Politik 2014-2016

USA’s næste præsident kan være latino

Ted Cruz (til venstre) og Marco Rubio, begge med cubansk ophav, satser på at afløse Barack Obama.

Kendis-milliardæren Donald Trump lægger sig ud med latinoer i USA. Andre taler på spansk til de over 50 millioner hispanics, som kan afgøre præsidentvalget.

 

Af Catalina Peña-Guillén & Jesper Sørensen 

 

Barack Obama er USA’s første farvede præsident. Mange demokrater håber, Hillary Clinton skriver historie ved at blive landet første kvinde på posten.

Og hos republikanerne satser to mænd på at blive den etniske smeltedigels første præsident med latinamerikansk præsident. Aldrig før har to latinoer været med i opløbet, og aldrig har det været vigtigere at appellere til de såkaldt hispanics.

Normalt får demokraterne cirka to tredjedele af latino-stemmerne. Cirka 16 millioner hispanics forventes at stemme ved præsidentvalget, og sidste gang fik Barack Obama fem millioner flere stemmer end den republikanske kandidat Mitt Romney. Med andre ord kan deres stemmer meget vel afgøre valget.

Den ene kandidat er den 44-årige Rafael Edward Cruz, bedre kendt som Ted Cruz, hvis far flygtede fra den cubanske revolution. I godt to år har han repræsenteret delstaten Texas i Senatet.

Også den et år yngre Marco Rubio har meldt sit kandidatur. Han er republikansk senator i Florida, og begge hans forældre er cubanske indvandrere. Da han på storslået amerikansk vis offentliggjorde sin opstilling, var det foran en jublende fanskare, som en overgang hørte Marco Rubio slå over i spansk.

Donald Trump arrangerer Miss Universe, som meget ofte vindes af latinaer. Her ses han med den mexicanske vinder fra 2010.

Boykot efter anti-mexicansk svada

Dermed talte han direkte til USA’s mange hispanics med rødder i Latinamerika, og det er umiddelbart en smartere strategi end milliardæren Donald Trump, som er præsidentkandidat og har vakt opsigt med anti-mexicanske udtalelser.  

Donald Trump har over en bred kam kaldt de mexicanske indvandrere alt fra voldtægtsforbrydere til narkosmuglere. Ifølge Wall Street Journal har Donald Trump udtalt, at han vil bygge en mur langs den amerikanske grænse til Mexico, som Mexico tvinges til at betale for, hvis han bliver præsident.

Med disse ord lægger han sig potentielt ud med cirka 55 millioner mennesker med latinamerikanske rødder i USA. Kun i Brasilien og Mexico bor flere latinamerikanere. Det er en voksende gruppe, som ifølge prognoser vil runde 100 millioner mennesker i 2050. Mange af dem har stemmeret, og deres stemmer er tidligere primært tilfaldet demokratiske kandidater.

Som reaktion på hans udtalelser vil tv-netværkene NBC og det spansktalende Univision ikke længere vise skønhedskonkurrencerne Miss USA og Miss Universe, som Donald Trump står bag.

Pudsigt nok er der seks latinamerikanere blandt de seneste ti års vindere af Miss Universe. Derfor har det en effekt, at både Miss Mexio, Miss Panama og Miss Costa Rica boykotter konkurrencen, og at flere overvejer at melde fra.

 

Løfte til illegale indvandrere

Hispanics i USA har da også bemærket, at Barack Obama og hans regerings tidligere udenrigsminister Hillary Clinton i nogen grad har forbedret forholdet til Latinamerika.

Det har man allertydeligst set, når Obama har trykket Castros hånd som symbol på, at forholdet til Cuba stille og roligt er ved at blive normaliseret. Det falder efter sigende generelt i god jord hos hispanics, selv om der også har været eksil-cubanere, som bakkede op om USA’s mangeårige handelsboykot af den kommunistiske østat.

Obama har tacklet den illegale indvandring fra Mexico helt anderledes end det, Donald Trump lægger op til. De fleste illegale indvandrere krydser grænsen til Texas over floden Rio Grande, og der menes at være omkring 11 millioner illegale indvandrere i USA.

Ifølge Obama er situationen ved grænsen dog nogenlunde under kontrol, efter der er posteret flere vagter og sat et hegn op. Og i stedet for at jagte de illegale indvandrere, som ofte har job, har han i stedet ønsket at give dem amerikanske pas for at normalisere forholdene.

Hillary Clinton har gentaget valgløftet i sin præsidentkampagne, og hun har understreget, at ikke én republikansk præsidentkandidat støtter hendes ønske.

Clinton versus Bush. Det har vi set før, og det kan gentage sig med Hillary og Jeb. Begge har forsøgt at appellere til den voksende gruppe af hispanics.

Historien gentager sig

Det er et stærkt argument, når man gerne vil have hispanics-stemmer. Men politiske modstandere vil minde om, at Obama ikke kunne holde sit valgløfte. Så hvordan kan man vide, at Hillary Clinton er i stand til det?

Over for hende står for første gang altså to kandidater med latinamerikansk baggrund og nok så vigtigt en tredje, som også har ekstra appel til hispanics. Det er Jeb Bush, bror til den forrige præsident, som er gift med Columba Bush fra Mexico. Historien gentager sig: Clinton versus Bush. 

Jeb Bush har talt på perfekt spansk til sine tilhørere, og han har lovet at forbedre forholdene for de mange hispanics, dog uden at være lige så konkret som Hillary Clinton. Ted Cruz og Marco Rubio har, som Clinton har antydet, heller ikke fuldtonet lovet, at de vil give amerikanske pas til de illegale indvandrere.

