Korte nyheder

Oktober 2014

Morales vinder igen i Peru

Latinamerikas første præsident fra et oprindeligt folk, Evo Morales, er genvalgt som præsident i Bolivia. Han fik seks ud af ti stemmer og er dermed klar til at lede landet indtil 2020.

Dermed har den 54-årige socialist stadig stor opbakning i et af Latinamerikas fattigste lande, som gradvist er blevet mere velstående.

Politiske modstandere har kritiseret, at han stillede op igen, fordi landets love oprindelig kun gav mulighed for to valgperioder som præsident. Men retten afgjorde sidste år, at det var lovligt for ham at søge genvalg, og det fik han i kraft af landets økonomiske fremgang. (js/cp - 131014)

September 2014

For nylig var der protester mod Chiles strikse abortlovgivning.

Chile vil ændre abortlov

Præsident Michelle Bachelet lover at ændre landets abortlov. Det vil gøre det muligt for kvinder at få en abort, hvis graviditeten er på grund af voldtægt, hvis deres liv er i fare, eller hvis fosteret ikke vil være levedygtigt efter fødslen. Den nuværende abortlov blev indført i 1989 af diktatoren Pinochet.Amnesty med flere forsøger at få Den Dominikanske Republik, Nicaragua, Honduras og El Salvador til også at ændre deres totale forbud mod abort. (270914 - js/cp)

 

 

Mere tortur i Mexico

Antallet af tortursager i Mexico er steget i det seneste årti, dokumenterer Amnesty. Stigningen er på hele 600 procent. I en rundspørge svarer to ud af tre mexicanere, at de frygter tortur, hvis de tilbageholdes af politiet eller militæret i Mexico. (250914 - js/cp)

August 2014

Britisk gruppe redder cirkusdyr i Peru

Den britiske dyreværnsgruppe Animal Defenders International har befriet dyr, som ikke trivedes i cirkus i Peru. Det er sket i samarbejde med de peruvianske myndigheder.

I 2011 forbød Peru brugen af vilde dyr i cirkus, men ikke alle har rettet sig efter forbuddet. Blandt de befriede dyr er aber og løver, som ifølge ADI er blevet misrøgtet i årevis, men som man nu vil bedre hjem til. (js - 150814)

 

Juli 2014

Danmark laver grøn aftale med Mexico

Danmark skal være med til at gøre Mexico grønnere. Repræsentanter for de to lande har underskrevet en aftale, der over de næste tre år skal fremme vedvarende energi, give energirigtige bygninger og implementere Mexicos klimapolitik.

Der er sat 45 millioner kroner af til aftalen, som Energistyrelsen skal stå for. (js/cp 250714)

 

Brasilien med til at lave alternativ verdensbank

De fem BRIKS-lande realiserer nu ideen om at lave et alternativ til Verdensbanken. Det blev ledere fra Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika enige om på et topmøde i den brasilianske by Fortaleza.

BRIKS-landene sørger for en startkapital på 50 milliarder dollars, og fattige lande kan søge den nye bank om lån til udviklingsprojekter. Banken skal også være et økonomisk sikkerhedsnet for de fem BRIKS-lande.

Der ligger en klar politisk markering i stiftelsen af den nye bank. Der har ofte været kritik af Verdensbanken for i høj grad at være styret af USA's interesser og for at stille for hårde krav til låntagerne. Banken får hovedkontor i Shanghai, og de første fem år har Indien lederskabet af banken. (js/cp - 150714)

 

Paven godkender eksorcister

Pave Frans tillader nu officielt et ritual til djævleuddrivelse. Ifølge avisen L'Osservatore Romano har Vatikanet godkendt en gruppe med 250 præster i 30 lande, som vil uddrive djævle og dæmoner, som har taget bolig i katolikker. 

Præsten Francesco Bamonte siger til avisen, at behovet for eksorcisme er steget, fordi et stigende antal mennesker flirter med okkultisme. Derfor har man ikke eksorcister nok til at tage sig af de mange henvendelser.

I maj 2013 lagde paven hænderne på en mand i en kørestol i noget, der kunne ligne en exsorcisme. Men Vatikanet har benægtet, at der var tale om exsorcisme.(js – 040714)

 

Juni 2014

Kokaplanten vokser vildt i Andesbjergene, men der dyrkes færre hektar end tidligere.

Færre kokaplanter i Latinamerika

Antallet af kokaplanter er på vej ned på et rekordlavt niveau, i hvert fald i dele af Latinamerika. Det viser en ny rapport fra FN.

Ifølge FN dyrkes der ikke så mange kokaplanter som før i Peru og Bolivia, mens omfanget er stabiliseret i Colombia. Regeringerne i disse lande har som mål at begrænse dyrkningen.

Kokaplanten vokser vildt i Andesbjergene og bruges medicinsk og til at lave te, som er god at drikke mod svimmelhed i den tynde bjerguft. Men planten dyrkes også som en rå ingrediens i kokain, så derfor følger FN opmærksomt med i dyrkningen. (js - 270614)

 

 

Argentina åbner Falklands-museum

Englands og Argentinas mangeårige strid om Falklandsøerne fortsætter. Øerne tæt på Argentina tilhører nu England, som forsvarede øerne i en krig mod Argentina i 1982.

Men i Argentina og i resten af Latinamerika er der enighed om, at øerne retteligt bør høre til Argentina. Det viste det argentinske fodboldlandshold med et stort banner for nylig, og nu har landets præsident Cristina Fernandez Kirchner officielt åbnet et museum for Falklandsøerne i Buenos Aires.

Ved åbningen rettede Kirchner et hårdt, retorisk angreb mod britterne, som hun beskyldte for "militær kolonialisme", og hun lod ingen være i tvivl om, at Argentina aldrig vil opgive retten til øerne. (js/cp - 160614)

 

 

FARC ønsker våbenhvile i Colombia

Guerilla-organisationen FARC erklærer våbenhvile i Colombia til og med den 30. juni. Det sker for at sikre en rolig afholdelse af den anden runde af landets præsidentvalg.

FARC’s leder Timoleon Jimenez har lovet våbenhvile i et brev til Oscar Ivan Zuluaga, som er oppositionens præsidentkandidat. Ved valget søndag den 15. juni udfordrer han den siddende præsident, Juan Manuel Santos.

Zuluaga har i sin valgkampagne kritiseret regeringens fredsforhandlinger med FARC, der som altid er et emne i colombianske valgkampe.

For at blive præsident i Colombia skal man opnå over 50 procent af stemmerne, og det opnåede ingen af kandidaterne i valgets første runde. (js/cp – 090614)

Maj 2014

Colombia i valggyser

Der er tæt kamp at blive præsident i Colombia. Ved valgets første runde skilte to kandidater sig ud, og de skal nu ud i en anden runde.

Oppositionens kandidat Oscar Ivan Zuluaga blev topscorer med cirka 29 procent af stemmerne, mens Colombias præsident Juan Manuel Santos står til godt 25 procent.

Da ingen af dem har over 50 procent, skal de to nu dyste mod hinanden. Det sker den 15. juni.

Blandt valgtemaerne er den væbnede oprørsbevægelse FARC. Santos har talt for fredsforhandlinger med bevægelsen, mens Zuluaga har lovet at slå hårdere ned på guerillaerne. (js/cp – 260514)

 

 

Brasilien ramt af busstrejke kort før VM

Godt tre uger før VM i fodbold har strejkende buschauffører rystet Brasilien. Tirsdag nedlagde mange af buschaufførerne i São Paolo arbejdet, og nogle af dem efterlod endda busserne midt på vejene og bad passagererne stige ud. 

Strejken kommer i kølvandet på en række demonstrationer mod, at der bruges mange penge på at arrangere VM fremfor at bruge dem på skoler, hospitaler og sociale forbedringer. 

Ifølge avisen Folha de São Paolo skyldes strejken ikke utilfredshed med VM, men er en konflikt om løn. Ikke desto mindre giver strejken bange anelser forud for VM, hvor åbningskampen mellem Brasilien og Kroatien netop spilles i São Paolo.

(js/cp - 210514)

 

Dykkere finder Columbus’ skib

I 1492 stødte Christoffer Columbus’ skib Santa Maria på grund på Haiti. Nu mener et dykkerhold at have fundet det historiske skibsvrag ud for Haitis kyst, skriver avisen The Independent.

