.

Frem til 1981 var Videla landets illegale leder under den såkaldt "beskidte krig". I hans fem år ved magten styrede en ni mand stor militærjunta Argentina med vold og frygt, og den stod bag drab på tusinder af landets borgere, som man mente undergravede samfundet. Samtidig forsvandt omkring 30.000 mennesker.

 

 

Koncentrationslejre

 

Da Argentina igen fik demokrati i 1983, blev han tiltalt og senere dømt for omfattende krænkelser af menneskerettighederne.

Forbrydelserne omfattede likvideringer af aktivister, guerillaer, politiske modstandere og deres familier i hemmelige koncentrationslejre, der mindede om de nazi-tyske lejre under anden verdenskrig. 

Desuden blev han tiltalt for kidnapninger og omfattende tortur, og sidste år fik han en dom på 50 års fængsel for systematisk kidnapning af argentinske børn. Videla sagde i retten, at han tog det fulde ansvar for regimets gerninger, mens han var leder. Og han viste aldrig offentlige tegn på, at han på nogen måde fortrød sine forbrydelser.

  

 

Mange år i husarrest

 

Jorge Rafael Videla var i husarrest indtil oktober 2008, og han blev først overført til et rigtigt fængsel, da Argentinas præsident Cristina Kirchner ophævede en tidligere lov, der fjernede Videlas immunitet, så han kunne få sin straf.  

Dermed blev han straffet til sidst, i modsætning til Chiles afdøde diktator Pinochet og andre latinamerikanske ledere med blod på hænderne. Og hvor man normalt siger, at man ikke taler grimt om de døde, så havde Videla så meget på samvittigheden, at hans dødsfald er mødt en slags lettelse i argentinsk presse.

En af de stærkeste kommentarer kom fra den 82-årige menneskeretsforkæmper Estela Barnes de Carlotto på et pressemøde kort efter dødsfaldet.

”Et forfærdeligt menneske har forladt denne verden. Historien vil dømme det folkedrab, som hans militære regime stod for, og som han aldrig angrede. Han er allerede dømt og fordømt her på jorden, og selv om han var katolik, kommer han ikke i himmelen”, sagde

Carlotto.

Hun er formand for Asociación Civil Abuelas de Plaza Mayo, som er en organisation for bedstemødre, hvis børnebørn forsvandt under Videlas brutale regime. Estela Barnes de Carlotto mistede også sin datter, som blev dræbt i et fængsel, hvorefter hendes skændede lig blev afleveret til forældrene.

 

Læs også om Videlas forbindelse med paven og Hollands dronning:

http://www.dennyeverden.dk/68011773

http://www.dennyeverden.dk/68011785

Chávez' afløser bliver præsident i splittet land

Af Catalina Peña-Guillén og Jesper Sørensen

 

Den fungerende præsident Nicolás Maduro vandt søndag præsidentvalget i Venezuela, der i høj grad blev holdt i skyggen af præsident Hugo Chávez’ død.

Men der var meget tæt løb mellem socialisten og oppositionens kandidat, Henrique Capriles, som på valgaftenen talte om fusk og krævede en ny optælling. Dette afviste Maduro senere.

Det officielle valgresultat gav 50,7 procent af stemmerne til Maduro og 49,1 procent til Capriles.

Blot 235.000 krydser adskilte de to kandidater, hvilket gjorde valget langt mere spændende, end meningsmålingerne havde antydet. Mens Maduro fejrede resultatet og talte om en sejr for Chavizmen, ville Capriles ikke anerkende resultatet:

”Hr. Maduro, du er valgets taber. Vi vil ikke anerkende resultatet, før hver en stemme er talt op. Jeg har ikke kæmpet mod en kandidat, men mod hele magtmisbruget”, sagde han på en pressekonference. Ifølge Capriles var der omkring 3000 ”episoder”, hvor afstemningen ikke foregik korrekt, blandt andet med et valgsted, som åbnede efter den officielle lukning.