Bare fordi man, i modsætning til Clinton, taler glimrende spansk, har man ikke automatisk latinoernes støtte. Det kræver mere håndfaste løfter til en gruppe, som vokser i antal og indflydelse, og her står Cruz og Rubio med en stor udfordring på trods af deres baggrund.

Men måske ser vi historien gentage sig på en anden måde: Amerika blev som bekendt ”opdaget” af Columbus og Spanien, men senere tog briterne over i det, der blev til USA. Nu er det ikke usandsynligt, at latinoerne igen tager over. USA kan få en latino som præsident, ligesom resten af Amerika ...

Samtale fremmer forståelsen

Et historisk håndtryk: Barack Obama og Raul Castro hilste pænt på hinanden ved Nelson Mandelas bisættelse. Nu taler USA's og Cubas ledere også sammen.

Overalt i Latinamerika hilses Cubas og USA’s håndslag velkomment, men embargoen er ikke væk. Og Cuba er ikke på vej mod kapitalisme, siger Castros datter.

 

Af Jesper Sørensen & Catalina Peña-Guillén

 

Bedre sent end aldrig. Sådan ser de latinamerikanske ledere på den historiske optøning i forholdet mellem USA og Cuba. Stridsøksen bliver endelig begravet efter hemmelige forhandlinger ledet af pave Frans. 

Blot fordi USA og Cuba endelig taler sammen, betyder det ikke, at USA har sløjfet sin handelsblokade mod Cuba. Ligesom cubanerne ikke vågner op til kapitalisme og demokrati i morgen.

Men nu hører man pludselig socialistiske ledere omtale USA’s præsident Barack Obama i stærkt rosende vendinger. Selv Nicaraguas præsident, den tidligere guerillaleder Daniel Ortega, har talt om ”en modig beslutning”, efter Cuba og USA har genoptaget sine diplomatiske bånd.

Cubas tætteste allierede og sponsor, Venezuelas præsident Nicolás Maduro, har tidligere omtalt Obama som marionetdukke, og det, der var værre. Nu anerkender han ”Obamas gestus”, som han kalder modig og ”historisk nødvendig”.

Mens blandt andre Bolivias præsident Evo Morales og Ecuadors præsident Rafael Correa opfordrer USA til også at fjerne embargoen. Dette er dog ikke noget, Obama selv kan bestemme.

 

 

Mislykket boykot

USA har i et halvt århundrede forsøgt at isolere Cuba. Sådan ville verdens økonomiske og militære supermagt få has på Castros kommunistiske styre. Men strategien har ikke hjulpet. Isolationen har ramt Cuba hårdt økonomisk, men det har blot gjort det let for Castro at give USA skylden for alle de cubanske trængsler. Nu visner denne undskyldning.

Desuden har isolationen af Cuba samlet latinamerikanske regeringer både til venstre og højre for midten. Selv USA’s allierede i Latinamerika har kritiseret USA’s embargo mod Cuba.

Blandt dem er Brasilien med præsident Dilma Rousseff i spidsen. Hun kalder genoprettelsen af de diplomatiske bånd for ”et øjeblik, som markerer en forandring i vores civilisation”.

Raul Castros datter, parlamentsmedlem Mariela Castro, er en vigtig meningsdanner i Cuba.

Castros datter gør status

Nu lader det til, at Obama og Castro kan være i stue sammen. Uanset årsagen er det godt nyt, næsten uanset hvem man spørger i latinamerikansk politik.

Det gælder også en af Cubas mest toneangivende kvinder, parlamentsmedlemmet Mariela Castro, som er datter af præsidenten Raoul Castro.

”Det vil være en fordel, også for USA. Det vil betyde, at mange cubanere, som ikke er imod revolutionen, ikke vil have en dårlig opfattelse af Obama i de sidste to år af hans præsidentperiode. Men det betyder ikke, at Cuba vil blive et kapitalistisk system”, siger Mariela Castro.

 

 

USA er under pres

Kina er blevet en økonomisk magtfaktor, også i Latinamerika. Man har altså siddet i Washington og set sin indflydelse skrumpe ind. Samtidig har der været et øget pres fra mange af de latinamerikanske lande.

Til april deltager Cuba for første gang nogensinde i det amerikanske topmøde i Panamá. Topmødet arrangeres af Organization of American States (OAS), som udelukkede Cuba i 1962, og som har hovedsæde i Washington.

Invitationen skyldes ikke kun velvilje fra USA, men også et vist pres fra de øvrige medlemslande. Faktisk blev Cuba allerede i 2009 inviteret ind i varmen, men dengang afviste Cuba.

I 2012 truede flertallet af de 34 medlemslande med at boykotte organisationen, hvis ikke Cuba blev inviteret denne gang. OAS har ikke kunnet enes om en fælles udtalelse, der kræver embargoen fjernet. Men organisationens chilenske sekretær José Miguel Insulza har opfordret USA til at skippe embargoen, og nu vejrer han og andre modstandere morgenluft.

Rousseff vandt efter højdramatisk valgkamp

Brasiliens præsident blev søndag genvalgt efter en valgkamp præget af fodbold, demonstrationer og et flystyrt med dødelig udgang. Valget markerer en større politisk uafhængighed af USA.

 

Af Jesper Sørensen & Catalina Peña-Guillén

 

En drøm og et mareridt om fodbold. Et flystyrt. Beskyldninger om korruption. Valgkampen i Brasilien rummede masser af drama og problemer for den siddende præsident, Dilma Rousseff, og Arbejderpartiet, men alligevel sejrede hun ved søndagens valg.

Hun fik 51 procent af stemmerne mod 48 procent til modkandidaten Aécio Neves fra centrumhøjrepartiet PSDB. Det var den tætteste afgørelse ved et brasiliansk valg i mange år. Valget viste tydeligt, at de nordlige stater og de fattige vælgere stemte på Rousseff, mens de sydlige stater og de rigere vælgere støttede Neves.