Forskeren Barry Clifford, som leder dykkerholdet, siger til CNN, at dykkerne blandt andet har fundet en kanon af den type, man brugte for godt 500 år siden. Størrelsen på skibsvraget passer også med Santa Maria, som er i så god stand, at det ifølge forskeren kan graves fri af havets bund.

På grund af Santa Marias grundstødning måtte Colombus og hans folk sejle tilbage til Spanien i de to andre skibe, Pinta og Nina. (cp – 130514)

 

Panama får ny præsident

Juan Carlos Varela er valgt til ny præsident i Panama. Den nuværende vicepræsident vandt valget med 40 procent af stemmerne.

Han afløser Ricardo Martinelli på posten. Begge er centrum-højre-politikere og har tidligere været i det samme parti, men Varela brød med Martinelli efter at være forbigået til udenrigsministerposten.

Panama har økonomisk fremgang og kan se frem til yderligere vækst, når udvidelsen af Panamakanalen er færdig og dermed giver plads til endnu flere skibe. (js - 060514)

April 2014

Carabineros de Chile, her med nye politibiler, skal øge sikkerheden for chilenerne.

 

Chile får mere politi

Chile skal have 6000 flere betjente, såkaldte carabineros, i det nationale militærpoliti. Dermed vil der være godt 40.000 carabineros. De skal sørge for sikkerhed også i de områder, som er mest hærget af kriminalitet.

Med udvidelsen forsøger den netop genvalgte præsident Michelle Bachelet at leve op til et af sine valgløfter. Hendes løfter omfatter mere sikkerhed for borgerne, også i de lavere sociale klasser.(js – 260414)

 

 

Kinesisk charmeoffensiv i Latinamerika

Den kinesiske udenrigsminister Wang Yi er i denne tid på rundrejse i Latinamerika. Han besøger Brasilien, Argentina, Venezuela og Cuba.

Under sit besøg i Venezuela besøgte han løsrivelseshelten Simón Bolívars grav og talte om Bolívars betyding for Venezuelas og resten af Latinamerikas selvstændighed.

Men rejsen hænger især sammen med, at Kina i stigende grad investerer i latinamerikanske lande. Han har udtrykt ønske om at udvide sin handel og politiske samarbejde med Latinamerika. 

Kina køber blandt andet soja fra Brasilien og olie fra Venezuela i stor stil. På en pressekonference i Venezuelas hovedstad Caracas sagde landets præsident Nicolas Maduro da også, at hans mål er at øge olieeksporten til Kina, og at Kina skal være Venezuelas vigtigste aftagerland. (js/cp – 230414)

 

 

Avis: Garcia Marquez har kræft

Den colombianske forfatter Gabriel Garcia Márquez har kræft, skriver den mexicanske avis El Universal. Avisen citerede mandag en anonym kilde for, at kræften har spredt sig i den verdensberømte forfatters krop.

Men den colombianske præsident, Juan Manuel Santos, var straks ude for at benægte historien. Ifølge præsidenten, som heller ikke angiver nogen kilde, har den 87-årige forfatter derimod haft lungebetændelse. 

Det er usædvanligt, at præsidenten kommenterer en anden mands sygdom på denne måde, men Gabriel Garcia Márquez er også en usædvanlig forfatter. Gabriel Garcia Márcuez regnes for den vigtigste forfatter på spansk i vor tid, og i 1982 fik han Nobelprisen i litteratur.

Han er kendt for romaner som "Hundrede års ensomhed" og "Kærlighed i koleraens tid", der repræsenterer den magiske realisme, som mange andre latinamerikanske forfattere også har stået for. (js/cp - 170414)

Marts 2014

Novo skal bekæmpe fedme i Mexico

Den danske medicingigant Novo Nordisk indgår nu et stort samarbejde med Mexico City. Et stigende antal latinamerikanere er blevet for fede, og ifølge Politiken fredag er der en regulær sukkersyge-epidemi i millionbyen.

Derfor vil bystyret samarbejde med Novo Nordisk, som fremstiller diabetesmedicin. Sammen skal de udarbejde en sundhedsstrategi for byen. Novo Nordisk poster millioner af kroner i projektet, hvor forskere fra University College London skal kortlægge borgernes helbredstilstand.

Man regner med, at 13 millioner mexicanere har diabetes, men at kun halvdelen har diagnosen. (js - 280314)

 

 

Caribien kræver erstatning for dansk slaveri

Danmark skal undskylde, betale erstatning og eftergive gæld for at have gjort mennesker i Caribien til slaver. Det har 15 caribiske lande i organisationen Caricom vedtaget.

Organisationen kræver også undskyldninger og penge fra andre tidligere kolonimagter som Frankrig og Storbritannien. Det kan munde ud i en sag ved den internationale domstol i Haag.

I første omgang vil Caricom skabe en dialog og forhandle med FN’s konvention mod racediskrimination i hånden. Den danske regering har endnu ikke fået en henvendelse fra Caricom.   (js – 150314)

 

 

Protest mod maya-museum

I 2017 skal et kæmpestort museum om mayaernes kultur stå færdigt i Guatemala City. Museet ventes at tiltrække op mod 400.000 gæster om året, men ikke alle er begejstrede for det kommende museum, skriver Politiken.

”Museet bliver en kommerciel ting for turister, som hylder en kultur, der samtidig bliver gemt af vejen og undertrykt i Latinamerika. Det bliver overhovedet ikke tilgængeligt for de folk, det handler om”, siger César Gómez, som selv nedstammer fra mayafolket og forsvarer deres kulturelle rettigheder, til avisen.

Han peger på, at mayaerne ikke er involverede i projektet, selv om det handler om dem.

”Mit gæt er, at vi først kommer med for alvor, når byggeriet står færdigt, og vi skal komme med vores mærkelige tøj og være museumsgenstande”, siger César Gomez.   (js – 050314)

Februar 2014

Billigere at være turist i Argentina

Det er blevet markant billigere at være dansk turist i Argentina. På et år er den argentinske peso nemlig faldet hele 39 procent i forhold til den danske krone, som står stærkt. Det skriver dagbladet Børsen.

Desuden er den brasilianske valuta faldet 17 procent i forhold til den danske krone, mens den mexicanske er faldet med seks procent. Dog skal man nok regne med høje leveomkostninger, hvis man tager til Brasilien under VM i fodbold til sommer. (js/cp – 170214)

Januar 2014

Alfonso Cuarón.

Fyret på Youtube

En guvernør i den argentinske provins Rio Negro har brugt Youtube til at fyre medarbejdere. Guvernør Alberto Weretilneck kan ikke få sine budgetter til at hænge sammen, og det skal koste 170 medarbejdere deres stilling.

Normalt ville man tage et møde med medarbejderne, men guvernøren lagde i stedet en video på Youtube, hvor han i en videotale fortæller, at han er nødt til at fyre halvdelen af medarbejderne. Desuden vil de tilbageværende medarbejdere blive sat 15 procent ned i løn, siger han på Youtube. (js - 300114)

 

Flere fly til Latinamerika
 
Der er ikke mange flyafgange for danskere, som gerne vil rejse til Latinamerika. Men fra tirsdag den 4. marts får Iberia Express to ekstra ugentlige fly mellem København og Madrid.

Det giver bedre forbindelser til 14 destinationer i Latinamerika, skriver rejsesitet www.standby.dk Flyene skal lande i Madrids Barajas-lufthavns Terminal 4.

De to nye ruter letter fra København om morgenen på onsdage og fredage. Dermed kan de nå Iberias langruter til Latinamerika, der typisk letter midt på dagen, skriver rejsesitet.  (js/cp - 210114)

 

 

Mexicaner nomineret til Oscar - igen

Den mexicanske filminstruktør Alfonso Cuarón er nomineret til en Oscar for årets bedste film med rumskibs-dramaet ”Gravity”, som har George Clooney og Sandra Bullock i hovedrollerne.

”Gravity” er også nomineret i en række andre kategorier. Bullock er således nomineret til årets bedste kvindelige skuespiller, Alfonso Cuarón er nomineret til årets filminstruktør.

For nylig vandt Cuarón en Golden Globe Award for filmen. Alfonso Cuarón har tidligere været nomineret for sine manuskripter til ”Children Of Men” i 2006 og ”Y Tu Mamá Tambien” i 2002, uden at vinde. 

