Mennesker

Martin Lindholm blev som spæd adopteret fra Chile til en familie i Danmark. Nu har han fundet sin biologiske mor, María Elena, som har sendt ham dette billede af sig selv.

"Du var ved at dø af sult”. Sådan lød det, da den 30-årige vejlenser Martin Lindholm lillejuleaften 2010 fik forklaret, hvorfor han som spæd blev adopteret væk.

Dagen før juleaften var dagen, da han endelig fik kontakt til sin biologiske familie ved Chiles hovedstad Santiago efter et halvt års forarbejde, og han betragter selv gennembruddet som en helt usædvanlig julegave, som han sikkert altid vil have i tankerne op til jul.

Han beskriver her det første år efter sit nye liv.

Af Martin Lindholm

Hele mit liv har jeg haft mine danske forældre og storebror som nærmeste familie, så det er ikke fordi, jeg har ligget søvnløs om natten og tænkt på, hvor jeg oprindelig kommer fra. Det har mest været i små glimt, jeg har tænkt på min oprindelse, eller hvis jeg blev mindet om det, hvis jeg så noget i aviser eller i tv. F.eks. DR1-programmet ”Sporløs”, som jeg tit har set.

Flere personer har også spurgt, hvorfor jeg ikke kontaktede DR for at få dem til at finde min mor. Men det med at have kamera på når/hvis jeg fandt min mor, er jeg ikke meget for. Jeg synes, det virker alt for iscenesat og kunstigt, og det bryder jeg mig ikke om.

Jeg har haft en god barndom og et godt voksenliv her i Danmark, og det har måske også været grunden til, at jeg ikke har set mig mere tilbage end jeg har, og tænkt: ”hvor kommer jeg egentlig fra? Det har nok også spillet ind, at jeg som yngre ikke var så eftertænksom, som jeg er i dag.

Men det har da været oppe at vende nogle gange under aftensmaden i Egtved, da jeg stadig boede hjemme, og når familien var samlet. Mine forældre foreslog dengang, at vi alle fire rejste til Chile, efter jeg var blevet konfirmeret. Men det gik i sig selv igen, fordi det dengang ikke var så stort et ønske fra hverken mig eller min tre år ældre bror Daniel.

Han er også adopteret fra Chile men fra en anden familie. Pudsigt nok hed jeg også Daniel, da jeg kom til Danmark som lille. Men på det tidspunkt havde mine forældre allerede min storebror. Så det blev mig, der skulle skifte navn.

Sename - eftersøgningen

Siden jeg flyttede hjemmefra i 2005 for at bosætte mig i Vejle, har tanken og spørgsmålet ramt mig oftere. Så i slutningen af maj 2007 skrev jeg en mail til det danske konsulat i Chile, hvor jeg fik svar om, at jeg kunne prøve Sename i Chile, en forening, der kan spore slægtninge i Chile, samt en mailadresse til Chiles ambassade i København.

Svaret i mailen var ikke så oplysende og nyttigt, så jeg droppede ideen om at finde min biologiske familie – men kun for en periode.

Jeg blev lidt skuffet over svaret på min første e-mail, så jeg slog det hele lidt hen. Men efter mine oplevelser i 2004 lå tanken hele tiden i mit baghoved.

I 2004 var jeg backpacker i et halvt år, hvor jeg på egen hånd rejste rundt i Australien, New Zealand og på Fiji og mødte mennesker fra mange forskellige lande. Efter det halve år kan man på en måde sige, at jeg blev mere international, og jeg turde flere ting. Men der gik alligevel næsten halvandet år, før jeg igen sendte en mail. 

I november 2008 sendte jeg en mail til det chilenske konsulat i København uden at være alt for forventningsfuld denne gang. Men jeg tænkte bare, at jeg da altid kan prøve; det kan der aldrig ske noget ved. 

Jeg spurgte også min danske familie, hvad de ville sige, hvis jeg fandt min biologiske familie, og de sagde, de ville blive glade på mine vegne og opfordrede mig til at forsøge at finde dem. Jeg fik svar på min mail, at konsulen ville kontakte Chile, og at jeg skulle væbne mig med tålmodighed, og tålmodighed er netop noget, jeg IKKE har.