Det kunne ligne en splittelse, som man blandt andet har set i Venezuela, men det afviste Rousseff efter valgsejren, hvor hun opfordrede til dialog og sammenhold.

 

Fra pibekoncert til jubel

Tusinder af støtter fejrede Rousseffs sejr i regnvejret i hovedstaden Brasilia, og kontrasten kunne dårligt være større. Under åbningskampen ved VM i fodbold var der pibekoncert mod Rousseff, da hun mødte op på stadion. I året op til VM var der omfattende demonstrationer i gaderne, blandt andet med budskabet om, at regeringen brugte for mange penge på at bygge stadions til VM og OL og for få penge på skoler og hospitaler med mere.

Senere blev Brasiliens landshold ydmyget af Tyskland. Det lignede et mareridt i stedet for den drøm, Dilma Rousseff og Arbejderpartiet sikkert havde om at bruge VM i valgkampen. I meningsmålingerne gik Dilma Rousseff fra at vinde en overlegen sejr til at blive mere og mere upopulær. Og kort før valget blev hun oven i købet beskyldt for at have kendt til korruption.

 

Millioner ud af fattigdom

Alligevel vandt hun søndagens præsidentvalg i Latinamerikas største land. Aécio Neves spillede naturligvis på den utilfredshed, demonstrationerne var et udtryk for, ligesom han lovede at skabe mere vækst. Men det var ikke nok at vippe den ellers så udskældte præsident.

En del af forklaringen kan ligge i, at han indtil for nylig var forholdsvis ukendt i den brede offentlighed. Blot et par måneder før valget viste en meningsmåling, at kun en femtedel af brasilianerne vidste, hvem han var.

En anden årsag må være, at Rousseff og Arbejderpartiet trods alt også har gjort nogle ting rigtigt i de 12 år, partiet har haft regeringsmagten. Ganske vist har væksten været lav i de seneste fire år, og en del brasilianere har kritiseret den hårdere beskatning. Men Brasilien har også hevet millioner af mennesker ud af fattigdom, mens arbejdsløsheden er faldet.

Et flertal af vælgerne kan have været bekymrede for at miste den generelle medvind, hvis de skiftede hest. Ikke mindst når de ikke kender Aécio Neves bedre.

 

Kandidat dræbt i flystyrt

Brasiliens første kvindelige præsident havde måske haft en anden modkandidat, hvis det ikke havde været for et tragisk flystyrt i august. Her døde Socialistpartiets præsidentkandidat Eduado Campos, og i stedet blev partiets vicepræsidentkandidat Marina Silva ny leder.

Hun blev et frisk pust i valgkampen, og lignede i nogle meningsmålinger et seriøst bud på en ny præsident. Den tidligere miljøminister kom med en mere grøn profil, som også er et modstykke til Rousseff og Arbejderpartiet, som i nogen grad har ladet væksten tælle mere end miljøet og regnskovens oprindelige folk.

Men ligesom Neves kan Marina Da Silva have manglet tilslutning, fordi brasilianerne hellere vil satse på det kendte. Blandt andet er Marina Silva ikke katolik, og det kan have svækket hende i verdens største katolske land.

 

Lula og USA

Rousseffs forgænger, Lula da Silva, krediteres for at have skabt fremgangen i det klassedelte land. Den populære Lula regerede fra 2003 til 2010 og kunne snildt have været præsident endnu, hvis ikke landets valglove forhindrede yderligere genvalg. Også selv om landets industrielle produktion gik ned i slutningen af hans periode frem mod 2010 (og under Rousseff).

Lula var i høj grad manden, som markerede Latinamerikas skifte fra en dyb uafhængighed af USA og de gamle kolonimagter. De højreorienterede diktatorer er fortid, mens nutiden primært tegnes af centrum-venstre-styrede demokratier, som har vist bedre resultater i kampen mod fattigdom.  

Præsidentvalget blev således også set som et valg mellem en stor autonomi, hvor Brasilien går efter at spille en endnu større rolle både økonomisk og politisk, mens Aécio Neves menes at ville knytte Brasilien tættere til USA. Også det kan have fået nogle af brasilianerne til at indstille pibekoncerten og sætte kryds ved Dilma Rousseff. 

Latinamerika bliver gradvist mere regnbuefarvet

 

Af Jesper Sørensen & Catalina Peña-Guillén

 

Et lesbisk par vundet en historisk sejr ved Colombias forfatningsdomstol. Ana Elisa Leiderman y Verónica Botero har fået domstolens accept af, at Veronica kan adoptere Anas datter, som Ana fødte, inden parret flyttede sammen i 2005.

Dommen er principiel, fordi den formentlig også vil åbne døren for, at andre homoseksuelle kan adoptere, hvis en af dem er biologisk far eller mor til barnet.

Derfor er der jubel hos blandt andre organisationen Colombia Diversa, der forsvarer homoseksuelles rettigheder i Colombia. Organisationens direktør, Mauricio Albarracin, sagde straks efter dommen, at man nu endelig får en beskyttelse af børn af par af samme køn, som bor sammen, og som hidtil har været forskelsbehandlet.

 

Domstolen var splittet

Spørgsmålet er så, hvornår et homoseksuelt par (som i Danmark) kan få lov til at adoptere, hvis ingen af partnerne er biologisk forælder til barnet. Det virker ikke længere så utopisk, som det gjorde for få år siden.

Der er fortsat delte meninger om homoseksuel adoption. Således var halvdelen af de 12 dommere ved forfatningsdomstolen imod dommen, og dermed havde formanden for domstolen, Luis Ernesto Vargas, den afgørende stemme.