 

 

Allende begik selvmord

Den chilenske præsident Salvadore Allende begik selvmord, da kupmagernes styrker rykkede ind i præsidentpaladset i 1973. Den teori har man haft i 40 år, og tirsdag slog Chiles højesteret fast, at det var sådan, det gik til. Dermed udelukkes det, at kupmagerne slog Allende ihjel.

Allendes familie godkendte i 2011, at den afdøde præsidents lig blev gravet op for at få undersøgt dødsårsagen. Det skete for at fjerne enhver tvivl.

Undersøgelsen viste, at Allende døde efter at have skudt sig i hovedet. Denne forklaring har familien accepteret. Spørgsmålet om årsagen til Allendes død er en af 726 mulige krænkelser af menneskerettighederne under Augusto Pinochets militærdiktatur, som domstolene undersøger. (080114)

 

 

Nyt pattedyr opdaget

Forskere har for første gang i 35 år opdaget et nyt, kødædende pattedyr på de amerikanske kontinenter. Dyret er blevet døbt "olinguito", og den lever i et beskedent antal i Andesbjergene i Ecuador og Colombia, skriver Illustreret Videnskab.

Olinguitoen lever mest af frugter og insekter. Den er cirka 35 centimeter lang, vejer cirka 900 gram, og den ligner en mellemting mellem en kat og en bjørn.  (js - 010113)

 

December 2013

Den danske kirke i Necochea.

Danskere i Argentina mister præst

Et lille samfund af danskere i Argentina har i over 150 år holdt fast i deres danske rødder. Men nu mister de tre "danskerbyer", Tandil, Tres Arroyos og Necochea, den økonomiske støtte til at have en dansktalende præst. Det skriver Nordvestnyt.

I de tre byer er der danske skoler, kirker og foreninger m.m. Men trods en appel til Danske Sømands- og Udlandskirker vil der ikke fremover komme penge fra Danmark til at have en præst.

Ifølge avisen har de tre dansk-argentinske menigheder ikke selv penge til at aflønne en dansk talende præst. (js/cp - 231213)

 

 

 

Bolivia smider Ibis ud

Ifølge bolivianske medier vil Bolivias regering smide den danske udviklingsorganisation Ibis ud af landet. Ifølge præsident Evo Morales' højre hånd, Juan Ramon Quintana, er regeringen træt af, at Ibis blander sig i landets politik, og at Ibis promoverer konflikter mellem landets oprindelige folk. 

I maj udviste Bolivia også USA's agentur for international udvikling, og Quintana udtaler, at andre også kan blive udvist på grund af politisk indblanding. Hos Ibis forstår man ikke udmeldingen.

"Vi er meget overraskede over dette, som vi indtil videre ikke har modtaget noget officielt om. Vi har igennem 30 år støttet de oprindelige folks organisationer med kapacitetsopbygning og uddannelse", siger Ibis' generalsekretær Vagn Berthelsen i en pressemeddelelse.

Han betragter det hele som en misforståelse og håber at kunne afværge udvisningen.   (js/cp - 221213)

 

 

 

Storfavoritten vinder i Chile

Helt som ventet bliver socialisten Michelle Bachelet ny præsident i Chile. Hun fik omkring 62 procent af stemmerne ved søndagens valg, hvor hun besejrede den borgerlige Evelyn Matthei. 

Det er anden gang, Michelle Bachelet skal lede Chile. Hun var landets første kvindelige statsleder fra 2006 til 2010, men hun kunne ikke genopstille dengang, fordi landets forfatning kun tillader én valgperiode ad gangen.

Som beskrevet under Politik på http://www.dennyeverden.dk/68011782 har de to kandidater leget sammen som børn, fordi deres fædre begge var generaler i det chilenske luftvåben.

Men Mattheis far støttede et væbnet kup mod den demokratisk valgte, socialistiske præsident Salvador Allende, og han blev forfremmet til leder af luftvåbenet. Mens Bachelets far blev torteret og dræbt af Augusto Pinochets nye, højreorienterede militærstyre.

Fortiden har ikke fyldt meget i valgkampen, og Bachelet meldte hurtigt ud, at hun vil være præsident for hele befolkningen. Men fortiden trækker mindst én skygge i form af en forfatning, som Pinochet forfattede. Den vil Bachelet gerne ændre, ligesom hun har lovet at bekæmpe den store ulighed i Chile. (js/cp)

 

 

Årets person er pave Frans

Nyhedsmagasinet Time har kåret pave Frans til årets person. Ifølge magasinet er han efter ni måneder som pave blevet en ny "samvittighedens stemme".

Times chefredaktør Nancy Gibbs begrunder kåringen med, at pavestolen er rykket "ud af paladset og ned på gaden", og at han bringer sig selv i centrum af diskussioner om fattigdom, globalisering, modernisering, kvinders rolle og ægteskabets betydning med mere. (js/cp - 121213)

 

 

Obama og Castro gav hånd

USAs præsident Barack Obama og Cubas præsident Raul Castro udvekslede et historisk håndtryk, da de tirsdag mødtes ved mindehøjtideligheden for den afdøde Nelson Mandela. Det har sat mediespekulationer i gang om, hvad man skal lægge i håndtrykket.

USAs nationale sikkerhedsrådgiver, Ben Rhodes, udtalte dog bagefter, at der ikke var tale om en samtale, men blot et spørgsmål om høflighed. Obama har dog tidligere stillet spørgsmålstegn ved, om den vedtagne politik fra 1961 også er den rigtige i dag.

Politikken omfatter blandt andet en handelsboykot mod Cuba, hvilket rammer det fattige ørige hårdt. (js - 111213)

 

 

Uruguay legaliserer marihuana

Uruguays senat har vedtaget, at det skal være lovligt at fremstille, købe, sælge og ryge marihuana. Landets præsident Jose Mujica forklarer den nye lov med, at man gerne vil regulere og beskatte et marked, der nu drives af kriminelle.

Der var jubeloptog i hovedstaden Montevideo efter vedtagelsen, hvor tilhængerne lægger vægt på, at man ikke længere bliver stigmatiseret og kriminaliseret som marihuanaryger.

16 ud af 29 senatorer stemte ja til loven, der giver personer over 18 år lov til at dyrke højst cannabisplanter pr. person, og det bliver lovligt at åbne cannabisklubber. (js - 101213)

  

 

Amnesty vil hjælpe mexicansk kvinde

Amnesty International støtter den mexicanske kvinde Miriam Isaura López Vargas, som blev fængslet i 2011. Ifølge organisationen blev Miriam López en morgen i februar 2011 overfaldet af to mænd i elefanthuer, efter hun havde bragt sine børn i skole. Hvorefter hun blev bundet, fik bind for øjnene og blev kørt til militærbarakkerne i byen Tijuana. 
Amnesty International fortæller, at soldaterne voldtog og torturerede hende i en uge, indtil hun underskrev en falsk tilståelse. Herefter blev hun sendt i fængsel, men efter syv måneder blev hun løsladt uden anklage.
”På trods af, at Miriam har udpeget flere af sine overfaldsmand, er ingen af dem blevet anklaget eller straffet for den grove mishandling, de udsatte hende for”, skriver Amnesty International, som opfordrer til, at man skriver direkte til de mexicanske myndigheder og forlanger, at hendes sag bliver efterforsket. http://www.amnesty.dk/side/skriv-liv-2013                    (js – 061213)

 

 

VM-fodbold i Brasilien skaber job i Kolding

Der vil blive drukket meget øl, når Brasilien næste sommer er vært for VM i fodbold. Det er en af grundene til, at virksomheden Alfa Laval i Kolding nu søger 21 medarbejdere til produktionen. 

- En megastor ordre, vi har fået, går ud på, at Brasilien skal kunne producere mere øl under VM, så bryggerierne udvider i øjeblikket for at blive klar, siger Alfa Lavals administrerende direktør Ole Rudbeck Petersen til Jydske Vestkysten.

Alfa Laval producerer pumpe og ventiler med mere til fødevareindustrien. (js - 021213)

November

Otteårig argentiner på prøve hos Barca

En lille dreng fra det sydlige Argentina bliver kaldt "Messi fra sneen" og er blevet en medie sensation i det fodboldglade Argentina. Den otteårige Claudio Nancufil spiller til dagligt fodbold i det argentinske skisportssted Bariloche.