Igangsætning

I midten af juni 2010 fik jeg besked om, at Sename ville forsøge at finde min familie i Chile, og efter nogle mails frem og tilbage med de få oplysninger, jeg havde om min mor, var der kun tilbage at vente. Undervejs fik jeg mails fra min kontaktperson hos Sename i Chile, hvor jeg blev opdateret hver gang, der var nyt i sagen.

Men allerede to uger efter, at Sename påtog sig opgaven, kom der en mail, som fortalte hvor min mor bor, og jeg blev oplyst om, at jeg har tre mindre søskende! To søstre og en bror. Noget, jeg ikke havde nogen anelse om! Der ville dog gå noget tid, før nogen fra Sename ville komme ud til min mor, da hun bor langt ude på landet.

Det både var og er lidt underligt at tænke på, at jeg er storebror til tre mindre søskende. Her i Danmark er vi jo kun to, og her er jeg lillebror.

Den bedste julegave

Et halvt års tid efter at have fået beskeden om, at jeg er storebror, var jeg ved at vænne mig til tanken. Men der ventede endnu en stor overraskelse, da der i en mail fra Sename den 23. december stod, at organisationen havde besøgt min mor. Jeg modtog samtidig et håndskrevet brev fra sin mor og et billede af hende.

Det var helt vildt, da jeg så den mail. Jeg kan huske, jeg var på arbejde, og at det var tæt på fyraften. Da jeg modtog mailen og fik den læst - og så ringede jeg til min danske mor og fortalte hende nyheden; og hun blev også glad på mine vegne. Jeg kunne ikke vente med at komme hjem og se billedet rigtig, og få oversat hendes brev.

Ud fra brevene kunne jeg læse, at min mor gør rent ved en familie sammen med min ene søster, mens den anden søster og min bror arbejder i en restaurant. Min mor og tre søskende bor alle enten i eller omkring min fødeby, Santiago, Chiles hovedstad. Både mine tre søskende og biologiske min mor har et tæt forhold, og de taler ofte sammen, selvom de tre børn ikke længere bor hjemme.

Taler ikke spansk

Hverken min mor eller nogen af mine søskende har særligt mange penge, og ingen af dem ejer selv en computer, men går på internetcafé, når de skal bruge internettet. Gennem mine søskende og min moster spurgte jeg til min mor. Min moster er skolelærer og taler også ofte med min mor.

Jeg er meget glad for at have fundet min familie, men hele denne søgen har ikke været uden problemer og følelsesmæssige op- og nedture.

Allerede fra Sename begyndte at søge efter min mor, foregik al kommunikation på spansk, så jeg har været storforbruger af Googles oversættelsesprogram.

Jeg kan ikke et eneste ord på spansk. Så når jeg fik mails, skulle jeg først oversætte, hvad der stod, og så skrev jeg tilbage på engelsk. Så de har nok også skullet oversætte, hvad jeg skrev. Jeg kan huske, at jeg i starten var lidt træt af, at de ikke kunne skrive på engelsk. Men jeg ved jo også godt, at der i de sydamerikanske lande enten tales spansk eller portugisisk, og at flere eksperter taler om, at spansk er det kommende verdenssprog. Så måske skulle jeg bare begynde selv at lære spansk.

Engang imellem skriver jeg med mine søskende og min moster på Facebook. Der skriver jeg også på engelsk med min familie, mens de så svarer på spansk. Det går fint nok, men engang imellem smutter der et eller flere ord, så jeg bliver nødt til at spørge, hvad de mener. Ingen af mine søskende skriver på engelsk, og jeg tror heller ikke, de er så gode til det. Men min moster er til tider forståelig på engelsk. De sidder nok også og tænker, hvorfor jeg ikke bare kan skrive spansk til dem. 

I starten, da jeg skrev med dem over nettet, følte jeg, at de forventede, at jeg kom og besøgte dem. Det spurgte de direkte om flere gange, og det irriterede mig lidt, mens jeg måtte bedrøve dem med, at jeg hverken havde tiden eller pengene til at rejse derned. Jeg forstår dem dog godt, da de i deres position ser mig som en person med mange penge, når jeg fortæller dem, at jeg ejer et par bærbare computere og arbejder med computer, hvilket jeg gjorde, da jeg begyndte at skrive med dem.