Men Vargas sagde efter domsafsigelsen, at seksuel orientering ikke må være en hindring for adoption fremover.

 

Registrerede partnerskaber

Colombia har, som andre latinamerikanske lande, normalt fulgt anvisningerne fra den katolske kirke, som ikke bifalder et brud med det traditionelle familiemønster. Det gælder også for den argentinske pave Frans, selv om hans retorik er mere tolerant overfor homoseksuelle, end man har hørt fra hans forgængere.

Men der er et opbrud i Latinamerika, også på dette område. I Colombia begyndte man i 2007 at give homoseksuelle partnere de samme rettigheder i forhold til pension og til at arve hinanden med mere.

Senere er det også blevet muligt at gå til en notar og få papir på sit forhold, og selv om nogle notarer nægter at bruge ordet ægteskab, er det et stort skridt fremad.

 

Uruguay og Argentina var pionerer

Sidste år vedtog Uruguays parlament at gøre homo-ægteskaber lovlige. Dermed blev Uruguay det andet land på det katolsk dominerede kontinent, som tillader kønsneutrale ægteskaber. Det første var Argentina i 2010.

Kort efter Uruguays kursskifte fastslog Brasiliens nationale justitsråd, at notarerne, som udsteder ægteskabsattester, ikke må afvise homoseksuelle par. Justitsrådet fører tilsyn med landets retsvæsen. Uruguay tillader nu også, at homoseksuelle ægtepar adopterer børn eller bliver kunstigt befrugtet, og loven tillader homoseksuelle par fra andre lande at blive gift i Uruguay.

Desuden kan homoseksuelle par blive borgerligt viet i Mexico City, men ikke i resten af Mexico. Dog er nogle par alligevel blevet gift i det føderalt opdelte Mexico, fordi der heller ikke var love, der klart forbød det. Her har myndighederne henvist til respekten for menneskerettighederne.

Lesbisk par får lov til adoption i Colombia

De israelske luftangreb i Gaza-striben får Chile til at protestere. Næsten alle lande i Sydamerika har anerkendt Palæstina som en selvstændig stat.

 

Af Jesper Sørensen

 

Chile har valgt at stoppe sine aktuelle forhandlinger om frihandel med Israel. Beslutningen kommer som en reaktion på Israels luftangreb, der foreløbig har kostet omkring 300 liv i Gaza-striben.

I sidste uge fordømte Chiles præsident Michelle Bachelet de israelske angreb. Chiles markante protest er bemærkelsesværdig, for den kommer midt i en periode, hvor Israel og Chile har styrket deres samarbejde.

I juni mødtes Chiles viceudenrigsminister Edgardo Riveros således med blandt andre Israels ambassadør i Chile, Daniel Carmon, for at aftale en forbedret samhandel mellem de to lande.

Dette var blot endnu et chilensk-israelsk møde blandt mange i de senere år, hvor landene har aftalt et tættere samarbejde om told, teknologi og energi med mere. Gennem mange år har Israel været storleverandør af våben til Chiles militær.

 

Også kritik i 2006

Men Chiles beslutning kommer også i naturlig forlængelse af, at de chilenske protester mod israelsk aggression i Gaza-striben er blevet kraftigere siden årtusindskiftet.

I 2006 fordømte en række chilenske politikere de israelske angreb mod palæstinensere i Gaza-striben og opfordrede regeringen til at trække sin ambassadør hjem fra Tel Aviv. Ambassadøren blev i Israel.

Men i 2011 vedtog den chilenske regering en resolution, der ”anerkender eksistensen af staten Palæstina som en fri, uafhængig og suveræn stat”.

 

Sydamerika anerkender Palæstina

Med undtagelse af Colombia har de andre sydamerikanske lande også anerkendt Palæstina og ønsker en fredsløsning med to stater. Det er en ny tendens inden for de seneste tre-fire år. Billedet er mere blandet i Mellemamerika, hvor blandt andre Mexico ikke anerkender Palæstina som en stat.

Chiles daværende præsident, Sebastián Piñera, sagde i 2011, at Chile med sin anerkendelse ville bidrage til ”en palæstinensisk stat og en israelsk stat, der kan leve i fred og velstand med anerkendte grænser og sikre grænser".

Anerkendelsen af Palæstina faldt ikke i god jord hos israelerne, som mente, at den tværtimod kunne skade chancen for fred. Men uenigheden bremsede ikke et gradvist tættere samarbejde mellem Israel og Chile.

 

Historisk relation

Også historisk har der været en relation mellem Chile og Israel, dog ikke så tæt som i de sidste par år. I 1949 anerkendte Chile Israel som en selvstændig stat.

Siden begyndelsen af 1950erne har Chile haft en ambassade i Tel Aviv, mens Israel har haft en ambassade i Santiago. Desuden hører det med i billedet, at der både bor mange jøder og palæstinensere i Chile.

Israels daværende premierminister Golda Meir var sammen med sin udenrigsminister Shimon Peres på Israels første officielle besøg i Chile, og i 2005 var Chiles udenrigsminister Ignacio Walker på landets første officielle besøg i Israel.

Chile stopper frihandel med Israel

Palæstinensere i Chile demonstrerede tidligere på ugen i Santiago. Chiles regering har officielt protesteret mod luftangreb i Gaza.

Den liberale præsident Juan Manuel Santos drejer lidt mod venstre og vinder valget

 

Af Jesper Sørensen & Catalina Peña-Guillén

 

Juan Manuel Santos har sikret sig fire år mere som præsident i Colombia. Den liberale præsident fik 7,7 millioner stemmer, knap  51 procent, mod 45 procent til den ligeledes borgerlige udfordrer Óscar Iván Zuluaga. Der var kun disse to kandidater tilbage i anden valgrunde.