Hans drible- og skydefærdigheder ligner til forveksling dem, som Lionel Messi besad, da han var på samme alder. Messi var ligesom Claudio Nancufil lillle af sin alder, og Barcelona lovede at behandle ham for en væksthormonforstyrrelse, den samme som Claudio lider af. 

Ikke kun Barcelona er opmærksomme på den lille Claudio, Real Madrid og Atletico Madrid er ligeledes interesserede i at skrive kontrakt med den lille dreng med det store talent. (-nic - 281113)

 

 

 

Valget i Honduras er afgjort

Med en trediedel af stemmerne ved præsidentvalget i Honduras stadig ikke optalt, har valgkommissionens formand i dag sagt, at sejren er gået til det siddende partis kandidat, den konservative Juan Orlando Hernandez.
Xiomara Castro fra det opponerende venstrefløjsparti har påstået, at der er foregået omfattende valgsvindel og har nægtet at acceptere resultatet. (nic - 271113)

 

 

Valgkaos i verdens farligste land

Ved søndagens præsidentvalg i Honduras har begge kandidater krævet sejren.
Den venstreorienterede Xiamaro Castro havde 28 procent af stemmerne, da hun udråbte sig selv som vinder, mens hendes modstander, konservative Juan Orlando Hernandez, havde 34 procent af stemmerne.
Fru Castro er hustru til tidligere præsident Manuel Zelaya, som blev tvunget fra magten ved et kup i 2009. På nuværende tidspunkt er det endnu usikkert, hvem der rent faktisk har vundet valget, og valgkommissionens formand har sagt, at det er for tidligt at afgøre, da kandidaterne ligger for tæt.
Sent mandag lokal tid lå Juan Orlando Hernandez stadig lidt foran, men det er altså endnu for tidligt at afgøre. Der er ingen anden runde, og vinderen findes ved simpelt flertal. 
Honduras er Mellemamerikas fattigste land, og centraladministrationen fungerer meget dårligt. Korruptionen er udbredt, og derfor er der uhørt meget kriminalitet.
Målt på mord er Honduras verdens farligste land, værre end Afganistan eller Irak med over 20 mord om dagen.   (-nic - 261113)

 

 

Danmark lærer Argentina at cykle

De fleste danskere har en cykel, og der er cykelstier overalt. Det har inspireret bystyret i Buenos Aires til at bede den danske og hollandske ambassade med at styrke cyklismen i den argentinske hovedstad med cirka otte millioner indbyggere. 

I uge 44 holdt den danske ambassade i Buenos Aires derfor projektet ”I bike ABC” sammen med den hollandske ambassade, det hollandske kulturinstitut samt bystyret i Buenos Aires. 

”I bike ABC” (Amsterdam–Buenos Aires–Copenhagen) bestod af workshops, forelæsninger, udstillinger, møder og cykeloptog, og samarbejdet vil fortsætte.       (js/cp - 251113)

 

 

Chevron skal betale milliard-erstatning i Ecuador

Olieselskabet Chevron skal betale 9,5 milliarder dollars, knap 53 milliarder kroner, som erstatning for at ødelægge natur i Amazonas-regnskoven i Ecuador. Anklagen er, at der er dumpet over 68 millioner liter olie i naturen. Landets højesteret stadfæstede tirsdag en dom fra sidste år, men halverede erstatningsbeløbet.

Pengene skal gives til landsbyer i Amazonas, hvor tusinder af indbyggere siger, de er ramt af sygdom, blandt andet kræft, efter en omfattende olieforurening. Chevron har ikke boret efter olie i Ecuador, men er involveret efter overtagelsen af det konkursramte Texaco, som borede fra 1964 til 1990.

Men dommen har ikke fået Chevron til at give op. Den amerikanske oliegigant har i New York forsøgt at slippe ud af erstatningssagen med beskyldninger om, at de berørte landsbyeres advokat har bestukket en dommer til afsige en dom imod Chevron.   (js/cp - 131113)

 

 

 

Vindmøller i latinamerikansk medvind

Der vil blive sat mange flere vindmøller op i Latinamerika i de kommende år. Det forudser analysefirmaet Navigant Research i en ny rapport. Det forventes, at latinamerikanske vindmøller producerer cirka 4,3 gigawatt årligt i 2022, hvilket er dobbelt så meget som nu.

Der er især store forventninger til Brasilien, men der er også udsigt til vækst i Mexico, Argentina, Chile og Costa Rica. Sidste år stod danske Vestas for 14 procent af opsætningerne af vindmøller i Latinamerika.    (js - 061113)

 

 

 

Hemmelige dokumenter fra militærdiktatur fundet

I Argentina har man netop fundet 1500 hemmelige dokumenter, der stammer fra den militærjunta, der styrede landet fra 1976 til 1983. I denne periode blev tusindvis af borgere myrdet og kidnappet.

Dokumenterne blev fundet i en forladt bygning hos Argentinas luftvåben, oplyser BBC. Der er talte om mødereferater, der blandt andet handler om protestsangeren Mercedes Sosa, forfatteren Julio Cortezar og andre, som var på diktaturets sorte liste.

Regeringen har lovet, at alle dokumenter snart vil blive offentliggjort.     (js - 061113)

Oktober

Cuba afskaffer dobbelt valuta

 
Præsident Raúl Castro har besluttet, at Cubas meget omstridte dobbelte valutasystem skal afskaffes, og at cubanerne fremover kun skal have en valuta.
I dag har Cuba to valutaer, nemlig den konvertible Peso (CUC), som er bundet til dollaren og den lokale Peso (CUP), som bliver udbetalt til indbyggerne på øen. 
For at beskytte den skrøbelige økonomi på øen indførte man den konvertible peso i 2004 og nægtede at tage imod den amerikanske dollar.
Den konvertible peso blev derfor mest brugt i turistsektoren og til at betale luxusvarer med. Varer som den lokale befolkning måtte se langt efter. I løbet af den næste 18 måneder bliver den konvertible peso samkørt med den lokale og dermed udfaset. (nic - 261013)
 
 
 
 

Par fra Paraguay viet efter 80 års samliv

 

Det er aldrig for sent. Fra sin rullestol lovede den 103 år gamle Jose Manuel Riella for nylig evigt troskab til sin 99-årige brud, Martina Lopez, som i dagens anledning var iført en lang hvid brudekjole.
Parret blev borgerligt viet for 49 år siden, men havde aldrig haft et "rigtigt" bryllup. Fru Lopez sagde umiddelbart efter vielsen, at hun var lykkelig over. at parret nu havde fået Guds velsignelse.
Vielsen foregik i parrets baghave og i overværelse af parrets otte børn, 50 børnenebørn, 35 oldebørn og 20 tipoldebørn.  (nic - 171003)
 
 
 
 

Arbejdet endnu ikke i gang på formel 1-bane

 
Mexico City er på den foreløbige liste over Grand Prix løb for Formel 1, der er udsendt til løbsdeltagere. Løbet er programsat til at finde sted den 9. november 2014.
Men selvom ombygningsplanerne er blevet godkendt af F1s løbsledelse, er der ifølge avisen Reforma ikke løftet en finger på Hydronomo Hermanos Rodriguez banen i Mexico City.
Sidst Formel 1 var i Mexico var i 1992, hvor Nigel Mansel vandt. På 2014 kalenderen er der foreløbigt afsat datoer til 21 løb, og det er rekord. (nic - 171013)

 

 

Kierkegaards fødsel markeres i Argentina og Uruguay

I år det 200 år siden, Danmarks store filosof Søren Kierkegaard blev født. Derfor holdt den danske ambassade i Argentina i juli en fotokonkurrence i samarbejde med fotoskolen Motivarte i Buenos Aires.

Temaerne for konkurrencen var: Kærlighed, At finde sig selv, Forførelse, Beslutninger, Angst og Tro, og vinderbillederne skulle afspejle Kierkegaards filosofi.

Nu er de bedste billeder fundet, og de udstilles i fotoskolen Motivartes galleri.

Billederne vil ligeledes efterfølgende udstilles i Uruguay i samarbejde med det danske konsulat og i København i samarbejde med den argentinske ambassade i Danmark.