Desuden nævnte han, at stemmer fra venezuelanere i udlandet ikke var talt op. På dette tidspunkt var stemmerne fra vælgere i 88 lande endnu ikke talt op, og de skulle tælles manuelt.

 

 

Maradona og Chávez’ søn

 

Men Venezuelas valgkommission fastslog, at valget blev afholdt korrekt, selv om 43 venezuelanere er fængslet for at forstyrre afholdelsen af valget. En af kommissionens medlemmer talte dog om, at stemmerne bør genoptælles i fuld offentlighed.

Resultatet står dog næppe til at ændre, og derfor lever den bolívarianske socialisme, som Chávez satte gang i. Oven i købet med den præsident, som Chávez selv pegede på som sin foretrukne afløser.

Den 50-årige Nicolás Maduro er en tro partisoldat, som har fulgt Hugo Chávez i tykt og tyndt. Det samme har landets nye ”førstedame”, Maduros samlever Cilia Flores, som er advokat og tidligere medlem af parlamentet. Maduro har været buschauffør, mens Chávez med tilnavnet el comandante havde en militær baggrund. Så der er vis stilforskel på dem, men politisk er det svært at se forskel.

Det tætte valgresultat er overraskende, fordi Maduro var udpeget af Chávez og førte klart i meningsmålingerne. Maduro har i høj grad forsøgt at overføre Chávez popularitet til sig selv, blandt andet ved at omtale sig selv som den afdøde præsidents søn. Det fik Capriles’ valgleder til at sige til CNN, at det har været ”som at føre valgkamp mod et spøgelse”.

Sent i valgkampen fik socialisten oven i købet selskab af den argentinske fodboldlegende Diego Maradona, som gik på scenen sammen med Maduro foran tusinder af tilhængere, og sparkede en fodbold ud til masserne. Maduro vandt, men med fem procent færre stemmer, end Chávez fik i efteråret.

 

Chávizmen lever

 

Maduro har svoret, at han vil føre Chavizmen videre. Landets olie- og gasreserver er blandt verdens største, og det har givet Venezuela og Chávez økonomisk råderum til blandt andet at oprette sundhedsklinikker i de fattige områder og bygge flere boliger til de fattige.

Til gengæld har Venezuela aldrig produceret fødevarer nok til at brødføde sin egen befolkning, og det har skiftende regeringer lovet at ændre i mange år.

Derfor har Maduro i sin valgkamp han lovet at øge fødevareproduktionen og gøre landet mindre afhængigt af olieeksport. Det skal ske ved at ”industrialisere” Venezuela. Desuden har han lovet, at produktionsmidlerne i endnu højere grad skal ejes kollektivt, hvilket adskiller ham klart fra Capriles, som vil styrke det private initiativ.

På andre punkter er forskellen ikke så stor, som den skarpe retorik antyder, og nogle medier har kaldt Capriles ”socialdemokrat”. Capriles lovede endda at videreføre en række af de sociale programmer, som Chávez satte i gang.

Men socialisterne har gjort alt for miskreditere Capriles under valgkampen ved at sige, at han er i lommen på USA, og at han er stærkt højreorienteret under sin midtsøgende overflade.

 

Stærkt præget af USA

 

Maduro har talt, at Venezuela skal være en drivkraft for et frit og forenet Latinamerika. Det skal tolkes, som om Maduro gerne vil være det venstreorienterede Latinamerikas fyrtårn, ligesom Chávez var det. Og det er en videreførelse af Chávez’ retorik mod USA, præcis som når Maduro har sagt, at hans modkandidat støttes økonomisk af kræfter i USA.

Anti-amerikanismen er et paradoks, for USA køber meget af Venezuelas olie, Miami er et populært rejsemål for velstillede venezuelanere, og nationalsporten i Venezuela er baseball.