Dermed kan fredsdialogen med guerillabevægelserne FARC og ELN fortsætte. Som sædvanlig var FARC (las Fuerzas Armadas Revolucionarias de Colombia) et centralt emne i valgkampen, og denne gang havde vælgerne to vidt forskellige veje at vælge imellem.

Santos insisterer på at forhandle om fred med FARC og dermed opnå en situation som i Nordirland, hvor det efter mange års ufred lykkedes at opnå fred med IRA. Zuluaga tror ikke på forhandlingens vej og har i stedet lovet en hårdere kurs overfor FARC og andre guerillabevægelser i Colombia.

 

Gyldne løfter fra ens kandidater

Begge kandidater var ministre, mens Según Alvaro Uribe var præsident fra 2002 til 2010. Zuluaga repræsenterer stadig Uribes parti, Centro Democrático, mens Santos er frontfigur for koalitionen Unidad Nacional. Bortset fra strategien i guerillakrigen, der har skabt ufred i 50 års ufred, er der ikke de store politiske forskelle på kandidaterne.

Begge ønsker at fortsætte en tæt tilknytning til USA, i modsætning til de socialistiske regeringer i Latinamerika, der taler imod de klassiske kolonimagter. Og begge taler om væsentligheden af at bekæmpe landets magtfulde narkokarteller, men uden at bringe nye løsninger på banen.

Den økonomiske politik er neoliberal, men begge forsøger at favne midten. Blandt andet har Santos lovet at investere en milliard dollars i de offentlige skoler, mens Zuluaga har givet løfter om at få bygget en halv million billige boliger til landets arbejdere.

Santos har klogt satset på at gøre sig mere spiselig for venstrefløjens partier, organisationer og intellektuelle, som ellers har kritiseret ham hårdt. I den første valgrunde fik Zuluaga flere stemmer end Santos, men med to borgerlige kandidater at vælge imellem, er det sandsynligvis vælgere til venstre for midten, som sikrede Santos de afgørende stemmer.

 

Begejstring i gaderne

Efter valgsejren var der for anden dag i træk tusindvis af mennesker i hovedstaden Bogotás gader for at feste og svinge med det gule, blå og røde flag.

Men begejstringen favnede langt fra lige så bredt efter søndagens valgsejr som efter lørdagens overbevisende sejr mod Grækenland ved VM i fodbold, hvor Colombia er kvalificeret for første gang i 16 år.

Søndag satte lidt over halvdelen af vælgerne kryds ved den siddende præsident, som kun fik 25 procent af stemmerne i den første valgrunde. Og det hører med i billedet, at flere potentielle vælgere valgte sofaen frem for at stemme på Santos eller Zuluaga.  Kun fodboldlandsholdet lader til at kunne samle nationen og har efter valget kvalificeret sig til sin første ottendedelsfinale siden 1990.

(160614, redigeret 240614)

Fredsduen slår høgen i Colombia

Juan Manuel Santos på talerstolen iført colombiansk landsholdstrøje. Begge præsidentkandidater har forsøgt at låne lidt af den nationale fodboldbegejstring, men uden det store held.

Ecuadors præsident Rafael Correa vil ændre forfatningen, så han kan vælges for en periode mere. Det er en trend på venstrefløjen i Latinamerika.

 

Af Jesper Sørensen & Catalina Peña-Guillén

 

I de fleste latinamerikanske kan en præsident højst vælges to gange. Præcis som i USA står der i landenes grundlove, at man kun kan vælges for to gange fire år. Men en række af populære præsidenter, primært på venstrefløjen, har samlet flertal for at ændre forfatningen, så de kan fortsætte, hvis vælgerne ønsker det. Præcis som i Danmark.

I denne uge var det Ecuadors præsident Rafael Correas tur til at lufte, at han gerne vil sidde længere tid, end grundloven giver ham lov til. Det samme vil Guatemalas præsident Otto Pérez Molina forsøge. Dermed forsøger de at gå i fodsporene på præsidentkollegerne Evo Morales i Bolivia, Cristina Fernández Kirchner i Argentina, Daniel Ortega i Nicaragua og Juan Manuel Santos i Colombia.

 

Stærke præsidenter

Selvfølgelig er der ingen garanti for at blive genvalg, og pt. er Juan Manuel Santos ude i den anden valgrunde i Colombia efter kun at have fået næstflest stemmer i valgets første runde. Alligevel møder ændringerne stærk kritik, ikke mindst fra konservative og liberale kommentatorer.

Dels fordi ændringerne går imod ånden i de oprindelige forfatninger, der skal forhindre magtmonopoler i lande, som tidligere har militærdiktaturer til at sidde tungt på magten. Dels selvfølgelig fordi, det ofte vil være lettere at besejre en ny kandidat end en siddende præsident, som har vind i sejlene, og som til en vis grad bruger statsapparatet til at fortælle om sine fortræffeligheder.

Det gælder Bolivias præsident, Evo Morales, som har siddet siden 2006 og er favorit til at valget til oktober. Og det gælder i Ecuador, hvor Rafael Correa hidtil har virket umulig at besejre. Det var oplagt, da den ecuadorianske avis El Mercurio i denne uge bragte en satiretegning, hvor der stod, at kongen vil abdicere. Men at der ikke var tale om Correa, men om den spanske konge Juan Carlos … Nu er det lettere at forestille sig et Spanien uden Juan Carlos end et Ecuador uden Correa, som kom til magten i 2007.

 

Ya tenemos presidente

Rafael Correa er repræsentant for ”Socialismo del Siglo XXI”, det 21. århundredes socialisme, som Venezuelas afdøde præsident Húgo Chávez døbte den bolivarianske socialisme opkaldt efter løsrivelseshelten Simón Bolívar.