Desuden markeres året med at vise tre filmklassikere på den danske ambassade i Buenos Aires, blandt andet "Ordet"   (js - 081013)

 

 

Vinhøsten slår fejl i Chile

 

Den hårdeste frost i 84 år har ramt vinmarkerne i det centrale Chile. Det giver stor bekymring for årets høst af chilensk vin.

Nu er det forår i Chile, men blomstringen er ødelagt eller forsinket. Derfor vil der ikke komme så meget vin fra Chile i 2013 som i et normalt vinår.

Prognoser siger, at cirka 20 procent af vinhøsten vil gå tabt. Frosten har også ramt produktionen af mandler, kiwi og andre frugter.

Danskerne drikker masser af chilensk vin. Kun vin fra Italien, Frankrig og Spanien er mere populær.    (js - 061013)

 

 

 

Amnesty advarer før VM i fodbold

 

Amnesty International udtrykker bekymring over forholdene i Brasilien, der skal holde VM i fodbold i 2014 og OL i 2016.

"Regeringen bliver nødt til at droppe den falske modsætning mellem udvikling og menneskerettigheder. Favelaerne og de oprindelige folks lokalsamfund i Brasilien kan ikke behandles som menneskerettighedsfri zoner", sagde Amnesty Internationals generalsekretær, Salil Shetty, under et besøg i Brasilien.

Besøget er refereret i Amnesty Internationals månedsblad, der fokuserer på, at favelaer (de fattige kvarterer) er blevet ryddet, og at mennesker er blevet tvunget til at flytte. Det er sket for at bane vejen for stadionbyggerier med mere før VM og OL. (js - 041013)

 

 

September

Mexico får sin første homoseksuelle borgmester

 

Benjamin Medrano er den første erklærede homoseksuelle borgmester i Mexico.
Efter indsættelsen af sit embede i byen Fresnillo sagde han, at "folk ikke er optaget af, hvem man går i seng med, og hvad man ellers gør i sit private rum. Befolkning ønsker gode resultater af sine politisk valgte repræsentanter." 
Benjamin Medrano er valgt til borgmester i et område i Mexico, der er plaget af krigen mellem de to store narkokarteller Los Zetas og Gulfkartellet. (nic - 240913)

 

 

Stormen Manuel dræber 97 i Mexico

 
Den tropiske storm Manuel ramte den mexicanske Stillehavskyst torsdag, og fredag var dødstallet steget til 97 som følge af stormens massive vindstød, tung regn, der førte til jordskred. 
Landsbyen Pintada er bostaveligt talt opslugt af en mudderskred. 15 personer er fundet døde og 70 er meldt savnet.
President Enrique Peña har meddelt, at han har aflyst sin rejse til FNs hovedkvarter i New York for at blive hjemme og koncentrere sig om den hjemlige situation.
Mexico blev ramt af yderligere en storm på østkysten og folk i tusindvis har måttet evakuere. Det er første gang siden 1950erne, at Mexico er blev ramt af to storme på én gang. (nic - 210913)

 

 

Brasilien vil eftergive afrikansk gæld

 

Det nyrige Brasilien har planer om at afskrive en række afrikanske landes gæld. Det drejer sig om cirka seks milliarder kroner.

Præsident Dilma Rousseff og hendes regering er kommet med forslaget, som kongressen skal tage stilling til. Forslaget ses af nogle som en godgørende gerning, mens andre tolker det som et middel til at øge Brasiliens politiske og økonomiske indflydelse i Afrika.

Det ene udelukker ikke nødvendigvis det andet. Dilma Rousseff siger, at afskrivningen både kan gavne de afrikanske lande og Brasilien selv. Både den brasilianske stat og private virksomheder har i de senere år investeret massivt i olie, miner og infrastruktur i Afrika.

Alene Republikken Congo (Congo Brazzaville) står til at få afskrevet omkring to milliarder. Der vil også blive fjernes gældsbyrder fra Tanzania, Zambia, Elfenbenskysten, Gabon, Mauritius, Guinea-Bissau, Guinea, São Tomé, Senegal, Sudan og Den Demokratiske Republik Congo (Congo Kinshasa).

Oppositionen er skeptisk over for forslaget og henviser til, at lande som Republikken Congo, Sudan og Gabon forbindes med folkemord og korruption, og at de ikke bør tilgodeses. (js – 190913)

 

 

Cubansk atletikstjerne kan løbe for USA

 

Den 22-årige hækkeløber Orlando Ortega har forladt sit fædreland Cuba, hvilket får cubanere til at kalde ham forræder. Fremover kan det nemlig være, talentet stiller op for USA.

Ved VM i Moskva måtte han udgå allerede efter det indledende heat, og bagefter forlod han det cubanske landshold og rejste til USA. Det er et stort tab for cubansk idræt, for Ortega havde årets tredjebedste tid i 110 meter hækkeløb, og han har alderen til at være medaljehåb ved OL i Rio de Janeiro i 2016.

”Jeg vil forenes med min mor i Florida. De cubanske myndigheder begik en stor uretfærdighed over for mig, for det knækkede mig, at jeg ikke måtte deltage i konkurrencer i to måneder op til VM”, siger Orlando Ortega til nyhedsbureauet AP.

Det cubanske atletikforbund udtaler, at Ortega har frataget sig selv æren ved at konkurrere for den cubanske bevægelse. Han forlader Cuba præcis som Dayron Robles, som vandt guld på 110 meter hæk ved OL i 2008 i Beijing. Robles bor nu i Monaco, efter han forlod Cuba på grund af en strid om udbetaling af en bonus. (js – 140913)

August

31 døde i bandekrig i fængsel

 

Lørdag døde cirka 30 indsatte og en halvandet år gammel dreng i Palmasola-fængslet i Bolivia. Det skete under et opgør mellem rivaliserende bander, som angreb hinanden med macheter, køller, knive og gasflasker m.m.

Der meldes også om yderligere 52 kvæstede under optøjerne, hvor mange har stiksår og/eller brandsår. Der bor også børn i fængslet sammen med forældre, som afsoner deres domme. Ifølge boliviansk lov må op til seks år gamle børn bo i deres fars eller mors celle.

Nu er der erklæret to dages sorg i provinsen Santa Cruz de la Sierra, hvor fængslet ligger. Bolivias præsident Evo Morales har beordret en undersøgelse af, hvad der skete under optøjerne. (js/cp – 250813)

 

Olieboringer i Ecuador og Nicaragua
 
Ecuadors regering har besluttet at tillade oileboringer i Yasuni nationalpark i Amazonjunglen. Beslutningen er kontroversiel, fordi Ecuador har indgået en aftale med FN om ikke at bore i junglen til gengæld for en udbetaling på halvdelen af oliens værdi pålydende 3,6 milliarder dollars over 13 år.
Men pengene er udeblevet og Ecuadors præsident Rafael Correa udtrykker at "Det ikke var velgørenhed, men Verdenssamfundets medansvar set i lyset af klimaforandringerne, som var grundlaget for den oprindelige ordning". Kun 13 milliarder dollars er kommet ind til fonden som præsidenten nu har opløst.
Samtidig har Nicaragua tilladt et amerikansk firma at begynde undersøgelser af oileforekomster ud for landets caribiske kyst. Nicaragua fik ved den internationale domstol i Haag i november måned udvidet deres kystterritorium efter en årtier lang strid med Columbia. (nic - 220813)

 

 

Radiostationer skal spille lokal musik

 

En just vedtaget kommunikationslov i Ecuador pålægger radiostationer, at halvdelen af den spillede musik skal være af ecuadoriansk oprindelse.
- Den nye lov giver lokale talenter et håb, idet mange har følt sig trængt af talenter fra Argentina, Columbia, Mexico og USA, siger Karina Santiaga, direktør for foreningen af kunstnere, oversættere og musikere i Ecuador, SARIME.
I Danmark er DR forpligtet af public service-kontrakten med Kulturministeriet til at spille dansk produceret musik. Dog er kravet om den "musikalske lokal-kvote" kun 30 procent. (nic - 200813)
 
 
 
Mexico på vej mod oliereform
 
Ved sin tiltrædelse tidligere på året lovede Mexicos præsident Enrique Peña, at han ville fremlægge forslag til reform for det nationaliserede olieselskab Pemex.
Nu ligger et forslag til behandling i den lovgivende forsamling Senatet, og hvis det bliver vedtaget, vil det åbne mulighed for udenlandske investeringer.
Pemex' infrastruktur trænger voldsomt til modernisering, og den mexicanske know how er ikke opdateret nok til at åbne for nye boringer. Hvis der ikke bliver taget hånd om dette problem, vil Mexico skulle importere olie så tidligt som i 2018. Dette er et dilemma, for Mexico er verdens tiendestørste olieproducent.
Det er dog langt fra sikkert, at reformen bliver vedtaget. Specielt venstrefløjen og fagforeningerne er imod reformen. (nic - 190813)

 

 

Fodboldstjerne mindet ved landskamp

 

Onsdagens fodboldslandskamp mellem Ecuador og Spanien blev kortvarigt stoppet efter 11 minutter, hvor spillere og tilskuere var tavse for at mindes den afdøde ecuadorianske landsholdspiller Christian Benitez.