En svær opvækst

Jeg har i breve fået at vide, at min chilenske mor har haft det svært. I huset, hvor hun gjorde rent, da jeg blev født, opfordrede hendes chef hende til at bortadoptere sin nyfødte søn, da hun hverken havde pengene eller midlerne til at forsørge barnet. Jeg var i mine første uger tæt på at dø af sygdom og sult, og det har nok reddet mit liv, at min mor forærede mig væk.

Det er meget skræmmende at tænke på, at jeg kunne havde været død nu. Det har utvivlsomt været svært for min mor at give mig væk, og det var også derfor, hun blev meget rørt og glad for, at vi igen har fået kontakt til hinanden.

Hun har haft det svært. Min mor hverken har eller har haft mange penge. Hun har givet sin ældste søn fra sig og levede i et voldeligt forhold, da min søster blev født. Det lyder dog til, at det går bedre. Det seneste jeg har hørt, er i hvert fald, at min mor skal giftes. Så man må sige, at der sker nogle store ting i hvert vores liv.

Jeg synes stadig, at det er lidt underligt at have sin familie på den anden side af jordkloden og dermed have hele to familier. Jeg har også allerede bestemt mig for at få hele oplevelsen med.

Jeg er i øjeblikket arbejdsløs. Så man kunne mene, at jeg da har tiden til at besøge dem. Og en dag, når økonomien og tiden tillader det, vil jeg bestemt også rejse til Santiago og besøge min familie og opleve, hvor jeg kommer fra. (april 2014)

Fakta:

Via Chiles ambassade i København kan man få kontakt til institutionen ”Servicio Nacional de Menores” – ”SENAME” i Chile. 

”SENAME” har et program, som hedder ”Búsqueda de Raíces” – ”søg dine rødder”, hvor de på vegne af en person vil forsøge at finde ens familie. 

Til at starte med skal Chiles ambassade i København sende en anmodning gennem Chiles udenrigsservice, før SENAME vil påtage sig opgaven. Når man så får svar fra SENAME, skal man give dem alle de oplysninger, man har om dem, man vil finde - og så skal man have tålmodighed igen, mens SENAME arbejder. Læs SENAME: www.sename.cl Chilenske Ambassade i København: www.chiledk.dk

Martin og hans chilenske familie:

Daniel Alejandro Godoy Salazar – i dag Martin Alejandro Lindholm Sørensen, født i 1983.

Mor, María Elena Salazar Villarreal er fra 1961.

Søster, Janett Alejandra Garay Salazar, 1984.

Søster, Verónica Andrea Ruiz Salazar, 1986.

Bror, José Carlos Ruiz Salazar, 1989.

Af Jesper Sørensen og Catalina Peña-Guillén

For første gang nogensinde bliver en latinamerikaner dronning i Europa. Dronning Beatrix abdicerer, og tirsdag bliver hendes søn Willem-Alexander konge – og hans argentinske kone Máxima Zorreguieta bliver dronning.

Dermed iklæder Holland sig for alvor den orange nationalfarve, og landet får en humørfyldt, farverig og populær dronning. Desuden bliver parrets ældste datter, den niårige Catharina-Amalia, kronprinsesse. Men det er desværre ikke hele sandheden om Máxima Zorreguieta.

Hendes far, Jorge Zorreguieta, var nemlig landbrugsminister i den fascistiske diktator Jorge Rafael Videlas regering. Derfor deltog Máximas forældre ikke i det kongelige pars bryllup i 2002, og de er heller ikke med ved den officielle indsættelse i Amsterdam.

Mord og forsvundne børn

Jorge Rafael Videla kom til magten efter et statskup mod Isabel Martinez de Peron, og skeletterne er raslet ud af hans skab efter tiden som præsident fra 1976 til 1981.

Under hans regime foregik der kidnapninger (også af børn), tortur og mord på politiske modstandere og deres familier, og nogle af forbrydelserne foregik i en hemmelig koncentrationslejr.

Ingen kan laste den nye dronning for de massive overtrædelser af menneskerettigheder, hendes far må formodes at have kendt til. Men forbrydelserne har været omtalt og debatteret i Holland. Og de er så grove, at man ikke kan forestille sig, at Jorge Zorreguieta nogensinde bliver inviteret til officielle, kongelige arrangementer i Holland.

Populært kongehus 

Alt dette afholder naturligvis ikke hollænderne fra at fejre tronskiftet på en dag, hvor der forventes 800.000 gæster i Amsterdam.