Men selv om Correa bruger ord som ”socialisme” og ”revolution”, er han mere midtsøgende end Chávez og dennes efterfølger Maduro. Politisk er han nærmere centrumvenstre, så hans reformer er ikke kun sat i verden for at løfte de fattigste borgere i Ecuador.

Det kan være forklaringen på, at man ikke har set demonstrationer mod Correa, som man ser mod Maduro i Venezuela. Desuden var valgresultatet sidste år så entydigt, at ingen vil bestride, at Correa var valgets klare sejrherre.

Han vandt på løfter om bedre hospitaler, bedre uddannelse og bedre veje med mere, og et stykke ad vejen har han allerede indfriet sine løfter. Samtidig mangler det borgerlige Ecuador en stærk kandidat at samle sig bag.

Med absolut flertal i parlamentet til Correas parti er der ingen tvivl om, at han får mulighed for at genopstille, og dermed kan partiet gentage sidste års slogan ved det næste præsidentvalg i 2017: ”Ya tenemos presidente! Tenemos a Rafael!”. Vi har allerede en præsident, vi har Rafael.

 

Cuba går mod strømmen

I Chile tillader forfatningen ikke genvalg til en siddende præsident, men tidligere i år vandt Michelle Bachelet valget og sikrede sig sin anden periode som præsident. Hun har nemlig været ude i fire år, siden hun var præsident fra 2006 til 2010.

Samme mulighed har Uruguays tidligere præsident, Tabaré Vázquez, som ledede landet fra 2005 til 2010 og stiller op igen ved præsidentvalget til oktober.

Derimod lader Cuba langsomt til at bevæge sig i den modsatte retning. Raúl Castro, som har uden et demokratisk valg har ”arvet” magten fra sin storebror Fidél Castro, har bebudet en lovændring, så landets leder højst kan sidde i 10 år.

Præsidenter vil kunne vælges for evigt

Den ecuadorianske præsident Rafael Correa (til venstre) vil gerne gøre som den bolivianske præsident Evo Morales (til højre) og ændre forfatningen, så han kan forsøge at blive valgt for endnu en periode.

Mændene dominerer stadig i Latinamerika, selv om en kvartet af stærke kvinder har sat sig på magten

 

Af Nicolas Lund-Larsen

 

Et blik ud over det politiske landskab i Sydamerika kan måske få det til at krible i maven på en gammel rødstrømpe, for præsidenterne i Chile, Argentina, Brasilien og Costa Rica er alle kvinder.

Michelle Bachelet, Cristina Fernandez de Kirchner, Dilma Rousseff og Laura Chinchilla viser deres medsøstre, at kvinder kan opnå samfundets højeste post.

Specielt er det bemærkelsesværdigt i Chile og Argentina, der om nogen er patriarkalske nationer og indbegrebet af machismo, det spanske ord for mandsdominans.

 

Ikke kun girlpower

Dog er det en overfortolkning at fokusere på disse præsidentposter og umiddelbart erklære dem for et symbol for et kønspolitisk gennembrud i Latinamerika.

Det konkluderer Luisa Fernanda Grijalva Maza, professor i politisk videnskab ved Universidad Iberoamericana i Puebla i Mexico, i et interview med Den Nye Verden.

- Fælles for Kirchner og Bachelet er, at de har stamtræet i orden. President Kirchner er enke til den populære tidligere præsident Nestor Kirchner. Præsident Bachelets far var højtstående officer under præsident Allende. Og begge præsidenters partier er forbundet med modstanden mod diktatorerne Vileda i Argentina og Pinochet i Chile, siger Luisa Fernanda Grijalva Maza.

- Jeg mener, at det vil være misvisende at påstå at disse kvinder er kommet til magten, fordi de er kvinder. Det er et samspil af flere ting, siger hun.

 

Mere realpolitik

Er det ikke en forsinket reaktion på diktaturstaterne, at centrum-ventre partier vinder frem?

- Det er en fair tese, men noget af forklaringen er jo, at venstrefløjen i dag i Latinamerika er mere socialdemokratisk og drevet af realpolitik mere end af ideologi, som den var i 70erne. Desuden er den en reaktion på neokapitalismen, som for det meste slog fejl i Latinamerika, fortsætter Luisa Fernanda Grijalva Maza.

Så det er for tidligt at skrive nekrologen over machismoen? 

- Jeg er meget for Girl Power, men valget af Kircher og Bachelet er ikke en feministisk tendens. De har kunnet bringe sig til magten på baggrund af et mandsdomineret system og en familiemæssig fortælling. Ikke fordi de er kvinder.

 

Kræver stærk venstrefløj

Så vi får ikke en kvinde som præsident i Mexico snart?

-Den eneste måde, jeg kan se det ske på, er hvis ventrefløjen bliver stærk og fremstiller en kvindelig kandidat. Vi er nok for tæt på USA til at få en slagkraftig venstrefløj i Mexico, siger Luisa Fernanda Grijalva Maza.

Argentina fik Latinamerikas første kvindelige statsoverhoved i 1974, da Isabel Perón overtog posten efter sin mand, general Juan Peróns, død. Hun sad indtil 1976, da hun blev fjernet ved et militærkup.

Kvindelige præsidenter er ikke en trend

Michelle Bachelet (til venstre) fra Chile og Cristina Fernandez de Kirchner fra Argentina er begge præsidenter i meget mandsdominerede lande. Men generelt sidder kvinderne ikke på magten i Latinamerika.

 

Af Nicolas Lund-Larsen

 

Når der er valg til præsidentposten i Brasilien i oktober i år, får folket mulighed for at stemme på deres tidligere miljøminister Marina Silva.