Han døde pludselig for nylig, og han spillede altid med nummer 11 på ryggen både for sit land og for sin klub.

Cristian Benitez blev blot 27 år gammel. Han døde ved et hjertestop på grund af en fejl på en af kranspulsårerne, som ifølge lægerne først kunne opdages efter hans død. Cristian Benitez var fast mand på det ecuadorianske landshold, hvor han havde scoret fire mål i ni VM-kvalifikationskampe.

Da kampen blev fløjtet i gang igen, satte Spanien sig på begivenhederne og vandt 2-0. Men det var i højere grad mindet om Benitez, der optog ecuadoriansk presse, også dagen derpå.    (js/cp – 150813)

 

 

Paven mødte fodboldlandshold

 

Inden onsdagens venskabskamp mellem Italien og Argentina mødtes Pave Frans med begge hold. Paven, som selv er fra Argentina, bad spillerne bede for ham og for at "han kan spille en ærlig kamp på den bane, som Gud har sat ham på".

Direkte adspurgt, hvem han holdt med i kampen, svarede paven, at det var svært at holde med nogen. Men at det heldigvis var en venskabskamp. og at han håbede, at det forblev sådan.

Argentina, som spillede uden skadesramte Leonel Messi, vandt kampen 2-1. Paven var ikke til stede på stadion. (nic – 140813)

 

 

Perus kaffehøst slår fejl

 

Peru vil producere mellem 25 til 30 procent mindre kaffe i år end sidste år. Det skyldes et udbrud af svampen Roya, oplyste landets landbrugsminister Milton van Hesse mandag.

Roya har også gjort udbyttet mindre i en række af Latinamerikas andre kaffeproducerende lande, og i maj anslog den internationale kaffeorganisation, at over 300.000 mennesker vil miste deres arbejde, og at der vil være ødelæggelser for en halv milliard dollars.

Peru er den tredjestørste kaffeproducent i Sydamerika, og kaffe er en af Perus vigtigste erhverv. Det frygtes derfor, at mange peruvianere mister deres arbejde på grund af svampen.

Kaffebønderne har bedt regeringen om støtte i den svære situation. Regeringen har nu erklæret 11 af landets regioner i en undtagelsestilstand for at forhindre svampen i at sprede sig. (js/ cp – 130813)

 

 

Dansk bog om Neymar

 

Den 21-årige Neymar da Silva Santos Júnior, bedre kendt som blot Neymar, er den mest lysende stjerne på det brasilianske fodboldlandshold. Der er allerede sagt og skrevet meget om den nybagte Barcelonaspiller, og nu udkommer ”Neymar – den brasilianske drøm” af den danske forfatter Peter Banke.

Det er en opdatering af bogen ”Alt om Neymar”, og den tegner et portræt af en fattig dreng, som spillede og kæmpede sig frem til at blive en af fodboldens største stjerner.

Bogen forsøger at fortælle hvordan gennem interviews med blandt andre talentspejderen, som opdagede ham, skoleinspektøren, som gav ham et stipendium og en af Brasiliens mange fodboldlegender, Zico. Bogen udgives den 15. august af forlaget Turbulens.    (js/ cp – 130813)

Juli

 

Flere fly til Latinamerika

 

Fra den 25. november begynder Air France-KLM med tre ugentlige afgange fra lufthavnen Charles de Gaule i Paris til Panamá-Tocumen. I forvejen har KLM daglige afgange fra Amsterdam til Panamá.

Forklaringen er blandt andet, at Panamá City får en metro i 2014, og at Panamakanalen udvides i 2015. Udvidelsen af kanalen betyder, at de store megaskibe kan komme igennem fra Caribien til Stillehavet og omvendt.

Udvidelsen har fået kælenavnet Panamax, og man regner med dobbelt så meget skibstrafik gennem Panamakanalen, når udvidelsen er færdig.

Det gigantiske kanal-projekt tiltrækker allerede nu et stigende antal virksomheder, og over 80 internationale virksomheder har lagt deres hovedsæde i Panamá.

Derfor vil flyselskaberne satse mere på Latinamerika og Caribien. Afgangene fra Charles de Gaulle bliver mandag, torsdag og lørdag (cp / js)

 

Cuba fejrer revolutionen

 

Fredag fejrede Cuba 60-året for det angreb, Fidél Castro ledede mod militære barakker. Angrebet betragtes som begyndelsen på den cubanske revolution. Der er stadig skudhuller i barakkerne til minde om angrebet,

Fidéls lillebror, præsident Raul Castro, var også med i angrebet, der blev afværget af landets præsident Fulgencio Batista. En del blev dræbt, og blandt andre Fidél Castro blev fængslet. Men seks år senere lykkedes det Castrobrødrene med mange flere at gennemføre revolutionen.

Fredag var Raul Castro så vært for cirka 10.000 inviterede gæster. Han var blot 22 år, da angrebet fandt sted i 1953.

"Dette er fortsat unge menneskers revolution, ligesom vi var unge dengang i 1953", sagde Raúl Castro.

Blandt gæsterne varandre venstreorienterede præsidenter som Evo Morales fra Bolivia, José Mujica fra Uruguay, Nicolas Maduro fra Venezuela og Daniel Ortega fra Nicaragua. Derimod var den aldrende og skrantende Fidél Castro ikke selv til stede.

De gæstende præsidenter talte om solidaritet med Cuba, som de roste for at være en evig inspiration. Samtidig rettede de det retoriske skyts mod USA’s imperialisme og den 51 år lange handelsembargo mod Cuba. (js / cp)

 

 

Chile spiller landskamp i Danmark

 

Onsdag den 14. august spiller Chiles fodboldlandshold i Brøndby. Chile spiller træningskamp mod Irak som forberedelse til efterårets afgørende VM-kvalifikationskampe, hvor det næste gang gælder Venezuela i september.

Brøndby IF oplyser på sin hjemmeside, at Chile vil spille i stærkeste opstilling. Dermed skulle der være mulighed for at se stjerner som Barcelonas Alexis Sánchez og Arturo Vidal fra Juventus. Sánchez var den store oplevelse, da Chile i 2009 sidst spillede i Danmark, hvor holdet slog Danmark 2-1 i Parken.

Kampen spilles klokken 18.45. Billetterne koster fra 190 kroner for en ståplads op til 295 kroner for en siddeplads. (js – 160713)

 

 

 

Voldtægt giver abort-debat i Chile

 

En 11-årig pige er gravid i Chile, efter hendes mors kæreste voldtog hende. For nylig sagde pigen på chilensk tv, at hun ikke vil have fjernet barnet. Dermed blussede debatten om abort igen op i Chile.

Debatten har især raset, efter Chiles borgerlige præsident Sebastián Piñera på tv roste pigen for at foretage ”et modent valg”, der trodser ”den smerte, voldtægtsmanden havde forvoldt hende”.

Abort er forbudt i Chile, og det ufødte barns rettigheder er skrevet ind i landets forfatning. I modsætning til nogle andre lande med en streng abortlovning, kan abort end ikke tillades, hvis graviditeten er resultatet af en voldtægt, eller hvis moderens helbred er truet. I dette spørgsmål går den katolske kirke og den politiske højrefløj hånd i hånd.

Kritikere siger, at en 11-årig pige ikke forstår omfanget af en så vigtig beslutning, og abort vil uden tvivl blive en del af valgkampen frem mod præsidentvalget til november. Ifølge forfatningen må Piñera ikke genopstille. (peña/ js – 110713)

 

 

 

Argentina og Uruguay skal holde VM

 

VM i fodbold skal holdes i Argentina og Uruguay i 2030. FIFA ønsker på denne måde at markere 100-året for den første VM-finale, hvor Uruguay slog Argentina 4-2. Det oplyser præsidenten for Argentinas fodboldforbund (AFA) til den argentinske Radio 10.