Men historisk set har USA støttet de højreorienterede partier i Latinamerika frem for de venstreorienterede, undertiden endda både økonomisk og militært. Så retorikken er faldet i god jord hos mange vælgere, som ikke føler, Uncle Sam er deres onkel. Men der skal også mad på bordet, hvis Nicolás Maduro skal være mere end en overgangsfigur.

Den 14. april 2013

 

Stor mundfuld for Mexicos nye præsident

Mexicos over 112 millioner indbyggere fik ny præsident ved årsskiftet. Enrique Peña Nieto skal blandt andet tackle landets magtfulde narkokarteller.

 

 

Af Nicolas Lund-Larsen

 

Mexicos centrum-venstre parti PRI har ved valget i 2012 generobret magten. Efter to perioder ude i kulden er PRI tilbage med den sirligt friserede og altid velklædte Enrique Peña Nieto i spidsen. Partiet sad på magten uafbrudt i 71 år, inden det tabte til det konservative PAN ved valget I år 2000.

Præsident Peña Nieto har en stor opgave foran sig med at skulle regere i et land med så store problemer, som Mexico har, anført af de voldsomme uroligheder som narkohandlen har medført.

Det anslås at cirka 55.000 mennesker er døde de sidste seks år som følge af narkovolden. Et af den nye præsidents erklærede mål er at slå ned på de magtfulde narkokarteller i nord og dermed skabe større sikkerhed og stabilitet i landet.

 

Oliereform på vej

En af de andre store indenrigspolitiske opgaver er en reform af Pemex, det nationaliserede olieselskab. Pemex accepterer ikke udenlandske investorer, og det nedslidte selskab oplever dalende produktivitet på trods af enorme olie og naturgasforekomster i Mexico.

Men Pemex har ikke knowhow til at starte nye boringer, og selskabet skal have en saltvandsindsprøjtning for at overleve. Mange har peget på Petrobras, det brasilianske olieselskab, som foregangsmodel for Pemex. Men der skal en lovændring til for at løse de organisatoriske problemer og dermed bane vejen for udenlandsk økonomi.

PRI opnåede 38% af stemmerne i Senatet, som er Mexicos lovgivende forsamling ved valget. For at gennemføre en lov, skal der være simpelt flertal, men Senatet er splittet, og det er tvivlsomt om der kan opnås flertal for de reformer, som Enrique Peña Nieto har forestillet sig på blandt andet energiområdet.

”Quique”, som er kælenavnet for Enrique, er født i 1966 og har en lang politisk karriere bag sig, senest som guvernør i delstaten Mexico. Han har en MBA fra et mexicansk universitet og har ikke studeret ved et amerikansk universitet, som der ellers er kutyme for blandt velstillede mexicanere med politisk fremtid.

Han er gift for anden gang, idet hans første kone døde af et epileptisk anfald i 2007. Han har tre børn med sin første kone og to børn uden for ægteskab med to andre kvinder.

I Mexico sidder præsidenten ved magten i seks år og kan ikke genvælges.

Inger var ven med Chávez

Af Catalina Peña-Guillén & Jesper Sørensen

 

”Revolutionen i Norden kommer. Jeg føler den. Folk i Norden, foren jer med folk i syd og lad os sammen gennemføre den store verdensrevolution mod imperialismen, kapitalismen og døden!”

Op mod 3500 tilskuere tiljublede Venezuelas præsident Hugo Chávez, da han i december 2009 talte ved et alternativt klimatopmøde i Valbyhallen.

Chávez døde tirsdag og nåede ikke at opleve en verdensrevolution. Men den socialistiske leder satte sine spor, og mange har i dagene efter dødsfaldet været på Venezuelas ambassade i København for at skrive i kondolencebogen.

 

 

Har mistet en ven

 

Blandt andre den 82-årige Inger Jørgensen var på ambassaden. Men hvor de fleste har Chávez ham på afstand, så lærte Inger Jørgensen ham personligt at kende sidst i 80erne, før han blev Venezuelas mest kendte person i nyere tid.

