Historisk

Brasilien importerede millioner af slaver fra Afrika. Historien skal huskes, og det omfatter en nedlagt slavehavn i Rio

Af Jesper Sørensen & Catalina Peña-Guillén

Engang blev der dagligt sejlet sorte slaver fra Afrika til Brasilien. Op mod en million af slaverne kom gennem havnen Cais do Valongo i Rio de Janeiro, men siden blev slaveriet afskaffet, og havnen lukkede og forfaldt.

Nu er der kun nogle historiske udgravninger på stedet. Men der arbejdes på at få genopbygget noget af havnen og få den på UNESCO’s liste over verdensarv.

Det sker for at mindes, at Cais de Valongo spillede en stor rolle i transport og handel med afrikanske slaver i det 19. århundrede, hvor Brasilien var verdens største slaverhandelsnation.

Slaver til miner og kaffeplantager

Cais de Valongo blev bygget i 1811, og den blev primært brugt til modtagelse, udvælgelse og salg hundredtusinder af slaver, som kom med skibe fra Afrika. Men allerede 200 år før var Brasilien begyndt at importere afrikanske slaver.

De var en meget væsentlig årsag til, at man kunne drive de store sukkerplantager, som var en central del af Brasiliens økonomi. Afrikanerne kunne bedre holde til det hårde arbejde end indianerne, som også i stort omfang var blevet brugt som slaver.

Og importen af slaver steg markant, da Brasilien omkring år 1690 også begyndte at udvinde guld

og diamanter. Det gav hårdt og farligt tvangsarbejde til mange afrikanske mænd i minerne, mens de kvindelige slaver primært blev sat til at arbejde i markerne og i hjemmene. Senere blev mandlige slaver også sat til mange andre typer af arbejde, alt fra fiskeri til håndværk.

Brasilien afskaffede slaveriet sent

Senere blev der også hentet et gigantisk antal slaver til Brasilien for at arbejde med kvægbrug, dyrkning af fødevarer og ikke mindst i de voksende kaffeplantager, som også blev en stor indtægtskilde for Brasilien.

Uden slaverne havde alt dette ikke været muligt, og man skønner, at der i alt blev hentet fire millioner afrikanske slaver til Brasilien, frem til landet endelig afskaffede slaveriet i 1888. Det var cirka 40 procent af samtlige slaver til de amerikanske lande. Og intet andet land i den vestlige verden var så længe om at afskaffe slaveriet.

Flest sorte uden for Afrika

Midt i det 19. århundrede blev Cais de Valongo ombygget for at kunne tage standsmæssigt imod den kommende brasilianske kejser Pedro den Andens forlovede, prinsesse Teresa Maria Cristina de Bourbon. Og efter slaveriets afskaffelse begyndte man i 1906 at omdanne havnen til parker for at forskønne havneområdet. Siden blev historien om slavehavnen i høj grad gemt og glemt.

Historien er ellers lige for øjnene af enhver, som kommer til Brasilien. Godt halvdelen af Brasiliens indbyggere er sorte eller mulatter, hvilket er den største andel uden for Afrika. Mange af dem er efterkommere af de afrikanske slaver, og deres historie skal ikke ignoreres, mener det ekspertudvalg, som forbereder ansøgningen til UNESCO.

Havnen skal både symbolisere kampen mod slaveriet og afrikanernes bidrag til de amerikanske folk, samfund og kultur, siger en siger en af eksperterne, Ivo Barreto, som leder Brasiliens nationale institut for historisk og kulturel arv, til det spanske nyhedsagentur EFE. 

Af Jesper Sørensen & Catalina Peña-Guillén

Peru har en enestående kulturel arv, ikke mindst efter inkafolket. Landet er især kendt for den spektakulære inkaby Machu Picchu fra det 15. århundrede, der har tiltrukket millioner af turister.

Men der er meget mere at komme efter, og en del af de ruiner, som hidrører fra inkatiden eller før, er aldrig blevet fotograferet og kortlagt. Og nu er kulturskatten truet.

Det skal der gøres noget ved, og metoden er topmoderne. Peruvianske arkæologer arbejder med en flåde af fjernstyrede fly, de såkaldte droner, der skal flyve hen over ruinerne og fotografere dem.

Det er vigtigt med handling nu, for tiden er knap. Det sydamerikanske land har stor vækst i disse år, og fremgangen betyder, at jordens værdi stiger i Peru. Med andre ord er det attraktivt at købe jord til bebyggelse, minebrug eller landbrug, og det truer de skjulte skatte. Sidste år kom byggefirmaer således til at køre på resterne af en pyramide ved hovedstaden Lima.

Der kommer droner overalt

Normalt hører vi mest om droner i militær sammenhæng, hvor blandt andet USA har brugt dem mod terrorister. Men prisen på teknologien er faldet så meget, at droner nu også bruges til private og kommercielle projekter.

I Danmark har medier som TV2 og DR brugt droner, og i februar 2014 brugte et bryggeri i USA droner til at flyve øl ud til tørstige fiskere.

Vi skal altså til at vende os til droner, også i Peru, hvor man så småt denne sommer også er begyndt at bruge dem til at bekæmpe kriminalitet. Meningen er, at droner i visse situationer skal tage billeder af kriminelle fra luften.

Arkæologerne i Peru har blandt andet glæde af dronerne, fordi de kan hjælpe dem til at få tredimensionelle modeller og digitale kort. Det giver et langt bedre overblik over ruinerne, som i en del tilfælde stammer fra en tid før inkafolket, og dermed også en bedre beskyttelse.

Ministeren er selv arkæolog

Fugleperspektivet er en kæmpe fordel. I fortiden har forskere forsøgt sig med at teleskop-kameraer og ved at sætte kameraer på luftballoner og drager, men dronerne er en langt bedre løsning for arkæologerne.

Satsningen på droner skyldes først og fremmest en indsats fra Perus vicekulturminister, Luis Jaime Castillo, som også er arkæolog. Han begyndte allerede at bruge en drone i sit arkæologiske arbejde for tre år siden. Peru har cirka 13.000 kendte steder med kulturskatte, og ifølge ministeren er det kun cirka hver femte, som er dokumenteret ordentligt.

Ministeren har fremhævet, at dronen også sparer ham en masse tid, fordi han med de digitale modeller ikke behøver at tegne kort, inden gravearbejdet går i gang.

Siden den spæde start er dronerne faldet i pris, omkring 1000 dollars stykket for de små. Tilbage står eet ar problemer, som man arbejder med: Dels kan den tynde luft give dronerne problemer, dels kan de flyve ret begrænset tid, før batteriet skal lades op igen.