Finalen blev spillet foran over 80.000 tilskuere i Uruguays hovedstad Montevideo. Dengang deltog kun 13 landshold, blandt andet fordi rejsen til Sydamerika var for dyr for mange lande.

Argentina var vært for VM i 1978, men kun med 16 hold, og i vore dage er hele 32 landshold med til VM. Med så mange lande ville det være en stor mundfuld for især Uruguay at skulle stå for arrangementet alene.

Den hidtil eneste gang, to lande har delt værtsskabet, var i 2002 i Sydkorea og Japan, og FIFA har tidligere signaleret, at man ikke fremover ville acceptere delte værtsskaber. Men den argentinske fodboldpræsident, Julio Grondona, er også vicepræsident i FIFA, så han må være en troværdig kilde. (peña/js - 050713).

 

 

Krisemøde efter fly-skandale

 

Præsidenter fra hele Sydamerika er torsdag til hastemøde i den sydamerikanske union UNASUR. Det sker, efter at et fly med Bolivias præsident, Evo Morales, blev tvunget til at lande i Wien.

Morales var på vej hjem fra Rusland, da både Frankrig, Italien og Portugal lukkede luftrummet for flyet. Officielt skete det på grund af tekniske problemer, men ifølge Bolivias udenrigsminister, David Choquehuanca, skyldtes lukningen rygter om, at den amerikanske sladrehank Edward Snowden var ombord.

Den meget omtalte amerikanske efterretningsmand har søgt asyl i en snes lande, efter han har fortalt om USA’s omfattende overvågninger over hele verden. Evo Morales har sagt, at Bolivia vil overveje en ansøgning om asyl fra Snowden.

Også Venezuela og Cuba nævnes som mulige asyl-lande for Snowden, mens Ecuadors interesse er kølnet, hvis den nogensinde har eksisteret. Til gengæld tog Ecuadors præsident, Rafael Correa, straks afstand fra begivenhederne via sin Twitter-profil. (peña/js – 040713)

 

 

Revolutionær venstrefløj i fusion

 

De Marxisistisk-Leninistiske grupper FARC og ELN er af den colombianske regering blevet betegnet som terrorgrupper. De har hver især stået for bortførelser og drab for at fremme deres synspunkter.

Nu er der opblødning undervejs. Den colombianske regering forhandler pt. med FARC om en dagsorden, der i sidste ende skal munde ud i, at FARC skal kunne stille op til valg.

Også den anden revolutionære fraktion i landet ELN vil være med i det politisk korrekte selskab. FARC og ELN har indledt samtaler om at fusionere. Forhandlingerne finder sted i Cuba, og efter sigende er der fremskridt i forhandlingerne

I disse dage er det fem år siden FARC løslod præsidentkandidat Ingrid Bentacourt efter at have holdt hende fanget i junglen i seks og et halvt år. ( -lund - 030713)

Juni

Fanger protesterer mod fængsels-lukning

 

Fangerne i San Pedro fængsel i Bolivias hovedstad La Paz protesterer over lukning af deres fængsel.

"Vi har ingen steder at tage hen, hvis fængslet lukker", siger fangernes talsmand og fortsætter: "Fangerne mangler uddannelse og job for at kunne blive integreret i samfundet".

Fængselsvæsenet i Bolivia lukker San Pedro med henvisning til den store kriminelle aktivitet, der foregår bag fængslets mure, hvor selv politiet er indblandet i indsmugling af stoffer og alkohol.

San Pedro er normeret til 600 indsatte, men i dag huser det over 2400. Fra den 18. juli i år vil tilgangen af fanger ophøre, og de indsattte vil enten blive løsladt efter overstået straf eller overført til andre fængsler i løbet af de næste par år. (lund - 250613) 

 

 

Brasilianske gadeprotester virker

 

Hundredtusinder af brasilianere har deltaget i gadeprotester i den seneste uge. Det begyndte i Brasiliens største by São Paolo som en protest mod, at det bliver dyrere at køre med bus.

Presset fra over 200.000 mennesker på gaderne i de større byer har allerede givet frugt. De planlagte prisstigninger i São Paolo og Rio de Janeiro er nu droppet, og det vil de også blive i en række andre byer.

Prisen blev blot øget med 20 centavos, fra 3 til 3,20 reais, hvilket er under 10 danske kroner. Men det var en dråbe, der fik bægeret til at flyde over.

For nok er det et land, hvor mange elsker fodbold, og nok jubler mange over, at Brasilien skal holde VM næste år og i disse dage holder Confederations Cup. Men mange kæder statens milliardudgifter til fodboldstadions med mere sammen med, at de ønsker investeringer i velfærd, uddannelse og tryghed.

Derfor er protesterne ikke slut, blot fordi buspriserne holdes i ro. Præsident Delma Roussef, som tilskuerne for nylig buhede af ved af Brasiliens landskampe, har rost demonstranterne for at styrke demokratiet. Men politiets brug af tåregas, gummikugler og peberspray har ikke givet ro, tværtimod.

Derfor forventes der flere protester i de kommende dage. Flere fodboldstjerner, blandt andre Neymar, har sagt, at de sympatiserer med kampen for et bedre Brasilien. (js – 200613)

 

 

Tragisk ende på verdens længste dribletur

Richard Swanson fra Oregon i USA havde sat sig for at drible en fodbold fra sin hjemby Seattle til Sao Paolo i Brasilien, hvor VM i fodbold skal holdes til næste år.

Turen begyndte i maj, og Swanson havde afsat godt et år til turen, som skulle ende inden kick off den 12. juni 2014.

Men den 14. maj blev Swanson ramt bagfra af et køretøj, da han gik på en trafikeret vej i Oregon og han afgik ved døden. Politiet mener, at han ikke driblede på uheldstidspunktet.

Swanson havde altid ønsket at overvære et VM, og da han var blevet arbejdsløs, ikke havde kreditforeningslån og med to voksne sønner, beskrev han situationen som ”alt passede sammen”.

Richard Swanson ønskede med sin dribletur at indsamle penge til One World Football Project, som donerer fodbolde til børn i u-lande. (nll – 190613)

 

 

 

Nicaragua siger ja til ny "Panamá-kanal"

Nicaraguas parlament har stemt for at iværksætte undersøgelserne om
muligheden for at bygge en kanal der forbinder Atlanterhavet med
Stillehavet.

En kinesisk virksomhed har fået opgaven med at lave forundersøgelserne samt at bygge og drive en kanal i 50 år.

Panamakanalen er pt .ved at blive udbygget til at kunne tage endnu mere
trafik, og spørgsmålet, er om en kanal i Nicaragua vil være en
konkurrent eller et kærkomment supplement til Panamakanalen.

Kinas præsident Xi Jinping besøgte i maj måned Mellemamerika, hvor han
gav udtryk for ønsket om et tættere samarbejde med regionen. Nicaragua
var dog ikke en af landene på præsident Xi Jinpings rute. (nll - 160613)

 

 

 

Sædet brænder under landstræner

 

Mexico synes ikke at kunne komme i omdrejninger ved kvalifikationsturneringen til VM i 2014 og må se sig overhalet i tabellen af USA og Costa Rica, som begge har spillet en kamp færre end Mexico.

USA kan endda cementere sin førsteplads ved at vinde over Honduras på hjemmebane på tirsdag den 18. juni og komme helt op på 13 point mod Mexicos sølle seks point for seks spillede kampe. Mexico er ubesejret i kvalifikationen, men har spillet fem af de seks kampe uafgjort.

Mexicos landstræner, José Manuel de la Torre, blev pebet ud af banen efter 0-0 mod Costa Rica tirsdag eftermiddag. (nll-130613)

 

 

 

Kinas præsident spår gylden æra for Latinamerika.

 

Under sit todages officielle besøg i Mexico styrkede Kinas præsident Xi Jinping båndene til Mexico. De to lande har nu indgået et strategisk partnerskab om det lukrative amerikanske forbrugermarked.

Under det efterfølgende pressemøde udtalte Kinas præsident, at "Latinamerika har favorable forhold til fordel for områdets forsatte udvikling". Ifølge FN vil Kina i 2016 overhale EU som Latinamerikas andenstørste eksportmarked.