”Jeg har været meget rystet. Jeg har jo ikke mistet en præsident, jeg har mistet en ven. Derfor var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville tage til København for at skrive i kondolencebogen. Det var jeg nødt til”, siger Inger Jørgensen.

Hun var også til stede i Valbyhallen i 2009, hvor hun fik et kram af Hugo Chávez og hans datter.

 

Besøgte ham i fængslet

 

De mødte oprindelig hinanden sidst i 80erne i et sommerhus sammen med fælles venner. Hun kom til at opleve hans højdramatiske vej mod magten på tæt hold. Hugo Chávez deltog i 1992 i et militært kup mod præsident Carlos Andres Perez, som endte med, at Chávez blev anholdt.

Chávez og 30 andre blev sat i fængsel i byen Yare, hvor Inger Jørgensen besøgte ham sammen med Verner Hornebo og sin bror Holger Jørgensen. Alle tre er børn af danske familier, som udvandrede til Venezuela i 1938.

”De havde det dårligt i fængslet, hvor de undgik at spise maden af frygt for at blive forgiftet. De sultede i stedet. Jeg skrev til menneskerettighedsdomstolen i Haag og klagede over forholdene, men fik aldrig noget svar. Desuden tilbød jeg Hugo Chávez at hjælpe hans kone og barn med at blive politiske flygtninge i Danmark”, fortæller Inger Jørgensen i bogen ”Det glemte eksperiment”.

 

Julekort fra Chávez

Men efter to år i fængslet blev han løsladt, og tiden arbejdede for Chávez, som nåede at være præsident for Venezuela fra 1999, indtil han tabte kampen mod kræften.

I sit hjem i Vejle har Inger Jørgensen flere minder om mødet med Venezuelas mangeårige præsident. Blandt dem er en fortjenstmedalje fra Venezuela, fordi hun blandt andet har stiftet og støttet et børnehjem i landet.

Et andet kært minde er et julekort, som Hugo Chávez sendte hende fra fængslet i Yare. Chávez tegnede selv julekortet, der forestiller en statue af Simon Bolívar set gennem fængselscellens tremmer.

”Jeg har et andet billede af Hugo Chávez end mange andre mennesker i Danmark. Jeg var ikke enig i alt, han har gjort politisk, men han nåede at gøre mange gode ting, ikke mindst for de fattige i Venezuela. Og han var min gode ven, og sådan vil jeg huske ham”, siger Inger Jørgensen.

Den 7. marts 2013

El comandante er død - lever revolutionen?

Venezuelas præsident døde tirsdag. Inden 30 dage skal landet have et nyt valg, der vil vise, om den bolivarianske socialisme kan leve videre uden sin skaber.

 

Af Catalina Peña-Guillén og Jesper Sørensen

 

Tirsdag døde Venezuelas socialistiske præsident, Hugo Chávez, 58 år gammel. Det skete efter lang tids kamp mod kræft – og mange spekulationer om hans helbred. Hugo Chávez vandt i oktober valget for fjerde gang, men han nåede ikke at blive taget i ed som præsident for de næste fire år.

Sørgende venezuelanere strømmede ud på gaderne i Venezuela og ved en række af landets ambassader i andre lande. Der blev straks erklæret syv dages landesorg, hvor skolerne vil være lukkede i Venezuela. Mange butikker lukkede tidligt, og mange mennesker skyndte sig hjem, fordi de var urolige for demonstrationer og vold i gaderne.

Situationen var meget følelsesladet, da tusindvis af Chávez-støtter samledes uden for det hospital, hvor præsidenten var indlagt, og nogle af dem overfaldt en journalist og en fotograf fra Colombia. Hæren er sat til at sørge for ro og stabilitet indtil valget.