Festen vil koste cirka 90 millioner kroner, og republikanerne har opfordret alle modstandere af kongehuset til at gå helt i hvidt denne dag. Men ifølge meningsmålinger går tre ud af fire hollændere ind for kongehuset, så orange vil vinde over hvidt på festdagen.

Den økonomiuddannede Máxima er ulønnet rådgiver for FN’s generalsekretær og arbejder for mikrolån på verdensplan. Desuden arbejder hun med projekter, der skal øge integrationen af udlændinge i Holland.

Selv virker Máxima i høj grad integreret og regnes for det mest populære medlem af kongehuset. Kun hendes fars gerninger kaster en skygge over den første latinamerikanske dronning i Europa.

De argentinske aviser er naturligvis også optagede af indsættelsen. Den kommer midt i en tid med alvorlige økonomiske problemer og demonstrationer mod landets præsident, og den lyser op i mørket, ligesom udnævnelsen af pave Frans, den første latinamerikanske pave nogensinde. 

Af Catalina Peña-Guillén & Jesper Sørensen

”Revolutionen i Norden kommer. Jeg føler den. Folk i Norden, foren jer med folk i syd og lad os sammen gennemføre den store verdensrevolution mod imperialismen, kapitalismen og døden!”

Op mod 3500 tilskuere tiljublede Venezuelas præsident Hugo Chávez, da han i december 2009 talte ved et alternativt klimatopmøde i Valbyhallen.

Chávez døde tirsdag og nåede ikke at opleve en verdensrevolution. Men den socialistiske leder satte sine spor, og mange har i dagene efter dødsfaldet været på Venezuelas ambassade i København for at skrive i kondolencebogen.

Har mistet en ven

Blandt andre den 82-årige Inger Jørgensen var på ambassaden. Men hvor de fleste har Chávez ham på afstand, så lærte Inger Jørgensen ham personligt at kende sidst i 80erne, før han blev Venezuelas mest kendte person i nyere tid.

”Jeg har været meget rystet. Jeg har jo ikke mistet en præsident, jeg har mistet en ven. Derfor var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville tage til København for at skrive i kondolencebogen. Det var jeg nødt til”, siger Inger Jørgensen.

Hun var også til stede i Valbyhallen i 2009, hvor hun fik et kram af Hugo Chávez og hans datter.

Besøgte ham i fængslet

De mødte oprindelig hinanden sidst i 80erne i et sommerhus sammen med fælles venner. Hun kom til at opleve hans højdramatiske vej mod magten på tæt hold. Hugo Chávez deltog i 1992 i et militært kup mod præsident Carlos Andres Perez, som endte med, at Chávez blev anholdt.

Chávez og 30 andre blev sat i fængsel i byen Yare, hvor Inger Jørgensen besøgte ham sammen med Verner Hornebo og sin bror Holger Jørgensen. Alle tre er børn af danske familier, som udvandrede til Venezuela i 1938.

”De havde det dårligt i fængslet, hvor de undgik at spise maden af frygt for at blive forgiftet. De sultede i stedet. Jeg skrev til menneskerettighedsdomstolen i Haag og klagede over forholdene, men fik aldrig noget svar. Desuden tilbød jeg Hugo Chávez at hjælpe hans kone og barn med at blive politiske flygtninge i Danmark”, fortæller Inger Jørgensen i bogen ”Det glemte eksperiment”.

Julekort fra Chávez

Men efter to år i fængslet blev han løsladt, og tiden arbejdede for Chávez, som nåede at være præsident for Venezuela fra 1999, indtil han tabte kampen mod kræften.

I sit hjem i Vejle har Inger Jørgensen flere minder om mødet med Venezuelas mangeårige præsident. Blandt dem er en fortjenstmedalje fra Venezuela, fordi hun blandt andet har stiftet og støttet et børnehjem i landet.

Et andet kært minde er et julekort, som Hugo Chávez sendte hende fra fængslet i Yare. Chávez tegnede selv julekortet, der forestiller en statue af Simon Bolívar set gennem fængselscellens tremmer.

”Jeg har et andet billede af Hugo Chávez end mange andre mennesker i Danmark. Jeg var ikke enig i alt, han har gjort politisk, men han nåede at gøre mange gode ting, ikke mindst for de fattige i Venezuela. Og han var min gode ven, og sådan vil jeg huske ham”, siger Inger Jørgensen.

Den 7. marts 2013