Mens præsidenterne Xi Jinping og Enrique Pena lagde planer om fremtiden, gik Kinas førstedame og operasopran Peng Liyan på besøg i et tv produktionsselskab sammen med Mexicos førstedame Angelica Rivera.

Mexicos førstedame er tidligere stjerne i soap operas, der i den latinamerikanske form kaldes telenovelas. Denne type tv-serier er en af Mexicos store eksportvarer. (nll – 060613)

 

 

USA laver radioføljeton i Colombia.

 

USA's forsvarsministerium vil lave en ”soap opera”, der indeholder stærke anti-guerilla signaler. Det sker som modspil til den nationale og superpopulære serie ”El Cartel”, som forherliger Colombias narkokarteller.

I dag 5. juni var sidste frist for indlevering af et manuskript til det amerikanske forsvarsministerium, som har efterlyst en god historie til at lave en radioføljeton i Colombia. (nll – 050613)

 

 

Film om mine-miraklet i Chile

 

TV-billeder af redningsaktionen af 33 minearbejdere, der var fanget under jordens overflade i Chile, gik Verden rundt i 2010. Nu bliver et af virkelighedens mirakler filmatiseret.

I over to måneder havde minearbejderne siddet i et hul i 700 meters dybde, uden at vide om de skulle leve eller dø. Men deres kollektive overlevelsesinstinkt og disciplin holdt dem i live længe nok til, at kapslerne Fenix 1 og Fenix 2 kunne hente dem op fra dybet én efter én. Oppe på jordens overflade stod familien og ventede sammen med Chiles præsident Sebastian Piñera.

Historien er et eventyr om mod, udholdenhed og tro. Rollen som præsident Piñera tilfaldt Oscar-vinder (for filmen "Runaway Train" Eric Roberts. Præmieredatoen for Miracle Underground er nu annonceret til at være i oktober 2014. (nll 020613)

Maj

Livstruet kvinde får nej til abort

 

Demonstranter i El Salvador støtter en 22-årig gravid kvinde, som er blevet nægtet abort. Ultralyd viser, at det ufødte barn mangler dele af kraniet. Alligevel har landets Højesteret netop sagt nej til, at hun må få foretaget en abort.

Kvinden nærmer sig den 25. graviditetsuge, og derfor er tiden ved at være knap for kvinden, som lægerne har anbefalet at få en abort. Hun har diagnoser som lupus, nyreproblemer og højt blodtryk, skriver flere internationale medier. Derfor har hun bedt om at indgrebet, så lægerne kan redde hendes liv, og hun fortsat kan tage sig af sit etårige barn.

Men lægerne foretager ikke aborten, fordi den pt. er ulovlig. Ifølge Amnesty International er El Salvador et af de få lande i verden, hvor abort aldrig er tilladt. Heller ikke når moderens liv er i fare. (js & cp - opdateret version 310513) 

 

 

Guatemalas eks-præsident for retten i USA

 

Under dramatiske omstændigheder blev den 61-årige eks-præsident Alfonso Portillo i sidste uge ført fra et højsikkerhedsfængsel i Guatemala til New York i et privatfly. Selv kalder han begivenheden for kidnapning.

Han nægter sig skyldig i anklagen om hvidvaskning af 70 millioner dollars i amerikanske banker. Hvis han bliver kendt skyldig, risikerer Alfonso Portillo op til 20 års fængsling i USA.  

Portillos advokater siger, at sagen er en ” klar overreaktion af den amerikanske regering og justitsministerium”. Desuden meddeler hans forsvarer, at de vil søge om løsladelse mod kaution ved den næste retshøring.

Alfonso Portillo blev i 2011 frikendt af retten i Guatemala for anklager om at overføre offentlige midler til personlige off shore konti. Dog blev han dømt til at blive i landet i tilfælde af en appelsag.

Fredag efterkom regeringen i Guatemala en udleveringsanmodning fra det amerikanske justitsministerium. Frankrig har også anmodet om udlevering af Portillo. (nll 290513)

 

 

 

 

Colombia tættere på fred

 

Oprørsbevægelsen FARC og Colombias regering kom søndag et stort skridt tættere på at slutte fred. FARC blev stiftet i 1964, og siden har der været væbnet konflikt med over en halv million dræbte og over tre millioner flygtninge.

Den venstreorienterede bevægelse blev dannet for at sikre de fattige små bønder adgang til mere og bedre jord. Det er præcis, hvad parterne nu er blevet enige om med en ny jordreform, der skal føre til økonomisk og social udvikling på landet.

FARC har i stor stil solgt narkotika for at finansiere sit oprør. Nu håber colombianerne, at den historiske aftale kan bremse salget, selv om der er andre oprørsbevægelser end FARC, som ikke har været med i forhandlingerne.

Aftalen er resultatet af forhandlinger, der sidste år begyndte i Oslo og siden er foregået i Cuba. (js & cp 270513)

 

 

 

 

Obama vil lukke Guantánamo

 

USA's 12 år lange krig mod islamistisk terror lakker mod enden. Det sagde præsident Barack Obama torsdag i en tale i Washington. En af konsekvenserne bliver formentlig en lukning af Guantánamo-basen på Cuba.

Den udenretlige fangelejr kritiseres kraftigt af Amnesty International og andre menneskerettighedsorganisationer. Blandt andet fordi fangerne har siddet indespærret på ubestemt tid - uden at komme for en dommer. 

Obamas plan er at overføre de 166 tilbageholdte mænd til deres hjemlande, andre lande eller til et særligt sikret fængsel, som Pentagon vil opføre i USA. Det er dog ikke sikkert, menneskerettighederne beskyttes bedre, blot fordi fangerne flyttes væk fra Guantánamo Bay.

Men i sin tale lagde Obama op til, at nogle af fangerne vil blive retsforfulgt. Spørgsmålet er så, om de kommer for særlige militære domstole, eller (som anbefalet af menneskeretsforkæmpere) for en almindelig domstol. (js & cp 250513)

 

 

Spanien tilbyder arbejdskraft til Brasilien

 

Latinamerikanere har i mange rejst til Spanien og USA for at få arbejde. Nu er Europa i krise, og Latinamerika har vækst, så nu går trafikken mere og mere den anden vej.

Den spanske udviklingsminister, Ana Pastor, sagde tirsdag på et møde med brasilianske journalister, at spanske ingeniører kan bidrage til væksten i Brasilien. Udover den generelle fremgang forbereder Latinamerikas største land også VM i fodbold til næste år og OL i sommeren 2016.

Ana Pastor har drøftet muligheden for afbureaukratisering med brasilianske embedsmænd, så det kan blive lettere for udlændinge at tage arbejde i Brasilien. Tre millioner spaniere under 34 år er arbejdsløse, og mange af dem har gode uddannelser, der kan bruges til noget uden for landets grænser. (js & cp 210513)

 

 

 

Marihuana kan blive lovligt

 

Man bør overveje en legalisering af marihuana. Det siger en ny rapport om rusmidler fra OAS (Organization of American States), der omfatter alle 35 stater på det amerikanske kontinent og Caribien.

En stor del af verdens kokain fremstilles i Latinamerika. Hovedbudskabet i rapporten er, at der skal kigges på utraditionelle tiltag for at løse problemet. Rapporten siger også, at landene bør nedsætte straffen for at besidde andre former for narkotika, og at der skal satses mere på rehabilitering af narkomanerne.

Mexicos præsident Enrique Peña Nieto har tidligere sagt, han ikke ser legalisering som en løsning på problemerne, der blandt andet rammer Mexico i form af vold, mord og bandekrig. Derimod har blandt andre den colombianske præsident Juan Manuel Santos nævnt det som en mulighed. (js & cp 190513)

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

30.10 | 23:02

WOW -

...
03.04 | 21:42

Hej,

Super fin side! Jeg kan godt lide at i går ned i dybden på emnerne!
Hvis i vil kan i også se min side her: https://www.sporttema.dk

Mvh.
Christian

...
23.01 | 08:17

denne sidde er god

...
27.09 | 13:35

hej Du !
jeg er ikke så skrap til computer, så min søn prøver at hjælpe mig
Jeg bor i Hedehusene, du kan eventuelt ansøge mig på Facebook,så kan vi udveksle tlf

...
Du kan lide denne side