 

Sorg i andre lande

Også udenfor Venezuela vakte nyheden stor opsigt. Mange statsledere kondolerede, i lande som Ecuador og Argentina blev der erklæret tre dages sorg med flagene på halv, og tv-stationer over hele Latinamerika brugte hele aftenen på at reportere og kommentere.

Reaktionen symboliserer, at Hugo Chávez var Latinamerikas mest kendte politiker i nyere tid. Han sparkede gang i den såkaldte bolivarianske socialisme, som samlede det meste af kontinentets venstrefløj. Og retorikken var altid skarp, hvad enten han tordnede mod USA’s imperialisme, mod kapitalismen eller mod sine politiske modstandere. Ingen kunne ignorere Chávez i de 13 år, et flertal af vælgerne støttede ham som Venezuelas præsident.

 

Overlever revolutionen?

Hugo Chávez delte vandene med sin skarpe tunge, sin tale om ”revolution”, og statsliggørelse af en række private firmaer. Nogle elskede ”el comandante”, som han blev kaldt på grund af sin militære baggrund, blandt andet fordi han gav mere socialhjælp til landets fattigste borgere.

Andre hadede ham. Nogle så meget, at de valgte at flytte til Miami, hvor mange venezuelanere lever i området El Doral. Her samlede de sig tirsdag aften på en restaurant og delte et håb om, at Chávez’ død kan bane vejen for nye politiske vinde i deres fædreland.

Det store spørgsmål er, om revolutionen lever videre efter præsidentens død. Det tyder meningsmålingerne i de seneste dage på. De giver omkring 50 procent af stemmerne til den hidtidige vicepræsident Nicolás Maduro, som har været landets leder, siden Chávez i december blev indlagt til sin fjerde kræftoperation.

Den 50-årige Maduro lader altså til at have flertallets støtte, selv om der er bred enighed om, at den tidligere udenrigsminister ikke ejer Chávez’ karisma og autoritet. Derfor mener politiske kommentatorer, at Maduro i højere grad end Chávez kan blive nødt til at samarbejde med andre politiske partier.

Lidt under 40 procent af vælgerne foretrækker oppositionens leder, den borgerlige Enrique Capriles Radonski, som også udfordrede Chávez i den seneste valgkamp. Capriles, som er guvernør i delstaten Miranda, har på det seneste rejst rundt i Venezuela for at samle oppositionen.

 

Sympatistemmer

Men politiske kommentatorer peger på, at socialisterne kan få en del sympatistemmer efter Hugo Chávez’ død, og ifølge meningsmålingerne steg Chávez’ vælgeropbakning til omkring 60 procent under hans indlæggelse.

Så det vil være en overraskelse, hvis den bolivarianske socialisme dør sammen med Chávez, og han var trods alt ikke bevægelsens eneste profil. Især Ecuadors præsident, Rafael Correa, har markeret sig, og for nylig vandt han en overlegen valgsejr.

Correa havde tårer i øjnene, da han tirsdag aften på tv kommenterede sin ven og kollegas død. Han ligner den latinamerikanske venstrefløjs største lederskikkelse på et tidspunkt, hvor Castrobrødrenes æra på Cuba er ved at ebbe ud.

 

Cuba kan miste støtte

Over hele Latinamerika venter man spændt på vælgernes reaktion i Venezuela, og hvad der sker på den lange bane. Udover Venezuela vil valget have størst indflydelse for Cuba.

Hugo Chávez var en nær ven af Cuba og især Fídel Castro, som var Chávez’ mentor, selv om han i modsætning til ”el comandante” ikke var direkte valgt af folket. "Chavez stod ved Fidels side som en sand søn", hed det i en officiel udtalelse fra Cubas regering, som blev læst op på tv tirsdag aften.