Hun stiller op til posten som vicepræsident for spidskandidaten Eduardo Campos for Brasiliens socialistiske parti. Sammen vil de forsøge at vælte præsidenten Dilma Roussef, som søger genvalg som Brasiliens første kvindelige præsident.

 

Strategisk valg

Valget af Marina Silva som sin vicepræsident-kandidat kan tolkes som et strategisk valg af Eduardo Campos.

En meningsmåling foretaget af instituttet Datafolha viser nemlig, at Eduardo Campos ikke ville komme igennem til anden valgrunde.

Hvorimod Marina Silva, som ved seneste valg opnåede 20 millioner stemmer, ville komme til anden runde.

 

Slutter med duel

I Brasilien skal man opnå mindst 50 procent af de afgivne stemmer for at vinde præsidentvalget, og de to stærkeste kandidater fra første valgrunde går traditionelt videre til en afgørende anden valgrunde.

Foruden Eduardo Campos og Dilma Roussef stiller senatoren Aecio Neves fra Brasiliens socialdemokrati også op til præsidentvalget. (150414)

 

Populær kvinde vil være vicepræsident i Brasilien

 

Costaricanerne havde reelt kun én kandidat at stemme på ved præsidentvalget i weekenden

 

Af Nicolas Lund-Larsen

 

Da befolkningen søndag skulle vælge en ny præsident i Costa Rica, stod valget mellem den 55-årige historiker Luis Guillermo Solis og ingen anden.

Hans modkandidat Johnny Ararya fra regeringspartiet trak sig fra valget i marts måned, men forfatningen giver ikke mulighed for at trække sig fra stemmesedlen, idet en kandidat skal vinde med 40 procent af stemmerne.

Ingen kandidat fik så mange stemmer ved første valgrunde i februar, så costaricanerne måtte til valgurnerne igen i går.

 

Mange i hængekøjen

Således var det nogenlunde sikkert, at Solis blev den nye præsident. Med næsten alle stemmer optalt er det nu sikkert, at Luis Guillermo Solis bliver Costa Ricas næste præsident.

Solis skulle have 40 procent af de afgivne stemmer for at blive valgt som præsident, og det er i hus, idet 78 procent af de afgivne stemmer er gået til ham.

Selv om Johnny Araya trak sig ud af valgkampen i marts, forblev hans navn på stemmesedlen, og han opnåede over 20 procent af de afgivne stemmer. 

På grund af den udsædvanlige situation, var valgdeltagelsen på omkring de 60 procent den laveste i årtier.

Luis Guillermo Solis indtager præsidentembedet den 8. maj. Solis afløser Costa Ricas første kvindelige præsident Laura Chinchilla. 

 

Bæredygtigt samfund

Costa Rica ligger i Centralamerika, og er regionens mest stabile demokrati. Landet udmærker sig ved miljømæssigt at være et af de mest bæredygtige samfund i verden.

Caribien og Centralamerika er målet for den største koncentration af investeringer i vedvarende energi på verdensplan. (070414)

Skygge-valgkamp i Costa Rica

Den månedlange uro i Venezuela får nogle lande til at advare deres borgere mod at rejse dertil. Nu vil præsidenten give plads til mæglere, men de kommer på en nærmest umulig mission.

 

Af Jesper Sørensen 

 

Det naturskønne Venezuela er hærget af intern uro. Siden februar har der været demonstrationer i hovedstaden Caracas og i store byer som Valencia, Maracai, Merida og San Cristobal. Der har været 25 dødsfald på grund af urolighederne, mange er blevet kvæstet, og over 1300 er anholdt.

Som så ofte før i verdenshistorien var det studenter, som begyndte at demonstrere. De har protesteret mod, at kriminelle bander har hærget på universiteterne.

Men deres protester fik hurtigt opbakning fra borgere, som også var frustrerede over andre ting, blandt andet den galopperende inflation, manglen på basale dagligvarer som toiletpapir, mælk og medicin samt hyppige strømafbrydelser.

De skyder skylder på den socialistiske regering, men regeringens støtter har været på gaden for at mod-demonstrere. Det har givet en del sammenstød, og kampklædt politi og soldater har ikke gydet olie på vandene.  Især ikke efter anholdelsen af oppositionslederen Leopoldo Lopez.

 

Skytset rettes mod USA

Demonstrationerne giver panderynker hos den socialistiske præsident Nicolás Maduro, som for et år siden efterfulgte sit afdøde forbillede, el comandante Húgo Chávez. Kritikerne giver Maduro og hans regering hovedansvaret for de problemer, som alle kan se.

Nicolás Maduro har afvist kritikken, som har kørt i længere tid. Problemerne skyldes ifølge ham spekulation, økonomisk sabotage og tilbageholdelse af fødevarer. Præcis som for godt 40 år siden, da USA og CIA med held underminerede Chiles socialistiske præsident Salvadore Allende og hans regering.

Maduro siger, at ”kapitalistiske parasitter” forsøger at udhule den bolivarianske revolution, som især Chávez har fostret. Måske har retorikken virket, for trods kritikken og de åbenlyse problemer vandt socialisterne også borgmesterposterne langt de fleste steder ved kommunalvalget i december.

 

Mangler fødevarer

Ligesom Chávez har Maduro brugt indtægter fra landets enorme olie-rigdom til at investere i bedre skoler, sundhedsklinikker og veje. Regeringen har ”plantet olien” i velfærd, præcis som landets visionære præsident Eleazar Contreras begyndte at gøre i slutningen af 30’erne.

Det har øget velstanden hos mange mennesker, men landets produktion af fødevarer med mere er ikke øget i takt med den øgede efterspørgsel, så landet er stadig i 2014 ikke selvforsynende med fødevarer.