Hugo Chávez blev primært behandlet på Cuba, og Venezuela er den fattige østats vigtigste økonomiske støtte, efter Sovjetunionen gik i opløsning. Venezuela har gavmildt delt ud af sin olie til Cuba, som til gengæld har sendt læger og sygeplejersker til Venezuela. Nicolás Maduro bedyrede tirsdag, at Venezuela fortsat vil støtte Cuba med ham som præsident. Et sådant løfte skal man ikke forvente fra Capriles.

Hugo Chávez’ båre er overført til et militært akademi, hvor han vil ligge lit de parade. Han vil blive begravet fredag, og præsidenter fra hele Latinamerika er inviteret til at deltage i begravelsen.

Den 5. marts 2013

Correa kan blive latinamerikansk topfigur

Rafael Correa får fire år mere som præsident i Ecuador. Han ligner den nye lederskikkelse på den latinamerikanske venstrefløj.

 

Af Catalina Peña-Guillén & Jesper Sørensen

 

Han er ikke så kendt som Cubas revolutionære Castro-brødre, Venezuelas provokerende Hugo Chávez eller Bolivias og Sydamerikas første indianske præsident, Evo Morales. Men søndag skrev Rafael Correa historie i Ecuador, da han blev genvalgt for anden gang. Det har ingen anden præsident præsteret.

Den 49-årige Rafael Correa fejrede allerede sejren fra præsidentpaladsets balkon i Quito, da en exit poll gav ham langt over halvdelen af stemmerne. Knap 57 procent af vælgerne stemte på ham mod knap 24 procent til den nærmeste udfordrer, den konservative Guillermo Lasso.

Dermed er der ikke brug for en anden valgrunde. Samtidig sætter Correas parti, Alianza País, sig på to tredjedele af pladserne i Ecuadors parlament, La Asamblea. Dermed er Correas ord nærmest lov, efter han i sine første seks år som præsident har måttet forhandle med andre partier.

 

 

Ny topfigur

Den markante valgsejr markerer også, at Ecuadors præsident mere og mere ligner den absolutte topfigur på den latinamerikanske venstrefløj. Correa kan udfylde tomrummet efter den pensionerede Fidél Castro og Hugo Chávez, som stadig ikke er i arbejstøjet efter endnu en kræftoperation.

På valgaftenen talte Correa da også om en ny tid i Latinamerika. Et opgør med neoliberalismen - og USA og Spanien.

"Ingen kan stoppe denne revolution. Kolonimagterne styrer ikke længere landet. Jeg garanterer jer, at ecuadorianerne har kontrollen i denne revolution, sagde Rafael Correa til de jublende masser i Quito.

Det hører dog med til billedet af Correa, at han ikke omtaler USA i lige så barske vendinger som sin ven Chávez. Det var også lettere at kritisere USA med George W. Bush som præsident end med Barack Obama.

 

Sejr med problemer

Flertallet i parlamentet giver Correa og Alianza País alle muligheder for at føre visionerne i den fredelige, socialistiske revolution ud i livet.

"Revolutionen" har hidtil blandt andet givet ecuadorianerne bedre veje, bedre offentlige hospitaler, bedre skoler og flere penge til enlige mødre. Samt en øget beskatning og højere afgifter på udlandske luksusprodukter som modetøj, elektronik og spiritus.

Ecuador kan formentlig forvente sig mere af samme skuffe, og Alianza País og correaisterne havde en fantastisk valgfest. Men når hverdagen melder sig, vil den også give problemer for Correa. Nu vil Correa han blive holdt ansvarlig for alle politiske beslutninger, hvor han tidligere har kunnet bebrejde oppositionen for diverse problemer.

Der ligger håbet for oppositionen. Men flertallet af ecuadorianerne sætter fortsat deres lid til Rafael Correa, som om fire år kan genbruge den poppede kampagnesang: " Ya tenemos presidente. Tenemos a Rafael". Det vil dog kræve en ændring af forfatningen, hvis han skal have mulighed for at opstille igen.

 

19. februar 2013

Ecuadors præsident er storfavorit til genvalg

 

Af Catalina Peña-Guillén & Jesper Sørensen

 

Alt tyder på, at Rafael Correa også er Ecuadors præsident efter valget søndag den 17. februar. De seneste meningsmålinger giver ham over halvdelen af stemmerne. Dermed bliver det ikke nødvendigt med en anden runde for at få valgt en præsident.

Derfor samler spændingen sig mest om, hvorvidt Rafael Correas parti, Alianza Pais, får absolut flertal i parlamentet, La Asamblea. Dette er ikke sikkert, for præsidenten er mere populær end sit parti. 

Mange opfatter ham som en stærk, karismatisk leder, som er den rigtige mand til at regere Ecuador. Men de mener ikke nødvendigvis, at det venstreorienterede Alianza Pais bør sidde på hele magten.

 

Opposition er splittet 

Den markante støtte til Rafael Correa er bemærkelsesværdig, for han har ledet landet i seks år, og ecuadorianske præsidenter plejer ikke at blive genvalgt. 

Men dels er det borgerlige Ecuador splittet, og ingen af de andre kandidater kan samle mere end 20 procent af stemmerne. Dels mener mange vælgere mener, at Correa har forbedret Ecuador på afgørende punkter i sin tid som præsident, hvor han forsøgt at opfylde valgløfter om mere social balance.

 

Økonomisk medvind

Ecuador har medvind midt i den økonomiske krise, der præger det meste af verden. OPEC-landet har blandt andet nydt godt af de stigende oliepriser, og en del af pengene er investeret i at forbedre vejene, sundheden og undervisningen.

Det kan ses med det blotte øje, at landets veje er blevet langt bedre. Der er også mærkbare fremskridt på de offentlige hospitaler, hvor lægerne nu skal lægge en hel arbejdsdag, mens de tidligere kunne smutte efter få timer for at tjene penge i privat regi.

Til gengæld får de mere i løn end før, hvilket gør det mere attraktivt for dygtige læger at arbejde på offentlige hospitaler. Samme strategi bruges i de offentlige skoler og universiteter i forhold til lærere og professorer.

 

Køb ecuadoriansk!

Regeringen har slået på de patriotiske strenge på en fredelig måde. Der anes en stigende selvtillid i Ecuador, hvor udenlandske virksomheder traditionelt har skummet fløden af landets naturlige rigdomme som olie, kakao, kaffe, bananer og blomster.

Nu ser og hører man ofte sloganet ”Bien hecho en Ecuador” (velgjort i Ecuador), som symboliserer, at landet ikke kun nøjes med at levere råvarerne. Ecuador kan også selv producere og sælge slutprodukter som kaffe og chokolade.

Det hele falder fint i tråd med sloganet ”Si se puede Ecuador” (Ja, Ecuador kan), der opstod efter krigen mod Peru i 1995 og også blev sunget, da landets fodboldhold i 1998 for første gang var med til VM. Nu har Ecuador sit formentlig stærkeste fodboldhold nogensinde, og det er med til at binde landet sammen.

 

Luksus bliver dyrere

Knap halvdelen af befolkningen stemmer dog ikke på Correa, og det har især økonomiske grunde. De borgerlige vælgere ønsker lavere skatter og kritiserer regeringens øgede skat på luksusprodukter fra udlandet.

Dette har betydet, at blandt andet mærkevaretøj, elektronik, parfume og spiritus er blevet meget dyrt. Desuden har regeringen gjort mere for at få landets rigeste borgere til overhovedet at betale den skat, de har pligt til.

Kritikere peger også på, at regeringen ikke for alvor har nedbragt kriminaliteten. Desuden er der, som altid, beskyldninger om korruption mod den siddende regering. Rafael Correa anklages blandt andet for at have brugt statens penge til sin valgkampagne.

 

I kamp mod pressen

Beskyldningerne er som regel udokumenterede, og et oppositionspartis tegnefilm med Correa som en arrogant præsident, som snyder og meler sin egen kage, blev fjernet fra den nationale tv-station op til valget.