Når man parre efterspørgsel med en ringe produktivitet, så får man selvfølgelig inflation og utilfredse borgere. Det er svært at se en varig løsning på problemerne, så længe Venezuela er så splittet, at det giver blodsudgydelser i gaderne.

Men efter konsekvent at have afvist dialog med demonstranterne, har Maduro accepteret, at der kommer mæglere til Venezuela fra de sydamerikanske landes svar på EU, unionen UNASUR.

En delegation fra UNASUR tager på den vanskelige opgave at forhandle med den røde regering og den borgerlige opposition, som stadig aldrig har anerkendt, at socialisterne vandt valget i april 2013. Valgresultatet er stadig til debat, og man kan frygte en oppisket stemning ved parlamentsvalget næste år.

 

Turister advares mod uro

UNASUR kan næppe skabe fred på en formiddag, og uroen kan også koste Venezuela turister. Det danske udenrigsministerium har ikke reageret på urolighederne i Venezuela, men flere andre lande råder deres borgere til at være forsigtige.

Således opfordrer Tysklands udenrigsministerium tyskerne til foreløbig at udskyde ”ikke nødvendige” rejser til Venezuela. Der henvises til, at der er brugt skydevåben og tåregas under urolighederne, så det kan være farligt at opholde sig på gaden. Desuden kan vejene være blokeret, og trafikken kan på andre måder blive sat i stå.

Også Finland fraråder ”unødvendige” rejser til Venezuela, fordi volden er eskaleret, og finnerne advares mod at opholde sig tæt på grænsen til Colombia. ”Den generelle sikkerhedssituation i Venezuela er blevet værre, og antallet af voldsforbrydelser og kidnapninger er steget”, skriver Finlands udenrigsministerium.

Sverige råder sine borgere til at vise ”den allerstørste forsigtighed”, og der kommer lignende meldinger fra Australien, Canada, Storbritannien, USA og Frankrig. (140314)

 

Uroen fortsætter i Venezuela

 

Af Jesper Sørensen & Catalina Peña-Guillén

 

Til august 2014 åbner Danmark en ambassade i Colombias hovedstad Bogotá. Nu er der kun konsulat i landet, og man henvises til den danske ambassade i Brasilien.

Den kommende ambassade er del af den største reform af den danske udenrigstjeneste i nyere tid, siger udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF) i en pressemeddelelse.

- Ændringerne i ambassadestrukturen giver samlet set Danmark direkte adgang til over 300 millioner mennesker og forbrugere mere end hidtil – fordelt på tre kontinenter, herunder de nye vækstmarkeder. Vi åbner i regioner og lande, hvor den økonomiske vækst buldrer derudaf, hvor der er et stort potentiale - og hvor den økonomiske magtforskydning følges af øget politisk vægt. Det gælder lande som Nigeria, Filippinerne og Colombia, siger Holger K. Nielsen.

Reformen betyder også, at Danmark vil styrke indsatsen på en række vækstmarkeder, blandt andre Peru, mens der skæres ned i Argentina. I nogle lande bliver der lukket ambassader, men det gælder ikke i Latinamerika, hvor Danmark har ambassader i Mexico, Argentina, Bolivia, Chile og Brasilien.

I 2002 lukkede VKO-flertallet en række ambassader og generalkonsulater, heriblandt ambassaden i Buenos Aires. Men det fortrød man senere i takt med væksten i Latinamerika, så siden 2007 har Danmark igen haft en ambassade i Argentina.

Danmark åbner ambassade i Colombia

 

Af Jesper Sørensen & Catalina Peña-Guillén

 

Til august 2014 åbner Danmark en ambassade i Colombias hovedstad Bogotá. Nu er der kun konsulat i landet, og man henvises til den danske ambassade i Brasilien.

Den kommende ambassade er del af den største reform af den danske udenrigstjeneste i nyere tid, siger udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF) i en pressemeddelelse.

- Ændringerne i ambassadestrukturen giver samlet set Danmark direkte adgang til over 300 millioner mennesker og forbrugere mere end hidtil – fordelt på tre kontinenter, herunder de nye vækstmarkeder. Vi åbner i regioner og lande, hvor den økonomiske vækst buldrer derudaf, hvor der er et stort potentiale - og hvor den økonomiske magtforskydning følges af øget politisk vægt. Det gælder lande som Nigeria, Filippinerne og Colombia, siger Holger K. Nielsen.

Reformen betyder også, at Danmark vil styrke indsatsen på en række vækstmarkeder, blandt andre Peru, mens der skæres ned i Argentina. I nogle lande bliver der lukket ambassader, men det gælder ikke i Latinamerika, hvor Danmark har ambassader i Mexico, Argentina, Bolivia, Chile og Brasilien.

I 2002 lukkede VKO-flertallet en række ambassader og generalkonsulater, heriblandt ambassaden i Buenos Aires. Men det fortrød man senere i takt med væksten i Latinamerika, så siden 2007 har Danmark igen haft en ambassade i Argentina.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

03.04 | 21:42

Hej,

Super fin side! Jeg kan godt lide at i går ned i dybden på emnerne!
Hvis i vil kan i også se min side her: https://www.sporttema.dk

Mvh.
Christian

...
23.01 | 08:17

denne sidde er god

...
27.09 | 13:35

hej Du !
jeg er ikke så skrap til computer, så min søn prøver at hjælpe mig
Jeg bor i Hedehusene, du kan eventuelt ansøge mig på Facebook,så kan vi udveksle tlf

...
08.01 | 15:17

Tak for din ros og interesse for Galapagos, som er et fascinerende sted. Vi havde en god eftermiddag i Fredericia og kommer gerne igen med vores andre foredrag.

...
Du kan lide denne side