Dette illustrerer en anden kritik mod Correa og Alianza Pais, der i flere tilfælde er faret hårdt frem mod medierne. Ecuador har fået en lov om kommunikation, der siger, at landets medier ikke må skrive for eller imod en kandidat til valget.

Loven nævner ingen sanktioner. Men de borgerlige medier, der ligesom i Danmark er klart i flertal, frygter tilstande som i Venezuela, hvor den socialistiske præsident Hugo Chávez nægtede at forlænge sendetilladelsen for en regeringskritisk tv-kanal.

Så langt er Correa ikke gået. Stik mod beskrivelsen af en mand, som angriber ytringsfriheden, er hans støtte til Wikileaks-lederen Julian Assange. Og selv om han kalder sig socialist og synger Ché Guevara-sange, er han generelt mere pragmatisk end Chávez.

Billedet af Rafael Correa er således ikke sorthvidt. Men for mange mennesker repræsenterer han et håb, og der er rigeligt med vælgere, som synger med på hans kampagnesang: ”Ya tenemos presidente. Tenemos a Rafael”.

 

14. februar 2013

Ya tenemos presidente ...

Ecuadors præsident Rafael Correa varmede fredag op til valget med en selvsikker optræden i landets tredjestørste by

 

Af Catalina Peña-Guillén & Jesper Sørensen

 

En popsang med et strejf af salsa slår stemningen an i timerne før, Ecuadors præsident Rafael Correa fredag den 18. januar ankom til landets tredjestørste by Cuenca.

Der er præsidentvalg i Ecuador den 17. februar, og sangens omkvæd bærer hans kampagnes sejrssikre slogan: Vi har allerede en præsident, vi har Rafael! De mest begejstrede fans synger endda Queremos a Rafael (Vi elsker Rafael).

Det borgerlige Ecuador nynner bestemt ikke med på sangen, men meningsmålingerne giver dem ikke meget håb om at komme af med den socialistiske leder.

 

Ligner hurtig sejr

Ved det seneste præsidentvalg for fire år siden fik han 55 procent af stemmerne, og indtil videre ligger han lige i underkanten af dette valgresultat.

Dermed er det mest spændende umiddelbart, hvorvidt Rafael Correa får over halvdelen af stemmerne, så der kun bliver behov for én valgrunde.

I dag er der fiesta, da han går på den til lejligheden opstillede scene på pladsen Nuevo de Octubre midt i byen, hvor folk normalt strømmer til at for at købe frugt og grønt i den store markedshal. Et stort, men ikke massivt opbud af politibetjente er også til stede i gule veste, men de får nogle rolige timer på stedet.

Denne fredag i Cuenca er Correa blandt venner. Overalt tager folk deres Panamahatte af for deres præsident, og så er det denne tidlige aften ligegyldigt, at landets borgerlige vælgere ønsker en ny mand på posten. For Correa ligner det endnu et skridt på vej mod fire år mere i præsidentpaladset.

 

Catalina Peña-Guillén og Jesper Sørensen var i Cuenca, og følger valget i Ecuador i den kommende måned. Bloggerne følger op med analyse af valgets temaer og kandidater op til præsident- og parlamentsvalget her i Ecuador.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

30.10 | 23:02

WOW -

...
03.04 | 21:42

Hej,

Super fin side! Jeg kan godt lide at i går ned i dybden på emnerne!
Hvis i vil kan i også se min side her: https://www.sporttema.dk

Mvh.
Christian

...
23.01 | 08:17

denne sidde er god

...
27.09 | 13:35

hej Du !
jeg er ikke så skrap til computer, så min søn prøver at hjælpe mig
Jeg bor i Hedehusene, du kan eventuelt ansøge mig på Facebook,så kan vi udveksle tlf

...
Du kan lide denne side